Besluttet 23. september, Ældre- og Sundhedsudvalget, Albertslund
ÆSU - Orientering om tilsyn med Hjemme- og Sygeplejen - Styrelsen for Patientsikkerhed
Styrelsen for Patientsikkerhed gennemførte den 9. juni 2026 et sundhedsfagligt, reaktivt udgående tilsyn i Hjemmeplejen Albertslund. Tilsynet identificerede enkelte forbedringspunkter af mindre betydning for patientsikkerheden inden for områderne journalføring og medicinhåndtering.
Kort fortalt
- Hvem
- Ældre- og Sundhedsudvalget, Albertslund Kommune
- Hvornår
- Onsdag 23. september 2026
- Status
- Besluttet. Supplerende sagsfremstilling Tiltrådte indstillingen.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Børn, Sundhed & Velfærd indstiller, 1. at Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med Hjemmeplejen Albertslund tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) fører det overordnede tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet. Styrelsen fører blandt andet tilsyn med offentlige institutioner, hvor der foretages sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient. Styrelsen for Patientsikkerhed gennemførte sit seneste tilsyn i Hjemmeplejen Albertslund den 9. oktober 2025. Ældre- og Sundhedsudvalget blev orienteret herom på udvalgets møde den 25. februar 2026.
STPS gennemførte den 9. juni 2026 et sundhedsfagligt, reaktivt - udgående tilsyn i Hjemmeplejen Albertslund. STPS udfører reaktive tilsyn, hvis der er konkret bekymring om
problemer med patientsikkerheden. Det sker på baggrund af f.eks. bekymringshenvendelser fra personale eller pårørende eller omtaler i medierne. STPS har i tilsynsrapporten skrevet, at baggrunden for tilsynet var en bekymringshenvendelse.
STPS vurderer resultatet af deres tilsyn ud fra fire kategorier: Ingen problemer (kategori 0); Mindre problemer (kategori 1); Større problemer (kategori 2); Kritiske problemer (kategori 3). Der blev ved tilsynet i Hjemmeplejen Albertslund identificeret enkelte forbedringspunkter af mindre betydning for patientsikkerheden (svarende til kategori 1) inden for følgende områder: journalføring og medicinhåndtering. Deres samlede vurdering var følgende: "Manglerne ved tilsynet var ikke gennemgående. Vi vurderer, at behandlingsstedet kan rette op på manglerne ved et skærpet fokus fra ledelsens side på nødvendige tiltag, implementering og opfølgning for at sikre, at henstillingerne bliver fulgt. Vi vurderer samlet set, at der er tale om mindre problemer af betydning for patientsikkerheden".
STPS fremhævede desuden de lokale sundhedsfaglige procedurer som et positivt element i den sundhedsfaglige indsats. STPS vurderede, at Hjemmeplejen Albertslund har gode forudsætninger for at videreudvikle områderne gennem et fortsat ledelsesmæssigt fokus på at iværksætte tiltag. Som opfølgning på tilsynet bygger Hjemmeplejen Albertslund videre på allerede igangsatte kvalitetsudviklende indsatser og iværksætter samtidig nye tiltag, der understøtter den fortsatte faglige udvikling og kvalitet i opgaveløsningen.
Handleplan efter tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed
A. Indsatsområde: Journalføring; struktur og systematik.
Henstilling fra STPS: Sikre, at dokumentationen fremstår forståelig, systematisk og overskuelig.
Handlinger fremadrettet:
Der var forud for tilsynet påbegyndt en forenkling af dokumentationsstandarden, herunder ændring af anvendelsen af observationer, samt reduktion i antallet af observationer i omsorgssystemet Cura. Denne indsats videreudvikles løbende.
Der arbejdes aktivt med udvikling og implementering af hjælpeværktøjer, som understøtter en ensartet og systematisk dokumentation.
Der er implementeret førstegangsbesøg som understøttelse af den indledende dokumentation.
Der tilbydes fortsat undervisning og sidemandsoplæring efter behov for at understøtte høj faglig kvalitet i dokumentationen.
B. Indsatsområde: Journalføring; overblik over sygdomme og funktionsnedsættelser.
Henstilling fra STPS: Sikre et opdateret og tilstrækkeligt overblik over borgernes aktuelle sygdomme og funktionsnedsættelser.
Handlinger fremadrettet:
Den nuværende arbejdsgang for dokumentation af sygdomme og funktionsnedsættelser er blevet gennemgået og ensrettet for at understøtte et mere ensartet dokumentationsgrundlag.
C. Indsatsområde: Journalføring; de 12 sygeplejefaglige problemområder og handleplaner.
Henstilling fra STPS: Sikre løbende evaluering og opdatering af sygeplejefaglige planer, samt vurdering ud fra de 12 sygeplejefaglige problemområder.
Handlinger fremadrettet:
Der er opstartet udarbejdelse og implementering af hjælperedskaber til sygeplejefaglige udredninger, herunder huskekort, der understøtter hvilke oplysninger der skal indhentes, og hvordan de dokumenteres korrekt. Arbejdsvilkårene understøttes yderligere gennem adgang til bærbare computere i stedet for de nuværende tablets eller alternativt tastaturer til tablets, hvilket letter dokumentationsarbejdet. Der gennemføres løbende faglig undervisning af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter med fokus på fortsat kompetenceudvikling inden for dokumentation.
Ovenstående skal samlet styrke rammerne for udarbejdelsen af sygeplejefaglige udredninger samt understøtte kvaliteten og sammenhængen i dokumentationen.
D. Indsatsområde: Medicinhåndtering; medicinbeholdning.
Henstilling fra STPS: Sikre korrekt mærkning af præparater med begrænset holdbarhed, herunder registrering af anbrudsdato.
Handlinger fremadrettet:
De gældende instrukser er blevet genopfrisket for medarbejderne, og efterlevelsen følges løbende som led i det kontinuerlige kvalitetsarbejde. Der gennemføres audit hos borgere, der modtager hjælp til medicindispensering, som led i den løbende kvalitetssikring. Resultaterne anvendes aktivt i den faglige læring gennem kompetenceudviklende tilbagemeldinger til de enkelte teams. Udarbejdelse af huskekort eller tilsvarende støttemateriale.
Udover ovenstående er der allerede forud for tilsynet igangsat en styrkelse af introduktionsforløbet for nye medarbejdere, som videreføres og udvikles. Dette indebærer blandt andet en mere systematisk introduktion for at sikre, at alle medarbejdere får den nødvendige viden og støtte ved ansættelsen. Herudover anvendes erfaringerne fra tilsynet
aktivt i det fortsatte kvalitetsarbejde. Kommunens vision og politikker Albertslund Kommunes Værdigheds- og Ældrepolitik fokuserer bl.a. på at sikre høj kvalitet og faglighed i hjælpen til borgerne. Et tilsyn giver anledning til at efterprøve dette og understøtter derigennem samtidig en praksis med et løbende fokus på at levere en høj kvalitet til borgerne.
Økonomi
Sker inden for rammen.
Lovgrundlag Sundhedslovens § 213. Borgerperspektiv Borgere, der benytter hjemmeplejen i Albertslund Kommune, og deres pårørende skal kunne have tillid til, at deres medicin og pleje håndteres og dokumenteres korrekt. Et tilsyn giver anledning til at efterprøve arbejdsgange m.v. og understøtter dermed en praksis med løbende fokus på at levere høj kvalitet til borgerne.
Beslutning
Supplerende sagsfremstilling
Tiltrådte indstillingen. Ida, der er i politisk mesterlære, deltog under punktet.
Kilde: Albertslund Kommune, Ældre- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.