Besluttet 11. august, Klima- og Miljøudvalget, Ballerup
Klimatilpasningsprojektet Måløv Å
Center for By og Miljø indstiller, at 1. Orientering tages til efterretning
Kort fortalt
- Hvem
- Klima- og Miljøudvalget, Ballerup Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning Punkt 22: Godkendelse af referat (underskriftside) 00.22.00-P19-1-25 Afbud: Amalie Svarre Klitsgaard (I).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Novafos og Ballerup Kommune har fået udarbejdet en robusthedsanalyse samt forslag til reguleringsprojekt for Måløv Å. En robusthedsanalyse beskriver, hvor stor en udledning et vandløb kan rumme, uden at det medfører større oversvømmelser eller øget erosion af bund eller brinker. Derudover har Novafos fået udarbejdet et ideoplæg med forslag til forsinkelse og rensning af de fire største udløb til Måløv Å. Det udmunder i tre projekter, som samlet set renser og forsinker overfladevandet til Måløv Å markant i forhold til den nuværende status. De tre projekter udgør:
1. Et stort underjordisk bassin + rensning ved Måløv Idrætspark. Et projekt Novafos står for.
2. Tre overjordiske bassiner i hhv. Måløv Bypark, Måløv Naturpark og ved Måløv
Renseanlæg. Et projekt Novafos står for.
3. Et reguleringsprojekt, der skal forbedre potentialet for målopfyldelse af vandområdeplanen samt øge kapaciteten i Måløv Å. Et projekt Ballerup Kommune og Novafos sammen står for.
Ad 1. Underjordisk bassin ved Måløv Idrætspark Det er nødvendigt at placere rense- og forsinkelsesløsningerne så tæt på udløbet som muligt. Dette for at sikre en tilstrækkelig rensning og en så effektiv forsinkelse af vandet som muligt, inden udledningen til vandløbet. Alternativer længere fra udløbene til Måløv Å, vil kræve mange små eller teknisk komplekse løsninger, som er dyrere, mindre robuste og vanskeligere at drive. Det er Novafos faglige vurdering, at placering af rense- og forsinkelsesløsning under Måløv Idrætspark er den eneste holdbare løsning.
Novafos har foreslået tre mulige placeringer af det underjordiske bassin i idrætsparken. Kulturog Fritidsudvalget får forelagt en politisk sag, så de kan tage stilling til placeringen. De tre mulige placeringer har forskellige konsekvenser for Måløv Idrætspark i anlægsfasen og i den fremtidige arealanvendelse. Måløv Idrætsparks brugerråd bliver inddraget i efteråret, hvorefter der udarbejdes en indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget. De nærmere placeringer og konsekvenser fremgår af bilag.
Ad 2. Tre overjordiske bassiner i hhv. Måløv Bypark, Måløv Naturpark og ved Måløv Renseanlæg For at sikre forsinkelse og rensning af regnvandet i fremtiden, foreslås etablering af tre åbne bassiner. Et bassin i den østlige ende af Byparken, et langs den vestlige del af Byparken og et bassin mellem renseanlægget og Brydegårdsvej, se illustrationer i bilag.
Bassinerne tilpasses så vidt muligt ind i den eksisterende park som rekreative elementer og placeres så vidt muligt under hensyntagen til eksisterende træer, stier mm. Hvor det ikke er muligt etableres erstatningsbeplantning, og der etableres nye stiforbindelser efter brugernes ønsker.
Ad 3. Reguleringsprojekt i Måløv Å Måløv Å er et vandløb, omfattet af vandområdeplanerne. For Måløv Å betyder det, at der er udpeget indsatser, som skal gennemføres. Det er indsatserne ”Sandfang” og ”Mindre strækningsbaserede restaureringer”, der dækker over bl.a. udlægning af gydegrus og sten. Samtidig bliver vandløbet slynget og der fjernes faunaspærringer. Ændringerne vil give mere variation og forbedre de fysiske forhold i åen, til gavn for diversiteten af vandløbsflora og fauna i Måløv Å.
Inddragelse af interessenter Novafos og Ballerup Kommune har sammen afholdt en åvandring samt en workshop for interessenter i juni 2024. Der var omkring 60 deltagere til åvandringen og omkring 15 deltagere til den efterfølgende workshop.
Der er dialog med lokale interessenter om ønsker og behov i projektområderne, samt
med Damarks Naturfredningsforening om lokale naturforhold.
I Måløv Idrætspark involveres Idrætsparkens brugerråd, således at deres perspektiver inddrages i det videre arbejde.
Den politiske proces og myndighedsbehandling Det samlede projekt skal behandles politisk over flere omgange
Kultur- og Fritidsudvalget skal træffe beslutning om den endelige placering af det underjordiske bassin i Måløv idrætspark i løbet af efteråret 2026. Myndighedstilladelser behandles løbende frem mod 2028, hvor Novafos forventer at igangsætte selve anlægsarbejdet:
Tillæg til spildevandsplanen Lokalplaner Miljøvurderingsrapport og §25 tilladelse §3 dispensationer Udledningstilladelser Tilladelse til vandløbsregulering og restaurering
Økonomiske konsekvenser og finansiering Novafos finansierer underjordisk bassin og de tre forsinkelsesbassiner. Ballerup Kommune og Novafos udfører sammen reguleringsprojektet i Måløv Å.
I næste fase af projektet indgås en samarbejdsaftale om fordeling af de økonomiske udgifter til reguleringsprojektet.
Bilag 1 bilag, heraf 1 anbefales
BESLUTNINGEN TRÆFFES AF Klima- og Miljøudvalget
Indstilling
Center for By og Miljø indstiller, at
1. Orientering tages til efterretning
Beslutning
Taget til efterretning
Punkt 22: Godkendelse af referat (underskriftside) 00.22.00-P19-1-25 Afbud: Amalie Svarre Klitsgaard (I)
Kilde: Ballerup Kommune, Klima- og Miljøudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 20. Læs den originale sag hos kommunen.