Besluttet 29. juni, Handicaprådet, Faxe
Høring vedr. målgruppespecialisering og organisatorisk fokusering på de store botilbud
Socialudvalget sender hermed målgruppespecialisering gennem levegrupper i høring hos borgere og pårørende samt i Handicaprådet, inden sagen genfremsættes til politisk behandling. Administrationen foreslår, at målgruppespecialiseringen realiseres gennem mindre fællesskaber af beboere (levegrupper).
Kort fortalt
- Hvem
- Handicaprådet, Faxe Kommune
- Hvornår
- Mandag 29. juni 2026
- Status
- Besluttet. Claus Bo Hansen udarbejder et høringssvar, som rundsendes til kvalificering og godkendelse i Handicaprådet, inden det indsendes inden høringsfristen den 13. august.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at Handicaprådet udarbejder et høringssvar vedr. forslag om
levegrupper på de store botilbud.
Sagsfremstilling
Det daværende Socialudvalg godkendte den 3. februar 2025 (pkt. 21), at der skulle arbejdes
med at skabe endnu klarere målgruppeprofiler for de store botilbud. Det skulle også afdækkes,
om der er behov for at justere dele af den interne tilbudsvifte for, at tilbuddenes organisering
understøtter de faglige indsatser, der skal leveres. Det daværende Socialudvalg godkendte
den 7. april 2025 (pkt. 40) processen for arbejdet med øget målgruppespecialisering og
organisatorisk fokusering på de store botilbud.
I samme forbindelse blev udvalget også orienteret om følgende to centrale dilemmaer, der
knytter sig til en eventuel målgruppespecialisering i traditionel forstand, hvor der tages
udgangspunkt i diagnoser:
1. En snæver målgruppe baseret på diagnoser giver bedre forudsætninger for
specialisering, men mindre fleksibilitet i forhold til at kunne imødekomme Faxe
Kommunes behov for relevante botilbud til kommunens borgere.
2. Langsom omstillingshastighed er et vilkår, da beboerne har egen lejekontrakt, og derfor
enten skal motiveres til at fraflytte deres bolig frivilligt, hvis de ikke er inden for en
revideret målgruppe, alternativt skal det samlede botilbud nedlægges for at blive
genetableret med en ny, smal målgruppe.
En revideret tids- og aktivitetsplan blev forelagt Socialudvalget den 22. september 2025 (pkt.
91) med henblik på at sikre en ordentlig, kvalificeret og ikke-forceret inddragelse.
Input fra Socialpædagogisk Center Vest og Øst samt høring
Det gennemførte afklarings- og udviklingsarbejde har været centreret omkring
Socialpædagogisk Center Vest og Øst, der er de to største og mindst specialiserede
længerevarende botilbud.
Arbejdet er gennemført som en åben proces, hvor de to centres medarbejdere og ledelse samt
relevante dele af MED-organisationen har været inddraget aktivt i, hvordan området kan
organiseres og målgrupperne fokuseres.
Det har været overvejet, om der udover medarbejder- og lederinddragelsen også skulle ske
inddragelse af beboere og pårørende i forhold til at drøfte de udarbejdede forslag. Det har
været administrationens vurdering, at den faglige drøftelse om håndtering af
målgruppespecialisering ikke har været egnet til en mere konkret drøftelse med beboerne og
de pårørende. Inddragelsen vil derimod ske i forhold til den løbende evaluering af
målgruppespecialiseringen.
Socialudvalget besluttede på møde den 4. maj 2026 (pkt. 49) at målgruppespecialisering
gennem levegrupper sendes i høring hos borgere og pårørende samt i Handicaprådet, inden
sagen genfremsættes til politisk behandling.
Der er overordnet set overensstemmelse i de input, der er kommet fra Socialpædagogisk
Center Vest og Øst. Det følgende er således udtryk for begge centres samlede bidrag.
Målgruppespecialisering i mindre fællesskaber af beboere
Hensigten med at øge målgruppespecialiseringen har fra start været at sikre, at beboerne i alle
tilfælde får den nødvendige og kvalificerede hjælp, som de har brug for.
De inddragede fra Socialpædagogisk Center Vest og Øst vurderer ikke, at det er
hensigtsmæssigt at indsnævre tilbuddenes målgruppe og derved øge specialiseringen i
traditionel forstand, hvor der tages udgangspunkt i diagnoser. I stedet vurderes det mere
formålstjenligt for beboernes trivsel og tilbuddenes kvalitet at fortsætte og styrke det
nuværende arbejde med mindre fællesskaber kaldet levegrupper.
Arbejdet med levegrupper indebærer, at der er et struktureret fokus på at skabe og understøtte
mindre fællesskaber af beboere, der profiterer af hinandens selskab. Udgangspunktet er den
enkelte beboers ressourcer, adfærd og behov, fremfor hvilke diagnoser de har. Det handler om
at sikre, at beboernes ressourcer og behov bedst understøttes og imødekommes både
individuelt og i samværet med andre borgere.
