Besluttet 22. september, Miljø-, Natur- og Byudvalget, Albertslund
MNBU/ØU/KB - Beslutning om miljøgodkendelse af Penta Infra ApS på Murervangen 143
Virksomheden Penta Infra ApS ønsker at udvide aktiviteterne i deres datacenter på Murervangen 143 i Hersted. Udvidelsen betyder, at de samlede miljøforhold kræver en miljøgodkendelse, så virksomheden kan drives uden væsentlige miljøgener for omgivelserne.
Steder i sagen: Murervangen
Kort fortalt
- Hvem
- Miljø-, Natur- og Byudvalget, Albertslund Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 22. september 2026
- Status
- Besluttet. Tiltrådte indstillingen.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for By, Kultur & Miljø indstiller, 1. at miljøgodkendelse af Penta Infra ApS godkendes.
Sagsfremstilling
Baggrund Den politiske beslutning i denne sag vedrører miljøgodkendelse af en allerede eksisterende virksomhed. Der har været datacenter på ejendommen Murervangen 143 siden 2003 (kortbilag). Virksomheden Penta Infra ApS overtog datacenteret i 2021 og har siden drevet virksomheden. I 2022 fremsatte virksomheden ønske om at udvide aktiviteterne, og der blev indgået en aftale med Albertslund Forsyning om køb af overskudsvarme fra udvidelsen. Aftalen
blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 28. juni 2022.
Beslutningen om at placere et datacenter på ejendommen er således truffet gennem tidligere kommunale beslutninger, herunder beslutningen om at udnytte overskudsvarmen til fjernvarmeformål. Denne sag vedrører alene den miljøretlige regulering af en eksisterende virksomhed, hvis samlede aktiviteter nu udløser krav om miljøgodkendelse. Efter delegationsplanen skal miljøgodkendelsen godkendes af Kommunalbestyrelsen.
Virksomheden kan ikke sidestilles med de meget store hyperscale-datacentre, som ofte forbindes med kunstig intelligens og globale cloud-tjenester. Aktiviteten består primært af datalagring og serverhosting for kunder. Forvaltningen har derfor vurderet sagen ud fra de konkrete lokale forhold og ikke ud fra generelle problemstillinger, der knytter sig til etablering af nye, meget store datacentre.
Penta Infra ApS har siden 2022 arbejdet med forberedelsen af udvidelsen i dialog med forvaltningen. Det eksisterende datacenter benævnes CPH01, og virksomheden ønsker nu at udvide med datacenter CPH02. Udvidelsen sker inden for den eksisterende ejendom og kan realiseres inden for rammerne af den gældende Byplanvedtægt 5. Projektet kræver derfor ikke ændringer af plangrundlaget, og byggesagen behandles administrativt i overensstemmelse med delegationsplanen. Udvidelsen planlægges desuden gennemført, så driften af det eksisterende datacenter CPH01 kan fortsætte under byggeperioden.
Hvorfor kræves der en miljøgodkendelse? Datacenteraktivitet udløser ikke krav om miljøgodkendelse, da det ikke er omfattet af bekendtgørelsen om miljøgodkendelsers liste over godkendelsespligtige aktiviteter. Det eksisterende nødstrømsanlæg ved CPH01 ligger desuden under grænsen for miljøgodkendelse og reguleres derfor efter bekendtgørelsen om mellemstore fyringsanlæg (MCP-bekendtgørelsen).
Udvidelsen med CPH02 ville heller ikke isoleret set udløse krav om miljøgodkendelse. Kravet opstår, fordi miljømyndigheden skal vurdere virksomhedens samlede aktiviteter på ejendommen. Når nødstrømsanlæggene ved CPH01 og CPH02 vurderes samlet, overstiger den installerede effekt 50 MW. Virksomheden bliver derfor omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1, punkt 1.1 b. Hvis den samlede effekt havde været under 50 MW, ville virksomheden fortsat alene være omfattet af reglerne om mellemstore fyringsanlæg.
Betydningen af to separate anlæg CPH01 og CPH02 etableres som to teknisk adskilte datacenteranlæg med hver deres installationer og nødstrømsanlæg. Efter miljølovgivningen skal miljømyndigheden imidlertid vurdere de samlede aktiviteter på samme lokalitet, når anlæggene drives som én virksomhed. Det betyder, at anlæggene i miljøretlig forstand behandles samlet, selv om de fysisk og driftsmæssigt består af to separate enheder.
