Aabenraa
Skift kommune
KøbenhavnAabenraaAlle kommuner

Besluttet 13. august, Teknik- og Landdistriktsudvalget, Aabenraa

Godkendelse af Forslag til tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2025

Plan, Teknik & Miljø indstiller, at Forslag til Tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2025, etablering af nye transportledninger i Aabenraa Kommune i forbindelse med nedlæggelse af Bov-, Kollund - og Brøde Renseanlæg godkendes og sendes i offentlig høring i otte uger.

Kort fortalt

Hvem
Teknik- og Landdistriktsudvalget, Aabenraa Kommune
Hvornår
Torsdag 13. august 2026
Status
Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

I denne sag lægges der op til, at Forslag til Tillæg nr. 1 til Aabenraa Kommunes
Spildevandsplan 2025 om etablering af nye transportledninger i forbindelse med nedlæggelse
af Bov-, Kollund - og Brøde Renseanlæg godkendes og sendes i offentlig høring i otte uger.
Alle berørte matrikelejere vil modtage direkte besked om høringen.
Forslaget til planen er udarbejdet i samarbejde med kommunens forsyningsselskab, Arwos.
Sektorplaner udarbejdes i det digitale system DK-Plan.
Samtidigt kan forslag til planen ses i bilaget ”Forslag til Tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2025”.
I Aabenraa Kommunes Spildevandsplan 2025 blev det besluttet at centralisere
spildevandsrensningen i kommunen, således at spildevandet fremover renses på Stegholt
Renseanlæg i Aabenraa by, og at Bov, Brøde og Kollund Renseanlæg nedlægges.
I dette tillæg planlægges det, hvor der udlægges arealer til etablering af de nødvendige
ledninger og pumpestationer, så centraliseringen af spildevandsrensningen kan gennemføres.
Sideløbende med udarbejdelsen af tillægget er der udarbejdet en miljørapport til planen i
henhold til miljøvurderingsreglerne. Miljørapporten er vedhæftet som bilag.
Ledningsanlæg
Der skal etableres i alt ca. 35 km gravitations- og trykledning, fordelt på følgende
delstrækninger:

Mellem Kollund Renseanlæg og Bov Renseanlæg etableres der en ledning på ca. 5 km.
Ledningen etableres udelukkende i vejarealer.
Fra Bov Renseanlæg etableres en ledning på ca. 26 km frem til Stegholt Renseanlæg i
Aabenraa. Den nye ledning etableres overvejende i privat ejede arealer.
Fra Brøde Renseanlæg etableres en ledning på ca. 4,5 km der skal transportere
spildevand til Løjt Kirkeby, hvorfra det ledes til Stegholt Renseanlæg via eksisterende
ledninger. Den nye ledning etableres i vejarealer.

Ledningerne anlægges så vidt muligt i offentligt vejareal, hvilket minimerer tid og udgifter til
ekspropriation og tinglysning på private grunde.
Pumpestationer
Brøde-, Bov - og Kollund Renseanlæg nedlægges og erstattes af pumpestationer, og der
etableres fire nye ”mellem-pumpestationer” på strækningen mellem Bov og Aabenraa samt én
mellem Brøde og Løjt Kirkeby.

Placering af ledningsanlæg
Ved valg af ledningstracé er der lagt vægt på følgende forhold (i uprioriteret rækkefølge):
Ledningen skal anlægges som gravitationsledning frem for trykledning.
Fremkommelighed for anlægsarbejde skal være forbundet med færrest mulige gener.
Ledningen skal så vidt muligt placeres i offentlige vejarealer.
Anlæg uden for fredskov, §3-områder, Natura 2000-områder og fredede områder
foretrækkes.

Den videre proces
Planforslaget offentliggøres på kommunens hjemmeside og sendes i offentlig høring i otte
uger, hvor alle berørte matrikelejere vil modtage direkte besked om høringen.

Ejere af arealer, hvor der etableres nødvendige tekniske anlæg, vil skulle afgive arealerne eller
få indskrænket deres muligheder for anvendelsen af arealet, efter tillægget er endeligt
vedtaget. I forbindelse med den endelige vedtagelse vil forvaltningen indstille til Byrådet, at der
udtrykkes ekspropriationsvilje.

Økonomi og afledt drift
Arwos afholder udgifter til projektet.

Sagen afgøres i
Teknik- og Landdistriktsudvalget.

Indstilling

Plan, Teknik & Miljø indstiller,
at Forslag til Tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2025, etablering af nye transportledninger i
Aabenraa Kommune i forbindelse med nedlæggelse af Bov-, Kollund - og Brøde
Renseanlæg godkendes og sendes i offentlig høring i otte uger.

Beslutning

Godkendt.
Afbud: Kurt Alexander Asmussen (S)

Kilde: Aabenraa Kommune, Teknik- og Landdistriktsudvalget, referat fra mødet torsdag 13. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.