Favrskov
Skift kommune
KøbenhavnFavrskovAlle kommuner

Besluttet 7. oktober, Teknik- og Miljøudvalget, Favrskov

Høringssvar til Midttrafiks Budget for 2027

Direktøren for Teknik og Miljø indstiller til Byrådet: 1. At udkast til høringssvar til Midttrafiks budgetforslag for 2027 godkendes.

Trafik og cyklerBudget og økonomi

Kort fortalt

Forslaget
  • Udkast til høringssvar til Midttrafiks budgetforslag for 2027 godkendes.
Hvem
Teknik- og Miljøudvalget, Favrskov Kommune
Hvornår
Onsdag 7. oktober 2026
Status
Besluttet. Teknik- og Miljøudvalget, 7. oktober 2026: Indstilles godkendt. Indstilles godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Vurdering

Budgetforslag 2027 medfører et øget finansieringsbehov for Favrskov Kommune.
Størstedelen af merudgiften kan henføres til Flextrafik samt handicap- og kommunal
kørsel, mens også busdriften påvirkes af stigende omkostninger og lavere
indtægtsforventninger. Det vurderes derfor, at Favrskov Kommune skal monitorere et
højere udgiftsniveau i budgetlægningen samt have særligt fokus på udviklingen inden
for specialkørsel og Flextrafik, hvor de største økonomiske udsving kan forventes
fremadrettet.
Buskørsel
Busdriften udgør fortsat den største udgiftspost i Favrskov Kommunes budget for
Midttrafik. Budgetforslag 2027 indebærer en merudgift på 1,48 mio. kr. sammenlignet
med budget 2026. Udviklingen skyldes stigende operatøromkostninger som følge af
f.eks. forlængelsen af rute 200, pris- og lønreguleringer samt indregning af
kontraktudgifter, som ikke var indeholdt i budget 2026. Disse kontraktudgifter refererer
til ruterne 115, 223 samt 314, der blev omfattet af nye kontrakter i Midttrafiks 69. udbud.
Disse ruter betjenes nu også med elbusser, hvorfor priserne er anderledes end tidligere.

Samtidig forventer Midttrafik, at passagerindtægterne falder, hvilket yderligere øger
kommunens nettoudgift.
Det bemærkes særligt, at Midttrafik ikke har indarbejdet Favrskov Kommunes andel af
passagerindtægterne for rute 200 i Budgetforslag 2027, som Midttrafik efterfølgende
har estimeret til 0,6 mio. kr. i 2027. Teknik og Miljø har dog indarbejdet den forventede
indtægt i tabellen ovenfor. Midttrafik har meddelt, at beløbet indarbejdes i det endelige
budgetforslag for 2027.
Flextrafik
Flextrafik-området består af produkterne Flextur, Flexbus og Plustur. Disse produkter
står for en budgetteret merudgift på 0,45 mio. kr. Udviklingen afspejler en forventning
om let stigende forbrug, da antallet af Flextrafik knudepunkter er udvidet fra 20 til 45
knudepunkter.
Handicap- og kommunal kørsel
Inden for handicap- og kommunal kørsel ses de mest markante økonomiske
konsekvenser. Særligt den kommunale kørsel stiger som følge af højere
operatørudgifter efter det seneste specialkørselsudbud. Midttrafik har vurderet, at de
faktiske kontraktpriser er væsentligt højere end tidligere forudsat, hvilket nu er
indarbejdet i budgetforslaget for 2027.