Den samlede vurdering indebærer, at effekten fra nødstrømsanlæggene lægges sammen ved vurderingen af, om virksomheden er omfattet af miljøgodkendelsespligt. Det er således ikke det enkelte anlæg isoleret set, men den samlede miljøpåvirkning fra virksomhedens aktiviteter på ejendommen, der danner grundlag for myndighedens afgørelse. Forvaltningen vurderer
derfor og regulerer anlæggene som én samlet virksomhed i miljøgodkendelsen.
Forvaltningen vurderer, at miljøgodkendelsespligten giver en mere samlet og hensigtsmæssig regulering af virksomheden. Miljøgodkendelsen giver miljømyndigheden mulighed for at foretage en samlet vurdering af virksomhedens påvirkning af omgivelserne og fastsætte konkrete, lokalt tilpassede vilkår for blandt andet støj, luftforurening samt drift og test af nødstrømsanlæggene. Godkendelsen skaber dermed et klart reguleringsgrundlag, som både understøtter virksomhedens drift og beskytter naboer og omgivelser mod væsentlige miljøpåvirkninger.
Indholdet i miljøgodkendelsen Med denne sag fremlægges et udkast til miljøgodkendelse med vilkår for driften af den samlede virksomhed, herunder både datacentrene og nødstrømsanlæggene (bilag).
Vilkårene sikrer, at virksomheden kan etablere udvidelsen og samtidig overholde de miljømæssige krav i forhold til de omkringliggende ejendomme. De omfatter blandt andet grænser for støj, krav til håndtering af olie og kemikalier samt regler for drift og afprøvning af nødstrømsanlæggene.
Miljøgodkendelsen fungerer både som virksomhedens retsgrundlag for driften og som miljømyndighedens grundlag for tilsyn, håndhævelse og behandling af eventuelle klager.
Hvis miljøgodkendelsen ikke meddeles Hvis miljøgodkendelsen ikke meddeles, vil virksomheden ikke kunne gennemføre den ansøgte udvidelse af datacenteret. De planlagte investeringer vil dermed ikke kunne realiseres, og de forventede arbejdspladser samt afledte erhvervsaktiviteter vil ikke blive etableret.
Virksomheden vil fortsat kunne drive det eksisterende datacenter lovligt, men ikke gennemføre den ansøgte udvidelse. Samtidig vil kommunen ikke få det samlede reguleringsgrundlag for virksomhedens fremtidige miljøpåvirkning, som miljøgodkendelsen ellers skaber.
Virksomheden vil i den situation kunne vælge at indsende et revideret projekt eller påklage afgørelsen i det omfang, lovgivningen giver mulighed herfor.
Det er væsentligt at bemærke, at projektet gennem længere tid er udviklet med henblik på at kunne opfylde de miljøkrav og vilkår, som fremgår af udkastet til miljøgodkendelse. Virksomheden har løbende tilpasset projektet for at imødekomme både miljømæssige og arkitektoniske hensyn, herunder krav, der følger af miljølovgivningen og af placeringen i byudviklingsområdet Hersted.
Bygningen er blandt andet planlagt med begrønning og andre afskærmende elementer, der skal begrænse den visuelle påvirkning af omgivelserne. Datacenteret vil fremstå som en relativt lav bygning med skorstene, og bebyggelsesprocenten vil være væsentligt lavere end på de omkringliggende naboejendomme.
Et afslag kan medføre, at virksomheden gør indsigelse mod afgørelsen eller søger spørgsmålet prøvet ved relevante klage- eller retsinstanser, herunder med eventuelle
erstatningskrav. Derudover kan et afslag få betydning for virksomhedens vurdering af mulighederne for fremtidige investeringer på lokaliteten. Kommunens vision og politikker Datacentrene vil bidrage positivt til varmeproduktionen og dermed understøtte Albertslund Kommunes Klimaplan 2050, hvor det er en målsætning at fremme udnyttelse af overskudsvarme i samarbejde med virksomheder.
Økonomi
Intet at bemærke.
Lovgrundlag Miljøgodkendelsen meddeles efter miljøbeskyttelseslovens §33 LBK nr. 1742 af 22/12/2025. Godkendelsesbekendtgørelsen LBK nr. 1027 af 02/09/2024. Bekendtgørelsen om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg Bek nr. 1408 af 27/11/2023. Borgerperspektiv Med miljøgodkendelsen af udvidelsen af datacenteret sikres borgerne og det omgivende miljø, at virksomheden kan etableres og drives uden væsentlige miljømæssige gener.
Beslutning
Tiltrådte indstillingen.
Laura, der er i politisk mesterlærer, deltog under punktet.
Kilde: Albertslund Kommune, Miljø-, Natur- og Byudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.