Besluttet 25. august, Plan- og Byudviklingsudvalget, Albertslund
PBU/ØU/KB - Beslutning om godkendelse af Masterplan Hersted Øst
Kommunalbestyrelsen godkendte i marts 2026, at der skal udarbejdes en ny masterplan for Hersted, som kun omfatter den del af Hersted, der aktuelt er under byomdannelse. 'Masterplan Hersted Øst' foreligger nu til Kommunalbestyrelsens godkendelse.
Kort fortalt
- Hvem
- Plan- og Byudviklingsudvalget, Albertslund Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 25. august 2026
- Status
- Besluttet. Tiltrådte indstillingen, idet 1. Første afsnit i forordet under ”Udvikling med omtanke” udelades. 2. I afsnittene ”En del af Albertslund” og ”Sammenhænge” skærpes opmærksomheden på bløde trafikanter og sammenhængende cykelforbindelser til den øvrige del af kommunen, navnlig Albertslund Centrum (Ø) undlod.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse indstiller, 1. at Masterplan Hersted Øst godkendes, 2. at en delvis lukning af Herstedøstervej og Gamle Landevej, som var forudsat i Masterplan 2045, ikke gennemføres, og 3. at forvaltningen arbejder videre med oplæg til, hvordan infrastrukturen for cyklister og fodgængere, herunder koblingerne til resten af Albertslund, kan forbedres.
Sagsfremstilling
I forbindelse med den politiske behandling af en lokalplan i Hersted godkendte Kommunalbestyrelsen den 10. marts 2026, at masterplanen for Hersted skulle revideres, så den udelukkende omfatter den østlige del af Hersted (også kaldet Fase 1, etape 1).
'Masterplan Hersted Øst' (bilag) erstatter den tidligere 'Masterplan Hersted 2045', som blev vedtaget i 2020.
Masterplan Hersted 2045 var en vision for omdannelse af hele Hersted Industripark. Den nye masterplan omfatter kun den østlige del af Hersted omkring Smedeland og den nye letbanestation. Områdets afgrænsning er fastlagt i kommuneplanen og kan også ses i den nye masterplan.
Masterplan Hersted Øst beskriver visionerne for den bydel, som aktuelt er under omdannelse. Visionerne bygger blandt andet på 'Principper for udviklingen af Hersted Industripark, Fase 1, etape 1' (bilag), som Kommunalbestyrelsen vedtog i december 2022.
Som beboer i Hersted skal man opleve, at man er en del af hele Albertslund med de værdier, som kommunen står for, også selvom de fysiske rammer adskiller sig fra det øvrige Albertslund. I takt med at Albertslund vokser, skal fællesskaberne udvikles til at gå på tværs af det nye og det etablerede. Både karakteren af den nye bydel og koblingerne til det øvrige Albertslund er beskrevet i den nye masterplan.
Herstedøstervej og Gamle Landevej I Masterplan 2045 var det forudsat, at dele af Herstedøstervej og Gamle Landevej skulle lukkes og omdannes til parker, der kunne fungere som bindeled mellem Vestskoven og de nye boligområder.
Med beslutningen om at lade Masterplan 2045 bortfalde er en eventuel lukning af Herstedøstervej ikke længere relevant.
Den del af Gamle Landevej, der i Masterplan 2045 var forudsat omdannet til park, grænser op til Hersted Øst. Ideen om at lukke denne strækning kunne derfor fortsat overvejes.
Forvaltningen har fået udarbejdet en overordnet vurdering af de trafikale konsekvenser ved en eventuel lukning af Gamle Landevej fra Herstedøstervej til den vej, der betjener kolonihaverne i Haveforeningen Hersted. Det fremgår af notatet 'Gamle Landevej - fordele og ulemper ved en delvis lukning' (bilag), at de trafikale konsekvenser af en lukning vil være ganske omfattende, særligt på Naverland. Når Hersted Øst er udbygget (fraregnet den del, som i kommuneplanen har status af perspektivareal), viser beregningerne, at der vil køre mere end 9.000 biler i døgnet på Gamle Landevej. Hvis vejen lukkes, vil denne trafik belaste andre dele af vejnettet. På Naverland vil konsekvensen være dårligere afvikling af trafik fra sidevejene og til og fra de mange overkørsler og vejadgange til de private erhvervsejendomme. Dertil kommer en forøget uheldsrisiko på Naverland og forsinkelser i bustrafikken på Naverland og Smedeland.
Forvaltningen anbefaler på denne baggrund, at Gamle Landevej ikke lukkes. Forvaltningen vil undersøge mulighederne for andre tiltag, som kan forbedre infrastrukturen for cyklister og fodgængere, herunder koblingerne til resten af Albertslund.
Kommunens vision og politikker
'Masterplan Hersted Øst' hviler på en række tidligere besluttede visioner og politikker, herunder Kommuneplan 2022-2034, Planstrategi 2024, Principper for udviklingen af Hersted Industripark, fase 1, etape 1 (2022) samt kommunens politikker for børn og unge, kultur og fritid m.fl.
Økonomi
En beslutning om at undlade lukning af Gamle Landevej vil medføre, at 1 mio. kr., som er afsat til et forsøg med lukning af vejen, kan udgå af Anlægsplan 2026.
Lovgrundlag
Intet at bemærke.
Borgerperspektiv
For borgere vil det med 'Masterplan Hersted Øst' være lettere at danne sig et overblik over intentionerne med den nye bydel.
Da masterplanen ikke ændrer noget i forhold til det gældende plangrundlag i den østlige del af Hersted, vurderer forvaltningen, at der ikke er behov for at sende planen i offentlig høring. Når planen er vedtaget, vil den kunne formidles på kommunens hjemmeside og sendes til orientering for relevante interessenter, herunder Følgegruppen, Ejerlauget Hersted Industripark samt udviklere og grundejere i Hersted Øst. Flere af de nævnte interessenter er undervejs blevet orienteret om, at planen var under udarbejdelse.
Beslutning
Tiltrådte indstillingen, idet
1. Første afsnit i forordet under ”Udvikling med omtanke” udelades. 2. I afsnittene ”En del af Albertslund” og ”Sammenhænge” skærpes opmærksomheden
på bløde trafikanter og sammenhængende cykelforbindelser til den øvrige del af kommunen, navnlig Albertslund Centrum
(Ø) undlod
Kilde: Albertslund Kommune, Plan- og Byudviklingsudvalget, referat fra mødet tirsdag 25. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.