På dagsordenen 22. oktober, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Albertslund
SBU - Orientering om udviklingen i sygedagpengemodtagere
Sagen orienterer udvalget om, at sygedagpengeniveauet i Albertslund har været vedvarende højt og er steget yderligere i første halvår af 2026. Udviklingen hænger især sammen med flere og længere forløb.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og Beskæftigelsesudvalget, Albertslund Kommune
- Hvornår
- Torsdag 22. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 22. oktober 2026. Du finder dem på albertslund.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Børn, Sundhed & Velfærd indstiller, 1. at Social- og Beskæftigelsesudvalget tager orienteringen om udviklingen på sygedagpengeområdet til efterretning.
Sagsfremstilling
Stigende pres på sygedagpengeområdet Albertslund Kommune har gennem det seneste halvandet år haft opmærksomhed på forhøjet ledighed på både dagpenge- og sygedagpengeområdet. Analysen viser, at dagpengeområdet i højere grad følger konjunkturerne i lokalområdet, mens sygedagpengeområdet har en mere selvstændig og vedvarende forhøjet udvikling. I andet kvartal 2026 var der gennemsnitligt 523 borgere på sygedagpenge, og niveauet har dermed været stigende gennem første halvår af 2026.
Det stigende antal borgere på sygedagpenge har konsekvenser for både borgerne, kommunens økonomi og den administrative kapacitet. For borgerne øger længere tids fravær risikoen for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. For kommunen medfører flere sager
øgede udgifter til sygedagpenge og et større pres på medarbejderressourcerne, hvilket kan gøre det vanskeligere at sikre en hurtig og tæt opfølgning i alle sager. Hvis forløbene samtidig bliver længere, forstærkes den økonomiske konsekvens, fordi den statslige refusion falder over tid. Endelig har udviklingen betydning for arbejdspladserne – herunder Albertslund Kommune som arbejdsgiver – gennem øget sygefravær og behov for fastholdelsesindsatser.
Analysen viser samtidig, at Albertslund har færre borgere i jobafklaringsforløb end både landet som helhed og de omkringliggende kommuner. Når sygedagpenge og jobafklaringsforløb ses samlet, har Albertslund dog stadig haft flere sygemeldte siden 2024, og forskellen til både lokalområdet og landsplan er øget i 2026. Det betyder, at det samlede pres på sygedagpengeområdet er steget.
Flere og længerevarende sygedagpengeforløb En væsentlig del af udfordringen er, at forløbene varer længere. Albertslund har fået markant flere langvarige sager over de seneste to år. Det har både betydning for borgernes tilknytning til arbejdsmarkedet og for kommunens økonomi, fordi den statslige refusion falder, jo længere sygedagpengeforløbet varer. Forbruget på sygedagpengeydelser efter refusion er derfor steget i 2026.
Stigningen ses både blandt borgere, der sygemeldes fra ledighed, og borgere, der sygemeldes fra beskæftigelse. Sygemeldte fra job har været stigende over en længere periode, og tilgangen kommer især fra private arbejdspladser. Branchemæssigt er stigningen fordelt på nogle af Albertslunds større brancher, herunder transport, handel og byggeri.
Stress, angst og depression er den mest almindelige specificerede sygdomsart blandt de sygemeldte borgere. Disse årsager står aktuelt for cirka 38 pct. af sygemeldingerne. Udviklingen ses tydeligst blandt de 30-45-årige, hvor næsten halvdelen af sygemeldingerne hænger sammen med stress, angst eller depression. Derudover har gruppen af borgere over 60 år været støt stigende gennem en årrække. Her er det andre årsager og formentlig delvist forbundet med den stigende pensionsalder.
Tidlig indsats som strategisk svar på udfordringen Forvaltningen har på den baggrund styrket fokus på den tidlige indsats. Med udgangspunkt i investeringsforslaget fra budget 2026 om tidlig indsats på sygedagpengeområdet er der fastholdt et årsværk, som ellers ville være bortfaldet. Det betyder, at bemandingen nu passer bedre til sagsmængden. Målet er fortsat, at borgerne hurtigst muligt indkaldes til første samtale, da erfaringen viser, at en tidlig første samtale hænger sammen med kortere forløb.
