Brønderslev
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 5. oktober, Teknisk Udvalg, Brønderslev

Beslutning om forbud mod anvendelse af zink, kobber og bly i lokalplaner

Sagsforløb: TU Anvendelse af zink, kobber og bly i byggeriet kan medføre forurening af vandmiljøet. Nye lokalplaner kan regulere bebyggelsens udformning, herunder materialevalg.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Forslaget
  • Der fremover indarbejdes bestemmelser i nye lokalplaner, som forbyder anvendelse af zink, kobber og bly i bygninger og anlæg, hvor materialerne kan afgive
Hvem
Teknisk Udvalg, Brønderslev Kommune
Hvornår
Mandag 5. oktober 2026
Status
Besluttet. Sagen begæres i Byrådet af Simon Aagaard (J) og H.C. Holst (V).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

En væsentlig del af kommunens vandløb opfylder ikke de fastsatte miljømål på grund af et for højt indhold af blandt andet zink og kobber. Metallerne stammer fra flere forskellige kilder, men afstrømning af regnvand fra befæstede arealer i byområder er en væsentlig bidragyder.
Fagforvaltningen vurderer, at en reduktion af anvendelsen af zink, kobber og bly i nye byområder er et af de mest effektive forebyggende tiltag, kommunen råder over. Ved at begrænse tilførslen af metaller ved kilden kan indholdet i regnvandet reduceres væsentligt, hvilket både forbedrer mulighederne for at beskytte vandmiljøet og for at opnå de nødvendige udledningstilladelser til fremtidig byudvikling.
Beskyttelse af vandløb I vandløb, hvor miljøtilstanden ikke opfylder miljømålet, må tilstanden ikke forværres. Dette gør det stadigt vanskeligere at opnå tilladelse til udledninger af regnvand fra nye byområder, da indholdet af kobber og zink i regnvand ofte overstiger de miljøkvalitetskrav, der kan accepteres i vandløbsvandet.
Der stilles krav om, at nye udledninger af regnvand skal renses i våde regnvandsbassin, da disse har en forholdsvis god renseeffekt over for bl.a. kobber og zink. Men renseeffekten er langt fra tilstrækkelig til at nedbringe indholdet af kobber og zink i udledningen til et niveau, der uden videre kan accepteres i de mest belastede vandløb.
I et notat fra Miljøstyrelsen/WSP fra maj 2025 angives indholdet af f.eks. zink i regnvand fra et åbent byområde til 34 µg/l (mikrogram pr. liter) efter rensning i vådt regnvandsbassin. Miljøkvalitetskravet for indholdet i vandløbsvand er 9,4 µg/l.
Når miljøkvalitetskravet allerede er overskredet, skal der kun en begrænset ekstra belastning til, før tilstanden forværres. Der findes som udgangspunkt ingen bagatelgrænse for forværring, og i sådanne tilfælde vil der ikke kunne meddeles udledningstilladelse. Den overordnede udfordring er, at der ikke findes veldokumenterede supplerende renseløsninger, som kan bringe indholdet af metaller ned under miljøkvalitetskravet. De løsninger, der bliver forsøgt med, har vist sig både pladskrævende og omkostningstunge, og selv disse løsninger kan ikke

sikre, at koncentrationerne kommer under de gældende grænseværdier.
Et forbud mod zink, kobber og bly i bygningsmaterialer vil ikke eliminere metallerne fuldstændigt, da blandt andet vejtrafik og dækslid fortsat bidrager til udledningen. Notatet fra Miljøstyrelsen/WSP viser dog, at koncentrationen af zink efter rensning kan reduceres til 6,9 µg/l i områder, hvor zink ikke anvendes i bygningsmaterialer. Dermed bringes niveauet under miljøkvalitetskravet. Tilsvarende kan koncentrationen af kobber reduceres fra 4 µg/l til 2,4 µg/l. Selvom dette fortsat overskrider miljøkvalitetskravet, er der tale om en væsentlig reduktion af belastningen.
Planmæssige forhold Planlovens § 15 stk. 2 nr. 7 giver mulighed for, at lokalplaner kan fastlægge bestemmelser om bebyggelsers udformning, herunder krav til eller forbud mod bestemte materialer. Kravene skal være planlægningsmæssigt begrundede.
Der findes allerede eksempler fra andre kommuner, hvor lokalplaner indeholder forbud mod zink, kobber og bly med henblik på at reducere risikoen for forurening af grundvand og overfladevand. Dette gælder blandt andet Aalborg Kommune (lokalplan 7-9-103) og Rebild Kommune (lokalplan 368).
Fagforvaltningens indstilling Fagforvaltningen anbefaler, at der fremover indarbejdes et forbud mod anvendelse af zink, kobber og bly i nye lokalplaner.
Formålet er at reducere tilførslen af miljøfarlige stoffer til vandmiljøet allerede ved kilden. En sådan forebyggende indsats vurderes at være den mest effektive og langsigtede løsning, da efterfølgende rensning af regnvand kun i begrænset omfang kan fjerne metallerne. Samtidig vil tiltaget forbedre mulighederne for at etablere nye byudviklingsområder, idet belastningen af vandløbene reduceres, og grundlaget for at opnå de nødvendige udledningstilladelser styrkes.
Forbuddet foreslås som udgangspunkt indarbejdet i alle nye lokalplaner. På sigt foreslås forbuddet også indarbejdet i kommuneplanen og kommuneplanens rammer.
For bevaringsværdige bygninger, som er optaget i kommuneplanen eller en lokalplan, foreslås der dog mulighed for at anvende zink, kobber og bly. Undtagelsen begrundes i hensynet til bygningernes arkitektoniske udtryk og kulturhistoriske bevaringsværdi, hvor anvendelsen af traditionelle materialer kan være afgørende for helhedsindtrykket.
Personalemæssige konsekvenser
Ingen.

Indstilling

Fagforvaltningen for Klima, Teknik og Kultur indstiller, at Teknisk Udvalg beslutter,
1. at der fremover indarbejdes bestemmelser i nye lokalplaner, som forbyder anvendelse af zink, kobber og bly i bygninger og anlæg, hvor materialerne kan afgive

metaller til regnvand, 2. at bevaringsværdige bygninger, der er udpeget i kommuneplanen eller en lokalplan,
undtages fra forbuddet, 3. at principperne på sigt indarbejdes i kommuneplanen og kommuneplanens rammer.

Beslutning

Sagen begæres i Byrådet af Simon Aagaard (J) og H.C. Holst (V).

Kilde: Brønderslev Kommune, Teknisk Udvalg, referat fra mødet mandag 5. oktober 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.