Det er således medarbejdernes og ledelsens samlede vurdering, at den nuværende og relativt
brede målgruppesammensætning og arbejdet med levegrupper giver de bedste forudsætninger
for at øge kvaliteten, og at beboerne trives. Det er erfaringen, at beboerne profiterer af at spejle
sig i andre beboere og herigennem få blik for andres og egne ressourcer.
Samtidig gøres der opmærksom på, at der er en grænse for, hvor brede levegrupperne kan
være. Det fremhæves, at beboere med væsentlig udadreagerende adfærd, omfattende
somatiske behov og misbrug kan hindre det gode faglige arbejde med levegrupper. Derfor skal
der være fokus på at sikre det rigtige match ved visitering af nye borgere såvel fra Faxe
Kommune som fra eksterne kommuner.
Det fremhæves også, at det er nødvendigt med løbende, målrettet kompetenceudvikling for
medarbejderne. Dette er en afgørende forudsætning for, at alle beboernes behov kan
imødekommes i et fagligt velfunderet og relevant botilbud.
Styrket arbejde med levegrupper og sikringen af rette kompetencer
På baggrund af input fra den gennemførte proces, samt de centrale dilemmaer der er knyttet til
en evt. omlægning af tilbuddene til en mere snæver målgruppe, er det samlet set
administrationens vurdering, at beboernes trivsel og tilbuddenes kvalitet bør løftes gennem et
struktureret og styrket arbejde med levegrupper.
Det er samtidig administrationens vurdering, at der er potentiale for at løfte kvaliteten gennem
fortsat fokus på kompetenceudvikling, idet indsatsen kan struktureres og kvalificeres
yderligere. Der er konkret behov for at sikre, at der i alle tilfælde er de nødvendige
kompetencer til stede på botilbuddene. Det gælder såvel i forhold til at understøtte det
kollektive arbejde med levegrupper som det individuelle arbejde, der følger den enkelte borgers
behov, herunder specialviden ift. konkrete diagnoser, problematikker mv. Opnåelse af den
ønskede kvalitet forudsætter således, at begge typer af kompetencer er til stede, hvilket skal
afspejles i både den løbende kompetenceudvikling og i rekruttering.
Erfaringer viser, at brede målgrupper fungerer med målrettet kompetenceudvikling
Det kan konstateres, at andre kommuner er lykkedes med at have botilbud med tilsvarende
bredde målgrupper uden, at det har givet anledning til samme kritik, bl.a. grundet et
systematisk arbejde med at sikre tilstedeværelsen af de relevante kompetencer. Gennem
dialog med socialtilsynet skal det derfor afklares, om et styrket arbejde med levegrupper og
kompetenceudvikling til fulde vil imødekomme den kritik, som tilsynet tidligere rejste ift. de
relativt brede målgrupper på de store botilbud.
Organisatorisk fokusering
Det er et fælles træk ved begge store botilbud, at de har forholdsvis brede målgrupper i en
diagnoseorienteret traditionel forstand. Der er dog også forskelle tilbuddene imellem.
Eksempelvis har det ene tilbud gennem en årrække oparbejdet kompetencer i forhold til
udviklingshæmmede, der samtidig har en psykiatrisk diagnose, mens det andet tilbud har en
afdeling, hvor borgerne er meget selvhjulpne. Disse eksempler viser, at der er sket en form for
specialisering på stederne, som administrationen vurderer, at der skal arbejdes videre med.
Begge tilbud skal således eksplicit formulere de faglige indsatser, de er særligt gode til at
varetage, og som skal udvikles yderligere fremadrettet.
Målet er at skærpe de to tilbuds individuelle faglige profil. På den måde kan de to tilbud
kompetenceudvikle endnu mere målrettet, hvilket både vil være til gavn for nuværende og
fremtidige beboere. Den fagligt skarpere profil på de to tilbud vil samtidig gøre det enklere for
såvel Faxe Kommune som andre kommuner at henvise nye borgere til botilbuddene.
Botilbuddet Førslev, Bygade 16, 4690 Haslev, har allerede en relativt snæver målgruppe, som
administrationen vurderer, der bør sættes yderligere fokus på. Tilbuddet skal stadig være en
del af Socialpædagogisk Center Øst, men tænkes godkendt selvstændigt hos Socialtilsynet for
at understrege stedets faglige profil og retning.
En sådan, tydelig tilkendegivelse af den relativt smalle målgruppe vil i højere grad kunne
tiltrække nye medarbejdere med relevante kompetencer, ligesom efter-/videreuddannelse kan
målrettes yderligere. Disse forhold danner grundlag for, at kvaliteten fortsat kan udvikles
gennem pædagogiske metoder, relationsarbejde og dokumentation. Samtidig kan
stordriftsfordelene ved at være en del af et større center bevares.
Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Claus Bo Hansen udarbejder et høringssvar, som rundsendes til kvalificering og
godkendelse i Handicaprådet, inden det indsendes inden høringsfristen den 13. august
Fraværende: Line Mørkegaard (L) som stedfortræder deltog Morten Haupt-Hansen (I)
Kilde: Faxe Kommune, Handicaprådet, referat fra mødet mandag 29. juni 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.