Besluttet 5. oktober, Teknisk Udvalg, Brønderslev
Beslutning om ændret prioritering af lokalplaner til igangsætning
Sagsforløb: TU Fagforvaltningen for Klima, Teknik og Kultur har modtaget en ansøgning om at ændre prioriteringen af to lokalplanansøgninger på lokalplanlisten. Konkret ønskes lokalplanansøgningen for Knudsgade fremrykket, mens lokalplanansøgningen for Engene udskydes.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknisk Udvalg, Brønderslev Kommune
- Hvornår
- Mandag 5. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt i det konkrete tilfælde.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Restate Development ApS har ansøgt om at bytte rundt på to lokalplanansøgninger på kommunens lokalplanliste for igangsætning af lokalplaner. Ansøgningen begrundes med, at den ene lokalplan 'Boligområde ved Engene' fortsat afventer væsentlige afklaringer, mens den anden 'Boligområde ved Knudsgade' er tilstrækkeligt afklaret til at kunne igangsættes uden væsentlige forsinkelser.
Baggrund
Restate ansøgte i august 2023 om udarbejdelse af en lokalplan for et areal ved Engene i Brønderslev. Lokalplanen er optaget på lokalplanlisten under punkt B1. Formålet med lokalplanen er at muliggøre opførsel af både åben-lav og tæt-lav boligbyggeri.
En igangsætning af lokalplanen 'Boligområde ved Engene' vil samtidig kræve en kommunal stillingtagen til åbningen af en ny etape af boligområdet Engene. Etape I er i dag delvis etableret, men mangler stadig anlæg af den resterende del af stamvejen, således at vejforløbet kan færdiggøres og i fremtiden fremstå som en lukket cirkel og med direkte vejadgang til Søndergade. Etape II er planlagt efter samme princip med cirkelformet stamvej og selvstændig vejadgang til Søndergade. Principperne er fastlagt i Masterplanen for Engene, som Byrådet vedtog i 2019.
Lokalplanen vil dermed åbne muligheden for udviklingen af etape II. Der er imidlertid endnu
ikke truffet beslutning om principperne for etableringen og finansieringen af den nødvendige infrastruktur, herunder stillingtagen til cykelsti langs Søndergade. Derudover bemærker fagforvaltningen, at en del af det ansøgte areal omfatter et rammeområde, der i Kommuneplanen er udlagt til offentlige formål. Området blev oprindeligt udlagt for at reservere plads til en daginstitution, hvis boligområdets videre udbygning i fremtiden skaber behov herfor.
Restate ansøgte i august 2026 om en ny lokalplan for et areal ved Knudsgade i Brønderslev. Lokalplanen er optaget på lokalplanlisten under punkt B10. Lokalplanen skal muliggøre etablering af op til 22 tæt-lave boliger med tilhørende fællesarealer samt parkeringspladser.
Området er beliggende ved den tidligere købmand på Knudsgade og får vejadgang via Gravensgade. Arealet ejes i dag af Boligforeningen PM, og et salg af arealet er i overensstemmelse med både kommunens og boligforeningens strategi for områdets fremtidige udvikling og anvendelse, herunder ønsket om at supplere områdets eksisterende boligmasse med et mere varieret boligudbud, der kan tiltrække en bredere sammensætning af beboere.
Vurdering
Forvaltningen vurderer, at lokalplanansøgningen for boligområdet ved Engene fortsat kræver afklaring af flere forhold, herunder miljømæssige forhold samt en politisk stillingtagen til den fremtidige udbygning af området og de tilhørende infrastrukturanlæg.
Forvaltningen vurderer samtidig, at lokalplanansøgningen for boligområdet ved Knudsgade i højere grad understøtter kommunale planmæssige og byudviklingsmæssige interesser samt umiddelbart fremstår mere moden og planmæssigt afklaret end ansøgningen for boligområdet ved Engene. Dette ændrer dog ikke ved, at en eventuel ændring af sagsrækkefølgen vil indebære en fravigelse af det hidtil anvendte princip om behandling af lokalplanansøgninger i den rækkefølge, de modtages.
Forvaltningen vurderer, at boligprojektet ved Knudsgade understøtter målsætningerne i Brønderslev Kommunes boligpolitik om at fremme et varieret boligudbud og skabe attraktive bosætningsmuligheder i kommunens byer. Projektet bidrager med tæt-lave boliger i et eksisterende byområde og understøtter ønsket om boligtyper, der kan imødekomme forskellige borgergruppers behov, herunder mindre husstande og seniorer.
Endvidere vurderes projektet at være i overensstemmelse med boligpolitikkens fokus på byfortætning og udvikling af eksisterende byområder, idet arealet udnyttes til boligformål inden for den eksisterende bystruktur og samtidig bidrager til områdets fortsatte udvikling.
Personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Indstilling
Fagforvaltningen for Klima, Teknik og Kultur indstiller, at Teknisk Udvalg godkender den ansøgte ændring af lokalplankøen.
Beslutning
Godkendt i det konkrete tilfælde.
Kilde: Brønderslev Kommune, Teknisk Udvalg, referat fra mødet mandag 5. oktober 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.