Der er tegn på, at den tidlige indsats går bedre end tidligere, men udviklingen kræver en vedholdende systematik. Samtidig skal forvaltningen håndtere den relativt store mængde af lange sager, der fortsat fylder i sagsmængden. Den tidlige indsats vurderes derfor at være et centralt greb for på sigt at nedbringe antallet af sygedagpengesager og begrænse de økonomiske konsekvenser for kommunen.
Forvaltningen kan ikke på nuværende tidspunkt vurdere effekten af indsatsen. Sygedagpengeområdet har i perioden siden igangsættelsen været præget af en atypisk høj stigning i antallet af sygedagpengesager i Albertslund Kommune. Primo august 2025 var der 437 sygedagpengemodtagere. Et år senere er der 477 eller 9% flere. Hvis der sammenlignes
med august 2024, er der nu 21% flere borgere på sygedagpenge. Den markante tilgang har betydet et væsentligt større sagspres end forudsat ved vedtagelsen af investeringsforslaget. Som følge heraf har det ikke været muligt fuldt ud at gennemføre alle elementerne i den tidlige indsats for alle borgere inden for de eksisterende ressourcer.
Forvaltningen har derfor prioriteret ressourcerne, så de borgere, hvor en tidlig indsats vurderes at have størst effekt, fortsat modtager en hurtig og intensiv opfølgning. Samtidig er der løbende arbejdet med at tilpasse organiseringen og arbejdsgangene for at imødekomme den ekstraordinære stigning i antallet af sygedagpengesager. Det er fortsat forvaltningens vurdering, at den tidlige indsats er et vigtigt redskab til at reducere varigheden af sygedagpengeforløb og understøtte fastholdelse på arbejdsmarkedet. Det er da også lykkedes at forkorte tiden inden den første samtale som det ses nedenfor.
Periode 4. kvartal 2025 1. kvartal 2026 2. kvartal 2026
Gennemsnitligt antal dage inden første samtale 34 29 27
De endelige effekter af investeringen vil kunne vurderes mere retvisende, når området igen er præget af et mere normalt sagsniveau.
Sygemeldte borgere, som også er ansat i Albertslund Kommune Et væsentligt opmærksomhedspunkt er, at en relativt stor andel af sygedagpengeforløbene fra beskæftigelse er ansat i Albertslund Kommune. Kommunen står således selv for 13,2 pct. af sygedagpengesagerne det seneste år. Sygdomsbilledet for kommunale medarbejdere ligger meget tæt på det resterende arbejdsmarked, så der er ikke en større andel der er sygemeldt med stress, angst og depression. Albertslund Kommune er en del af sygedagpengeområdet hvor man har en større mulighed for at påvirke udviklingen, ved at havde fokus på forebyggelse og et tæt samarbejde mellem jobcenter og ledelse i kommunen.
Kommunens vision og politikker
Sagen understøtter kommunens arbejde med at skabe bedre muligheder for, at borgere kan fastholde eller genvinde tilknytningen til arbejdsmarkedet. En tidlig og helhedsorienteret indsats på sygedagpengeområdet bidrager samtidig til en mere bæredygtig anvendelse af kommunens ressourcer.
Økonomi
Forbruget på sygedagpengeydelser efter refusion fra staten er steget i 2026. Sammenlignet med 2023 er udgifterne for kommunen steget med 41% fra 14,3 mio. kr. efter refusion i 1. halvår 2023 til 20,1 mio. kr. i 1. halvår 2026. Udviklingen hænger blandt andet sammen med flere sager og længere varighed i forløbene, hvor kommunens finansieringsandel stiger, jo længere borgeren modtager sygedagpenge. Sagen medfører ikke i sig selv nye bevillingsmæssige konsekvenser.
Lovgrundlag
Lov om sygedagpenge.
Borgerperspektiv
For borgerne betyder en tidlig indsats, at der hurtigere kan skabes kontakt, afklaring og plan for tilbagevenden til job eller anden relevant indsats. Det er særligt vigtigt i længerevarende forløb, hvor risikoen for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet øges.
Kilde: Albertslund Kommune, Social- og Beskæftigelsesudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 22. oktober 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.