Besluttet 20. august, Klima- og Beredskabsudvalget, Brønderslev
Godkendelse af revideret handleplan for vandløb
Sagsforløb: KB Fagforvaltningen for Klima, Teknik og Kultur fremlægger de indkomne høringssvar til revideret handleplan for vandløb samt fagforvaltningens bemærkninger hertil.
Kort fortalt
- Hvem
- Klima- og Beredskabsudvalget, Brønderslev Kommune
- Hvornår
- Torsdag 20. august 2026
- Status
- Besluttet. Punkt 1 – godkendt. Forvaltningen skal i fællesskab med de 3 vandløbslaug aftale, hvornår møderne fastlægges. Punkt 2 – ikke godkendt. Punkt 3 – Handleplanen godkendt uden bilag, da de alene beskriver praksis. Lasse Riisgaard (V) var delvist fraværende.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Den gældende Handle- og indsatsplan for vandløb 2025-2033 blev vedtaget i Teknik- og Miljøudvalget den 12. maj 2025.
Fagforvaltningen har efterfølgende udarbejdet et forslag til revideret handleplan med fokus på sproglig forenkling, en tydeligere struktur og bedre sammenhæng mellem afsnittenes overskrifter og indhold. Forslaget blev behandlet af Klima- og Beredskabsudvalget den 6. maj 2026, hvor udvalget besluttede at sende handleplanen i høring.
Handleplanen har været i høring hos Det Grønne Råd samt de tre vandløbslaug i kommunen. De tre vandløbslaug har afgivet et fælles høringssvar. Høringssvarene og fagforvaltningens bemærkninger fremgår af de vedlagte bilag.
Høringssvarene indeholder både forslag til sproglige og redaktionelle ændringer samt forslag til ændringer af handleplanens indhold.
Handleplanen har været sendt i høring i den form, som forelå ved Klima- og Beredskabsudvalgets behandling den 6. maj 2026. Høringen er gennemført med henblik på at indhente bemærkninger til det reviderede udkast, inden den endelige politiske behandling.
Klima- og Beredskabsudvalget tilkendegav ved behandlingen den 6. maj 2026, at afsnit 5 om samarbejde med lodsejere bør udgå af handleplanen. Høringssvarene indeholder blandt andet forslag om at udbygge afsnit 5 med et årligt offentligt møde, samt afsnit 6 om samarbejde med vandløbslaug, med et årligt fællesmøde mellem kommunen og de tre vandløbslaug.
Da høringssvarene på disse punkter ikke er i overensstemmelse med udvalgets tidligere tilkendegivelse, har fagforvaltningen ikke foretaget ændringer af handleplanen på nuværende tidspunkt.
Hvis Klima- og Beredskabsudvalget ønsker at indarbejde et årligt offentligt møde og et årligt fællesmøde med vandløbslaugene i handleplanen, anbefaler fagforvaltningen, at dette sker
inden for de eksisterende ressourcer. Det vil medføre behov for at tilpasse den mødeaktivitet, der er beskrevet i den reviderede handleplan, herunder ved at erstatte ét af de to årlige driftsmøder med hvert vandløbslaug med et fællesmøde samt reducere omfanget af mødeaktivitet med øvrige interessenter, herunder lystfiskerforeningerne.
Fagforvaltningen afventer udvalgets stillingtagen til den videre retning forud for den endelige revision af handleplanen.
Personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Tidligere beslutning
Klima og Beredskabsudvalget har den 6. maj, punkt 9 besluttet,
at den reviderede handleplan for vandløb sendes i høring ved Det Grønne Råd og de 3 vandløbslaug med følgende ændringer:
Det tilføjes under punkt 4 hvilken myndighed der har vedtaget vandområdeplanerne. Punkt 5 - Slettes. Punkt 6 - vandløbslaug dækker hele kommunen. Punkt 9. Økonomi. Der er afsat 1 mio. kr. i både 2026 og 2027. Punkt 10 - afsnittet om vandløbsmyndighedens opgaver tilrettes. Bilag B - punkt B2 fjernes.
Sideløbende arbejdes der politisk med dialog med lodsejerne, opfølgninger på statusopdateringerne og årligt møde med Agilix.
H.C. Holst (V) var fraværende.
Indstilling
Fagforvaltningen for Klima, Teknik og Kultur indstiller, at Klima- og Beredskabsudvalget beslutter at
1. der skal holdes et årligt offentligt møde om vandløbsområdet, og et årligt driftsmøde med hver af de 3 vandløbslaug, eller
2. der holdes 2 driftsmøder pr. år med hver af de 3 vandløbslaug, og fastholder at der ikke holdes et årligt offentligt møde på vandløbsområdet samt
3. godkender den revidere handleplan for vandløb med de ændringer, som fremkommer på baggrund behandlingen af høringssvarene som fremgår af bilag 1 og ovennævnte beslutning om mødeaktivitet.
Beslutning
Punkt 1 – godkendt. Forvaltningen skal i fællesskab med de 3 vandløbslaug aftale, hvornår møderne fastlægges. Punkt 2 – ikke godkendt. Punkt 3 – Handleplanen godkendt uden bilag, da de alene beskriver praksis. Lasse Riisgaard (V) var delvist fraværende.
Kilde: Brønderslev Kommune, Klima- og Beredskabsudvalget, referat fra mødet torsdag 20. august 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.