Besluttet 9. september, Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Egedal
Fjernvarme til Ganløse - beslutning
Administrationen indstiller, at der i løbet af 2027 træffes beslutning om, hvorvidt der skal udrulles fjernvarme til Ganløse.
Kort fortalt
- Hvem
- Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Egedal Kommune
- Hvornår
- Onsdag 9. september 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at der i løbet af 2027 træffes beslutning om, hvorvidt der skal
udrulles fjernvarme til Ganløse.
Sagsfremstilling
Egedal Kommunes klimahandlingsplan sigter mod at gøre kommunen klimaneutral- og robust
senest i 2040. En vigtig indsats for at opnå dette er udbredelse af fjernvarme, der kan erstatte
fossil opvarmning med olie og gas. I Varmeplan 2023 er det fastsat målsætningen, at 80 % af
alle husstande skal ligge i et fjernvarmeområde i 2030, og at gas- og oliefyr skal være udfaset
samme år.
Ganløse hører naturligt under Egedal Fjernvarmes område. I ejerstrategien for Egedal
Fjernvarme fremgår det, at et projektforslag for Ganløse skulle udarbejdes i 2024 forudsat, at
der, i en indledende screening af området, kunne eftervises positiv samfundsøkonomi.
Projektet er blevet udskudt, hvilket Klima-, Teknik- og Miljøudvalget tidligere er orienteret om.
I Egedal Kommunes Varmeplan er Ganløse på ovenstående baggrund udlagt som forventet
projektforslagsområde. Områdets status betyder, at de borgere, der bor i området, ikke kan
søge tilskud fra statslige puljer til at etablere varmepumper som forsyning.
Screening af fjernvarmepotentialet i Ganløse
For at Egedal Kommune kan godkende et projektforslag, kræver det, at der kan beregnes
positiv samfundsøkonomi og brugerøkonomi.
Egedal Fjernvarme har i juli 2025 udført en indledende screening af de samfunds- og
brugerøkonomiske konsekvenser af at grave en transportledning fra Vestforbrændingens net
ved Veksø til Ganløse og forbi Søsum, som kan forsyne områderne med fjernvarme. I bilag 1
har Egedal Forsyning fremlagt de forudsætninger og beregninger, som screeningen
resulterede i.
Beregningerne viser stort set neutralitet i forhold til samfundsøkonomien. Men
brugerøkonomien er udfordret som følge af omkostningerne til den lange transportledning og
antallet af eksisterende varmepumper i Ganløse. Desuden forudsættes en ekstraordinært høj
tilslutningsprocent i forhold til normen.
For at sikre at en udbygning ikke påvirker varmeprisen for eksisterende kunder i Egedal
Fjernvarme væsentligt, hvilket vil være imod varmeforsyningslovens principper, må Egedal
Fjernvarme afvige fra de vilkår og tilbud, som øvrige borgere i deres forsyningsområde har.
Beregningen viser, at det vil være nødvendigt med en tilslutningspris på cirka 112.500 kr. pr.
husstand. Dette vil give en forventet varmepris på omkring 15.700 kr./år ved et årligt forbrug på
18,1 MWh. Det er under forudsætning af en 90 % tilslutning i 2034. Hvis der arbejdes med 60
% tilslutning, viser et groft skøn, at tilslutningsprisen er omkring 165.000 kr. pr. husstand.
På den baggrund er det Egedal Fjernvarmes vurdering, at der ikke skal udarbejdes et
projektforslag, da betingelserne for at kunne realisere forslaget reelt ikke er til stede.
Administrationens vurdering
Administrationen finder, at oplysningerne og beregningerne, som Egedal Fjernvarme har
fremsendt, er valide. Administrationen deler desuden vurderingen af, at projektforslaget lige nu
ikke reelt er realiserbart.
I overensstemmelse med udvalgs- og byrådsbeslutninger i 2025, har administrationen
overvejet, hvilke alternativer der er til helt at skrinlægge opgaven med at udarbejde et
projektforslag for Ganløse.
På den baggrund skrinlægges projektet ikke lige nu, men afklares først i løbet af 2027. Det
skyldes, at der pt foregår drøftelser om en mulig anvendelse af Kildedal Nord, som kan
medføre, at Vestforbrænding kommer til at forsyne dette område. Sker dette, vil
fjernvarmenettet rykke tættere på Ganløse, hvilket kan påvirke økonomien i et projektforslag
væsentligt.
Egedal Fjernvarme har på et møde med administrationen tilkendegivet, at de er indstillet på at
bidrage til at undersøge og støtte etableringen af lokale varmefællesskaber eller andre lokale
løsninger for at engagere og styrke lokalsamfundene i en bæredygtig opvarmningsomstilling,
hvis det skulle blive behov herfor. Dette er i overensstemmelse med Egedal Fjernvarmes
ejerstrategi.
Konsekvenser for budgettet
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Godkendt.
Kilde: Egedal Kommune, Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 9. september 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.