Besluttet 17. august, Teknisk Udvalg, Brønderslev
Beslutning om nedrivning af bygning med bevaringsværdi - Strandvejen 277, Geraa
Sagsforløb: TU Teknisk Udvalg har på mødet den 11. maj 2026, pkt. 16, besluttet at prioritere midler til nedrivningsstøtte til ejendommen Strandvejen 277 i Geraa. Der er ansøgt om nedrivning af den bevaringsværdige bygning på ejendommen.
Kort fortalt
- Forslaget
- Nedrivningsanmeldelsen offentligt bekendtgøres efter bygningsfredningslovens § 18 med en frist på 4 uger, med henblik på at meddele nedrivningstilladelse, eller
- Der nedlægges forbud mod nedrivning efter planlovens § 14 med henblik på at udarbejde en lokalplan for ejendommen, der indeholder et nedrivningsforbud.
- Hvem
- Teknisk Udvalg, Brønderslev Kommune
- Hvornår
- Mandag 17. august 2026
- Status
- Besluttet. Punkt 1 godkendt Punkt 2 ikke godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Der er ansøgt om nedrivning af den bevaringsværdige ejendom Strandvejen 277, Geraa. Bygningen er opført omkring 1730 som stuehus til en landbrugsejendom og er registreret med en bevaringsværdi på 4.
Bygningen Det fremgår af SAVE-registreringen, at bygningen er opført i bindingsværk med udvendigt synligt træværk og med stråtag. Bygningen lå sammen med Sorensminde på landsbyens gamle forte, hvorpå bønderne drev kvæget igennem byen før udskiftningen. Et klassisk bindingsværks hus med et spinkelt og træfattigt bindingsværk. Et af de få bindingsværkshuse i Brønderslev Kommune. Det spinkle bindingsværk er karakteristisk for Vendsyssel pga. den tidligere mangel på træ i området. Bygningen ligger langs landevejen i Geraa, som et centrum for landsbyen sammen med Sorensminde. Dog er bygningen og miljøet omkring præget af den tilvoksede grund og mangel på vedligehold. Bygningen fremstår original, men er i så stort forfald, at der skal en restaurering til for at beholde originaliteten. Registreringen er gennemført i 2013. Bygningen fremstår fortsat i forfald.
Lovhjemmel Bygningsfredningsloven fastlægger krav om, at der skal foretages en offentlig høring, samt høring af høringsberettigede organisationer i 4-6 uger, forud for at der kan træffes afgørelse om nedrivningstilladelse til bevaringsværdige bygninger. Der skal træffes afgørelse senest 14
dage efter endt høring. Hvis det ønskes at hindre nedrivning, kan kommunen nedlægge et § 14 forbud efter planloven mod nedrivningen, og derefter udforme en lokalplan med nedrivningsforbud. Hvis Teknisk Udvalg beslutter at nedlægge et § 14 forbud, bortfalder kravet om høring, da nedrivningsansøgningen dermed afslås. Der foretages derfor først høring, når udvalget har truffet beslutning i sagen.
Hvis der udarbejdes en lokalplan, som bestemmer, at en bebyggelse ikke må nedrives uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, og tilladelsen nægtes, kan ejeren forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning, jf. planlovens § 49. Overtagelsespligten påhviler dog kun kommunen, hvis der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende beliggenhed og benyttelse, som ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.
Det bemærkes, at et forbud efter planlovens § 14 med efterfølgende lokalplanlægning ikke i sig selv medfører en pligt for ejeren til at istandsætte bygningen. Det bemærkes dog også, at bygningen umiddelbart opfylder kriterierne for at kunne modtage støtte fra Landsbypuljen til en facaderenovering.
Planlægning Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan, men er omfattet af kommuneplanramme 15-D-01 Blandet bolig- og erhvervsområde, Landsbyen Geraa. Ejendommen er desuden optaget i kommuneplanens retningslinje 1.3.6 'Bevaringsværdige bygninger og bymiljøer', hvor den er registreret med en bevaringsværdi på 4. Retningslinjen fastlægger, at: "De historiske og arkitektoniske kvaliteter, der giver byerne identitet, skal fastholdes og tydeliggøres. Derfor skal bevaringsværdige bygninger og bymiljøer gennem lokalplanlægning og byggesagsbehandling beskyttes mod indgreb, der vil forringe bevaringsværdien."
Vurdering
Fagforvaltningen vurderer, at bygningen fortsat har arkitektonisk og kulturhistorisk værdi, som bidrager til områdets samlede miljø.
Museum MOSS vurderer, at bygningen har væsentlig kulturhistorisk værdi som et sjældent eksempel på den lokale byggeskik fra 1700-tallet, og udtalelsen er vedhæftet som bilag.
Bygningen har gennem en årrække stået tom og er forfalden, og fagforvaltningen har ved besigtigelse konstateret, at bygningen er i betydeligt forfald med nedslidt stråtag, skader på bindingsværket samt omfattende fugt- og skimmelskader. Det vurderes dog, at bygningen teknisk set kan istandsættes, hvis hensynet til bevaringsværdierne ønskes prioriteret.
Udvalget skal beslutte enten at ansøgningen om nedrivning skal imødekommes, da bygningen er i dårlig stand, eller at den skal afslås med henvisning til bygningens bevaringsværdi, og at der udarbejdes en lokalplan, som fastlægger at bygningen ikke må nedrives.
Personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Økonomi og finansiering
Økonomi bemærker, at der på TU 11.05.2026 blev givet en bevilling på 80.000 kr. til nedrivning
Økonomi bemærker, at der på TU 11.05.2026 blev givet en bevilling på 80.000 kr. til nedrivning af Strandvejen 277. Der resterer pt. et budget på 0,1 mio. kr. i nedrivningspuljen.
Indstilling
Fagforvaltningen for Klima, Teknik og Kultur indstiller, at Teknisk Udvalg beslutter:
1. at nedrivningsanmeldelsen offentligt bekendtgøres efter bygningsfredningslovens § 18 med en frist på 4 uger, med henblik på at meddele nedrivningstilladelse, eller
2. at der nedlægges forbud mod nedrivning efter planlovens § 14 med henblik på at udarbejde en lokalplan for ejendommen, der indeholder et nedrivningsforbud.
Beslutning
Punkt 1 godkendt
Punkt 2 ikke godkendt.
Kilde: Brønderslev Kommune, Teknisk Udvalg, referat fra mødet mandag 17. august 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.