Besluttet 7. oktober, Familieudvalget, Egedal
Mulighed for at etablere mere kapacitet, herunder en flerbørnsdagpleje - drøftelse
Administrationen indstiller, at udvalget drøfter mulighed for at etablere mere kapacitet, herunder fx flerbørnsdagpleje.
Kort fortalt
- Hvem
- Familieudvalget, Egedal Kommune
- Hvornår
- Onsdag 7. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Drøftet.
- Næste skridt
- Udvalgets drøftelse vil danne grundlag for den videre afklaring af, om der skal arbejdes videre med at etablere en flerbørnsdagpleje i Smørum.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at udvalget drøfter mulighed for at etablere mere
kapacitet, herunder fx flerbørnsdagpleje.
Sagsfremstilling
Børnetalsprognosen for 2026 viser, at den maksimale kapacitet på dagtilbudsområdet i
Smørum er taget i brug, hvilket betyder, at de ekstra pladser, der kan anvendes ved høj
efterspørgsel, er i brug. Samtidig er der et stort antal 0-2-årige børn i området, hvilket øger
behovet for pladser til de yngste børn. På den baggrund kan etablering af en flerbørnsdagpleje
i kommunale lokaler indgå i drøftelsen af mulige tiltag til at øge kapaciteten.
Administrationen har i den forbindelse været i dialog med Københavns Kommune og Roskilde
Kommune om deres erfaringer med etablering og organisering af flerbørnsdagpleje.
Erfaringerne indgår i grundlaget for vurderingen af mulighederne for at etablere en
flerbørnsdagpleje i Smørum.
En flerbørnsdagpleje organiseres som en samlet enhed i kommunale lokaler frem for i flere
dagplejeres private hjem. Ordningen er underlagt dagplejens ledelse og pædagogiske tilsyn på
samme måde som den øvrige dagpleje i Egedal. Der vil være plads til 8-10 børn med 3-4
dagplejere ansat, jf. dagtilbudsloven.
Fysiske rammer
En eventuel flerbørnsdagpleje kan etableres i de eksisterende lokaler på Gammeldamsgård 6.
Lokalerne anvendes allerede som legestue for dagplejerne 1-2 dage om ugen samt ved
sygdom og ferie i dagplejen. I efteråret 2026 benyttes legestuen desuden midlertidigt til
vuggestuebørn fra Lille Sødal, mens den nye daginstitution i Smørum bliver færdigbygget.
Lokalerne er allerede indrettet med relevante faciliteter og materialer, herunder inventar,
barnevogne og adgang til udearealer. Hertil kommer, at lokalerne er godkendt til formålet,
hvorfor behovet for yderligere etablering vurderes at være begrænset.
Tiltrækning, tilknytning og drift
Tiltrækning af nye dagplejere har betydning for den fremtidige dagplejekapacitet i Egedal
Kommune. En flerbørnsdagpleje kan styrke tiltrækningen ved at tilbyde et fælles fagligt miljø og
samtidig fjerne kravet om at stille eget hjem til rådighed. Organiseringsformen kan dermed
gøre dagplejefaget attraktivt for en bredere gruppe af ansøgere og understøtte mulighederne
for at opretholde den nødvendige kapacitet.
Samtidig kan organiseringsformen understøtte en mere robust drift, da flere medarbejdere er
tilknyttet den samme børnegruppe. Det reducerer sårbarheden ved sygdom og andet fravær,
og giver samtidig større fleksibilitet i den daglige planlægning. Derudover kan kapaciteten
udnyttes mere effektivt, hvilket kan mindske risikoen for tomme pladser.
Det er dog relevant at være opmærksom på, hvilken betydning etableringen af en
flerebørnsdagpleje kan få for de nuværende dagplejere. Hvis dagplejere i eget hjem ønsker at
overgå til en flerbørnsdagpleje i kommunale lokaler, kan det skabe behov for at genbesætte
eksisterende dagplejepladser og dermed påvirke den samlede kapacitet i dagplejen.
Åbningstider og økonomi
Organiseringen af en flerbørnsdagpleje har betydning for både åbningstid og bemanding. Med
tre ansatte forventes åbningstiden at være 42 timer om ugen sammenlignet med 48 timer i den
nuværende dagpleje og 50,5 timer i børnehusene. Forskellen hænger sammen med, at
dagplejere i eget hjem kan arbejde op til 48 timer ugentligt, mens dagplejere ansat i en
flerbørnsdagpleje er omfattet af en arbejdstid på 37 timer om ugen. Hvis åbningstiden skal
svare til den øvrige dagpleje, vil det derfor kræve yderligere bemanding. Forældretaksten vil
være den samme som for en almindelig dagplejeplads og omfatter også frokost.
Videre proces
Udvalgets drøftelse vil danne grundlag for den videre afklaring af, om der skal arbejdes videre
med at etablere en flerbørnsdagpleje i Smørum. Såfremt det ønskes at arbejde videre med
ordningen, vil et politisk beslutningsgrundlag, med uddybning af de konkrete rammer for
etablering, blive udarbejdet. Det er administrationens anbefaling, at der arbejdes videre med
mulighederne for at etablere flerbørnsdagpleje.
Udvalgsmødet vil blive afholdt i dagplejens legestue i Smørum. Der vil være en orientering om
dagplejen mere generelt.
Konsekvenser for budgettet
Da de nødvendige lokaler allerede er til rådighed og godkendt til dagplejeformål, vurderes
etableringen at kunne ske uden etableringsomkostninger. Derudover vil der skulle påregnes
løbende udgifter til ejendomsdrift (el, vand, varme og rengøring) på mellem 150.000 og
180.000 kr. årligt. Driftsudgifterne pr. dagplejebarn i en flerbørnsdagpleje vurderes at være på
niveau med driftsudgifterne pr. vuggestuebarn, hvormed der ikke forventes en merudgift i
forhold til, hvis børnene gik i en vuggestue.
Borgerdialog
Muligheden for at etablere en flerbørnsdagpleje har været forelagt forældrebestyrelsen for
dagplejen. Forældrebestyrelsen bakker generelt op om etableringen af en flerbørnsdagpleje.
Beslutning
Drøftet.
Kilde: Egedal Kommune, Familieudvalget, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.