Brønderslev
Nyt fra byråd og udvalg

På dagsordenen 21. oktober, Økonomiudvalget, Brønderslev

Beslutning om udvidelse af boligområde ved Tennisskoven i Hjallerup

Sagsforløb: TU/ØK Økonomiudvalget besluttede på møde den 27. august 2025 at iværksætte udarbejdelsen af et plangrundlag med henblik på etablering af yderligere syv boliggrunde ved den ene stikvej ved Tennisskoven i Hjallerup.

Boliger

Bydele i sagen: Hjallerup

Steder i sagen: Tennisskoven

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Brønderslev Kommune
Hvornår
Onsdag 21. oktober 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 21. oktober 2026. Du finder dem på bronderslev.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget behandlede på møde den 27. august 2025 en initiativsag fremsat af Borgmesteren vedrørende etablering af yderligere boliggrunde ved Tennisskoven i Hjallerup.
Økonomiudvalget besluttede i den forbindelse at igangsætte udarbejdelsen af et tillæg til den gældende lokalplan samt et tilhørende kommuneplantillæg, som skulle muliggøre etablering af syv ekstra boliggrunde ved enden af den sydøstlige stikvej ved Tennisskoven. De syv boliggrunde var planlagt på kommunalt ejet areal.
Fagforvaltningen for Klima, Teknik og Kultur konstaterede under forberedelsen af planarbejdet, at det areal, hvor udvidelsen var planlagt, er et § 3-beskyttet naturområde. En nærmere undersøgelse bekræftede, at området er et overdrev omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.
Konsekvensen er, at den påtænkte udvidelse med syv boliggrunde ikke kan gennemføres som forudsat. Det beskyttede overdrev omfatter arealer svarende til fem af de planlagte boliggrunde, hvilket betyder, at der alene vil kunne etableres to boliggrunde.
Fagforvaltningen bemærker, at lokalplanen stadig giver mulighed for etablering af yderligere 10 byggegrunde for enden af den nordvestlige stikvej. Arealet er dog ikke ejet af kommunen.
Som alternativ kan det undersøges, om det samlede kommunalt ejede areal ved Tennisskoven kan disponeres anderledes med henblik på etablering af yderligere byggegrunde samtidig med en omlægning af områdets eksisterende fælles opholdsarealer.
Fagforvaltningen bemærker, at der ved tidligere drøftelser af områdets fremtidige disponering er fremført lokale indsigelser mod at reducere eller ændre de grønne rekreative områder. I forbindelse med etableringen af Tennisskoven blev der udlagt konkrete fælles friarealer, som

anvendes af områdets beboere i dag. På den baggrund kan fagforvaltningen ikke anbefale, at der arbejdes videre med denne mulighed.
Personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Tidligere beslutning
Økonomiudvalget besluttede den 27. august 2025, punkt 8:
Der iværksættes at udarbejde et tillæg til lokalplanen, således de grunde der ligger på det kommunale jord – kaldet Tennisskoven Sydøst – bliver medtaget i lokalplanen. Lokalplanen behandles i den rækkefølge, den kommer ind til.

Indstilling

Fagforvaltningen for Klima, Teknik og Kultur indstiller, at Økonomiudvalget:
1. tager orienteringen om registreringen af et § 3-beskyttet overdrev inden for det planlagte udvidelsesområde ved Tennisskoven til efterretning.
2. beslutter, at arbejdet med tillæg til lokalplan og kommuneplantillæg for de syv planlagte boliggrunde ved Tennisskoven afsluttes.
3. beslutter, om der skal arbejdes videre med etablering af byggegrunde på det areal, der er omfattet af lokalplanen, men ikke ejet af kommunen, eller
4. beslutter, om fagforvaltningen skal arbejde med alternative placeringer af byggegrunde inden for det kommunalt ejede areal ved Tennisskoven.
Beslutning fra Teknisk Udvalg, den 5. oktober 2026, punkt 3:
Punkt 1: Orienteringen indstilles taget til efterretning.
Punkt 2: Indstilles godkendt.
Punkt 3: Indstilles godkendt, men området afventer revision af Masterplanen for Hjallerup og den efterfølgende kommuneplan.
Punkt 4: Indstilles ikke godkendt.

Kilde: Brønderslev Kommune, Økonomiudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.