Besluttet 6. maj, Kultur- og Fritidsudvalget, Aabenraa
Udmøntning af budget - Isoleringsovertræk til skøjtebanen
Børn og Kultur indstiller, at driftsbevillingen på et isoleringsovertræk til skøjtebanen på 0,5 mio. kr. tilføres til kommunens likvide beholdning i 2026.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur- og Fritidsudvalget, Aabenraa Kommune
- Hvornår
- Onsdag 6. maj 2026
- Status
- Besluttet. Anbefalet godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
I denne sag lægges der op til, at der træffes beslutning om udmøntning af budget til et
isoleringsovertræk (termotæppe) til skøjtebanen.
Med budgetvedtagelsen for budget 2026 blev der afsat 0,5 mio. kr. i 2026 til et
isoleringsovertræk til skøjtebanen på Madevej.
Inden for de seneste år, har der i forbindelse med driften af skøjtebanen i Genforeningshaven
været iværksat forskellige energioptimerende tiltag med henblik på at kunne skabe en stabil og
mere bæredygtig drift af skøjtebanen.
Som en del af et energioptimerende tiltag, besluttede Kultur- og Fritidsudvalget på
udvalgsmødet den 8. maj 2024 (sag 52), at forvaltningen skulle arbejde videre med at
kvalificere mulighederne for at iværksætte et tiltag omkring overdækning af skøjtebanen med et
termotæppe. Det skulle ske som en prøvehandling inden for en til tre skøjtebanesæsoner.
I skøjtebanesæsonen 2025/2026 blev der gennemført en prøvehandling, hvor et termotæppe
blev placeret ovenpå isen om natten med det formål at reducere påvirkningen fra
omgivelsernes temperatur og dermed begrænse opvarmningen af is-overfladen. Forsøget blev
gennemført under stabile vejrforhold i en relativt kold periode i januar og februar, hvor
temperaturerne lå mellem -0,5 og 2 grader og uden nævneværdig nedbør.
Under testen blev op til 20% af skøjtebanens areal overdækket. Målingerne viste, at isen under
termotæppet i gennemsnit var 2,3 grader koldere end områderne uden termotæppe. Resultatet
indikerer, at termotæppet har en god isolerende effekt, og at køleanlæggets ydelse potentielt
kan reduceres yderligere i nattetimerne uden at påvirke isens kvalitet. På baggrund af
testresultaterne vurderes det, at en potentiel energibesparelse kan ligge på omkring 25%.
Prøvehandlingen med termotæppet viste nogle drifts- og sikkerhedsmæssige udfordringer:
Driftsmæssige udfordringer: Termotæppet rulles manuelt ud om aftenen og ind igen om
morgenen, hvilket stiller krav til både arbejdsgange og håndtering. Samtidig skal
termotæppet udvikles, så det kan modstå slid og minimere risikoen for hærværk eller
uautoriseret adgang udenfor åbningstiden.
Sikkerhed: Prøvehandlingen viste, at overfladen på termotæppet er meget glat. Hvis
tæppet betrædes, vil der være en betydelig risiko for faldulykker. Det betyder i praksis,
at skøjtebanen skal afspærres, når tæppet er lagt ud. Skøjtebanen anvendes også
udenfor skøjteudlejningens åbningstid, både af personer på skøjter og af gående
gæster. Adgangen vil ikke være mulig, hvis termotæppet anvendes.
Den samlede vurdering er, at termotæppet har et lovende potentiale i forhold til
energibesparelser. Der er dog fortsat en række uafklarede udfordringer, særligt i forhold til
håndtering af tæppet i drift samt sikkerheden på overfladen. På den baggrund vurderer
leverandør på markedet, at løsningen ikke på nuværende tidspunkt kan implementeres i drift.
Forvaltningen anbefaler, at driftsbevillingen på 0,500 mio. kr., som blev afsat til
isoleringsovertrækket (termotæppet) i forbindelse med budget 2026, overføres til kommunens
likvide beholdning.
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget.
Indstilling
Børn og Kultur indstiller,
at driftsbevillingen på et isoleringsovertræk til skøjtebanen på 0,5 mio. kr. tilføres til
kommunens likvide beholdning i 2026.
Behandling i Økonomiudvalget 19. maj 2026
Godkendt.
Kurt Asmussen (S) deltog ikke i sagens behandling.
Beslutning
Anbefalet godkendt.
Kilde: Aabenraa Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget, referat fra mødet onsdag 6. maj 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.