Økonomi

Midttrafiks budgetforslag for 2027 viser en samlet stigning i Favrskov Kommunes
nettoudgifter til kollektiv trafik og kørselsordninger fra 30,05 mio. kr. til 34,17 mio. kr.,
svarende til en merudgift på 4,12 mio. kr.
Buskørsel
Den rutebaserede buskørsel inklusive skolebusruter stiger fra 19,25 mio. kr. til 20,73
mio. kr., svarende til en merudgift på 1,48 mio. kr. Busdriften er fortsat den største
enkeltstående udgiftspost og udgør mere end halvdelen af de samlede kørselsudgifter.
Busindtægterne falder samtidig fra 4,71 mio. kr. til 4,57 mio. kr. Faldet er begrænset,
men betyder, at en større del af finansieringen skal bæres af Favrskov Kommune.
Med vedtagelsen af Favrskov Kommunes budget for 2027-30 (R-203), hvor der er
reduceret 0,9 mio. kr. i 2027, resterer 19,7 mio. kr. til buskørsel i 2027. Derudover er
der opsparede midler, som samlet set betyder, at merudgifterne kan finansieres inden
for budgettet.
Kommunal kørsel og specialkørsel
Den største udgiftsstigning findes inden for kommunal kørsel og siddende
patientbefordring, hvor udgifterne stiger fra 9,27 mio. kr. til 11,27 mio. kr. Stigningen på
2 mio. kr. svarer alene til næsten halvdelen af den samlede nettomerudgift.

Udgiftsstigningen er finansieret, idet der kan henvises til budgetudvidelsen på 1,1 mio.
kr. årligt til kørslen i Favrskov Kommunes budget for 2027-30 (U-302).
Udviklingen viser, at specialiserede kørselsordninger i stigende grad påvirker
kommunens økonomi. Området er karakteriseret ved lovbundne eller behovsbestemte
opgaver, hvorfor kommunens handlemuligheder ofte er begrænsede.
Handicapkørsel
Handicapkørslen falder fra 2,12 mio. kr. til 1,81 mio. kr., svarende til et fald på 0,31 mio.
kr. Faldet skyldes en forventning, som baserer sig på en prognose for udviklingen, om
1.800 færre ture sammenlignet med 2026.
Flextrafik
Flextrafikken viser samlet set en forventet vækst, der har en direkte sammenhæng med
en fordobling af antallet af knudepunkter. Knudepunkterne er etableret på baggrund af
et politisk ønske om at skabe sammenhængskraft i Favrskov Kommune. Flextur
budgetteres på denne baggrund med en stigning på 0,45 mio. kr. fra 0,62 mio. kr. i 2026
til 1,05 mio. kr. i 2027. Plustur fastholdes på samme niveau, mens Flexbus reduceres
marginalt.
Administration
De samlede omkostninger til administration og dertil hørende poster budgetteres til i alt
3,67 mio. kr., hvilket er en stigning i forhold til 2026. Til trods for, at Favrskov Kommune
i tidligere høringssvar har udtrykt bekymring for stigende administrationsomkostninger,
må det konstateres, at Midttrafik ikke har reduceret administrationsomkostningerne.
INDDRAGELSE
Budgetforslaget for 2027 er 3. september 2026 sendt i høring hos Handicaprådet og
Ældrerådet med frist for afgivelse af høringssvar 10. september 2026.
Ældrerådets høringssvar indeholder bemærkning om udbredelse af kendskabet til
Flextrafik og knudepunkterne hertil. Der er iværksat en proces desangående med flere
initiativer, der skal udbrede kendskabet. Et af initiativerne er Favrskov Kommunes og
Midttrafiks deltagelse i Ældrerådets temadag, som afholdes 29. oktober 2026.
Ældrerådet gentager desuden bemærkning om, at Midttrafik bør budgettere med, at de
regionale sygehuse organisatorisk bør betragtes som ét knudepunkt, uanset hvilken
indgang man skal til. Det er velbegrundet, da f.eks. AUH er udbredt over et stort areal
og således kan være udfordrende for bevægelseshæmmede borgere.
Ældrerådets høringssvar er vedlagt som bilag.
Handicaprådets høringssvar indeholder ingen bemærkninger til Midttrafiks budget.
Handicaprådets høringssvar er vedlagt som bilag.

Indstilling

Direktøren for Teknik og Miljø indstiller til Byrådet:
1. At udkast til høringssvar til Midttrafiks budgetforslag for 2027 godkendes.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget, 7. oktober 2026:
Fraværende: ingen
Indstilles godkendt.

Fraværende: ingen
Indstilles godkendt.

Kilde: Favrskov Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.