Besluttet 4. september, Ældrerådet, Aalborg
Høring Senior- og Rehabiliteringsudvalgets budgetmateriale - Budget 2027-2030
Senior og Rehabilitering indstiller til Senior- og Rehabiliteringsudvalget at Senior og Rehabiliterings materiale til Byrådets budgetdrøftelser godkendes, at Administrationsafdelingen bemyndiges til at foretage tekniske korrektioner i materialet forud for fremsendelse til Økonomi og Erhverv.
Ældre og sundhedBudget og økonomiErhverv og job
Kort fortalt
- Hvem
- Ældrerådet, Aalborg Kommune
- Hvornår
- Fredag 4. september 2026
- Status
- Besluttet. Ældrerådet har gennemgået Senior- og Rehabiliteringsudvalgets budgetforslag og vil især fremhæve 4 forhold, som vi finder væsentlige, at afgive høringssvar til. Demografien, Aktivitetscentrene, Kørsel til demenskolen, samt 80-90-100 ordningen. 1. Demografi – pengene skal følge de ældre Aalborg Kommune forventer i 2027 en stigning på 645 borgere over 80 år. Samtidig bliver flere ældre udskrevet tidligere fra sygehusene og har mere komplekse sygdomsforløb.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Senior og Rehabilitering indstiller til Senior- og Rehabiliteringsudvalget
at Senior og Rehabiliterings materiale til Byrådets budgetdrøftelser godkendes,
at Administrationsafdelingen bemyndiges til at foretage tekniske korrektioner i materialet forud for fremsendelse til Økonomi og Erhverv.
Senior- og Rehabiliteringsudvalget 14-08-2026
Godkendt.
Søren Kusk var fraværende.
Ældrerådet 27-08-2026
Til orientering.
Beslutning
Ældrerådet har gennemgået Senior- og Rehabiliteringsudvalgets budgetforslag og vil især fremhæve 4 forhold, som vi finder væsentlige, at afgive høringssvar til.
Demografien, Aktivitetscentrene, Kørsel til demenskolen, samt 80-90-100 ordningen.
1. Demografi – pengene skal følge de ældre
Aalborg Kommune forventer i 2027 en stigning på 645 borgere over 80 år. Samtidig bliver flere ældre udskrevet tidligere fra sygehusene og har mere komplekse sygdomsforløb.
Der er beregnet et behov på 55,4 mio. kr. i demografimidler, svarende til omkring 95 stillinger.
Ældrerådet anser demografimidlerne som en helt afgørende forudsætning for, at serviceniveauet kan fastholdes.
Ældrerådet insisterer derfor på, at alle demografimidler i 2027 forbliver på ældreområdet i Senior og Rehabiliteringsudvalget. Pengene skal følge udviklingen i antallet af ældre og de opgaver, der følger med.
2. Aktivitetscentrene
Ældrerådet ser positivt på en organisatorisk harmonisering af aktivitetscentrene, men vi er bekymrede for konsekvenserne for medarbejdere og borgere.
Vi opfordrer derfor til, at medarbejderne så vidt muligt forbliver inden for aktivitetsområdet, så deres erfaring og faglighed fortsat kommer borgerne til gode.
Vi hæfter os samtidig ved, at omlægningen på Fremtidens Plejehjem medfører en besparelse på 1,4 mio. kr., mens yderligere 1,1 mio. kr. skal findes gennem generelle effektiviseringer.
3. Kørsel til Demensskolen
Ældrerådet har forståelse for ønsket om ensartede regler, men finder det vigtigt, at vurderingen af borgerens behov for kørsel alene tager udgangspunkt i borgerens helbredsmæssige og funktionelle situation.
Der bør ikke lægges vægt på, om borgeren eksempelvis har ægtefælle eller andet netværk, som kan hjælpe med transporten.
Vi finder det desuden vigtigt, at konsekvenserne for de berørte borgere følges nøje, når der indføres egenbetaling på 497 kr. pr. måned.
4. Seniorordningen 80-90-100
Ældrerådet har forståelse for, at Senior og Rehabilitering skal finde økonomiske besparelser og sikre et budget i balance.
Ældrerådet undrer sig dog over forslaget om at udfase 80-90-100-seniorordningen i en tid, hvor der fortsat er store udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere på ældreområdet.
Ordningen benyttes i dag af 154 ud af i alt 175 medarbejdere med senioraftaler og har netop til formål at fastholde erfarne medarbejdere længere på arbejdsmarkedet samt mindske risikoen for nedslidning.
Forvaltningen peger selv på, at en udfasning kan gøre det vanskeligere at tiltrække og fastholde ældre medarbejdere og i sidste ende medføre øget brug af vikarer.
Ældrerådet er derfor ikke overbevist om, at den umiddelbare besparelse på 4,7 mio. kr. i 2027, stigende til 6,6 mio. kr. årligt, nødvendigvis er den bedste løsning på længere sigt.
Vi opfordrer derfor til, at konsekvenserne for fastholdelse, rekruttering og eventuelle øgede udgifter til vikarer vurderes grundigt, før en så populær seniorordning udfases.
For Ældrerådet handler det ikke alene om, hvad en ordning koster – men også om, hvad det kan komme til at koste, hvis de erfarne medarbejdere vælger at forlade arbejdsmarkedet tidligere.
Afslutning
Ældrerådet har forståelse for, at der skal prioriteres og effektiviseres. Men effektivisering må ikke ske på bekostning af et forsvarligt og værdigt serviceniveau.
Derfor er vores vigtigste budskab enkelt:
Når der bliver flere ældre og opgaverne bliver mere komplekse, skal økonomien selvfølgelig følge med. Demografimidlerne skal derfor blive på ældreområdet.
Med venlig hilsen
Ældrerådet i Aalborg Kommune
Læs sagsbeskrivelsen til punkt 1 (PDF)
Bilag
- Fremsendelsesskrivelse (PDF)
- Drift 1 - Merudgifter på det mellemkommunale område (PDF)
- Drift 2 - Merudgifter til EOJ vedr. systemfællesskab omkring Cura (PDF)
- Drift 3 - Ny dimensioneringsaftale for SOSU-elever (PDF)
- Drift 4 - Kørsel §172 genoptræning (PDF)
- Drift 5 - Omlægning af kørsel til Demensskolen til aktivitetskørsel (PDF)
- Drift 6 - Udfasning af Senior og Rehabiliterings særlige seniorordning (PDF)
- Drift 7 - Ophør af finansiering til onboarding af nyuddannede nyansatte (PDF)
- Drift 8 - Administrativ effektivisering (PDF)
- Drift 9 - Effektivisering af aktivitetstilbud (PDF)
- Anlægsønske 1 - Nyt plejehjem i Aalborg Øst 2030 (ikke indregnet i budgetforslaget) (PDF)
- Anlægsønske 2 - Nødgeneratorer på plejehjem (ikke indregnet i budgetforslaget) (PDF)
- Notat A - Demografiregulering budget 2027 (PDF)
- Investeringsoversigt (PDF)
- Oversigt over anlægsønsker (ikke indregnet i investeringsoversigt) (PDF)
- Opsummering vedr. investeringsoversigt og anlægsønsker (PDF)
Kilde: Aalborg Kommune, Ældrerådet, referat fra mødet fredag 4. september 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.