Besluttet 12. august, Udsatterådet, Faxe
Høring vedr. kvalitetsstandard for befordring til pasnings- og fritidstilbud
Som en del af udviklingsplanen på familieområdet, bliver der arbejdet med at tilpasse eksisterende kvalitetsstandarder samt udarbejde nye kvalitetsstandarder. Kvalitetsstandarderne beskriver, hvad borgerne kan forvente i forbindelse med forskellige ydelser, tilbud og indsatser.
Kort fortalt
- Hvem
- Udsatterådet, Faxe Kommune
- Hvornår
- Onsdag 12. august 2026
- Status
- Besluttet. Kvalitetsstandard for støtte til individuel befordring efter Barnets Lov § 90, nr. 9, jf. servicelovens § 117 i skolers og dagtilbuds lukkedage Høringssvar fra Udsatterådet Udsatterådet har gennemgået den fremsendte kvalitetsstandard og har følgende bemærkninger: Formulering af kommunens serviceniveau Udsatterådet finder formuleringen “den service, som kommunen kan eller vil yde” uhensigtsmæssig. Det kan give indtryk af, at hjælpen afhænger af kommunens vilje frem for borgerens behov og gældende lovgivning.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at Udsatterådet udarbejder et høringssvar.
Sagsfremstilling
Med udviklingsplanens fokus på familieområdet, arbejdes der også med kvalitetsstandarder.
Kvalitetsstandarder skal understøtte praksis på området, så grundlag og vurderingstilgang
ensrettes og lovgivningen følges, og så det er tydeligt, hvordan der arbejdes med lovgivningen.
Kvalitetsstandarder indgår i arbejdet med at sikre, at der tages ensartet stilling. Der er derfor
udarbejdet en kvalitetsstandard for befordring efter barnets lov § 90 (bilag). Myndighed på
familieområdet sagsbehandler løbende sager om befordring.
Befordring efter barnets lov som kompenserende ydelse
Formålet med befordring efter barnets lov er at kompensere for et barns funktionsnedsættelse,
så barnet kan deltage i tilbud og aktiviteter på lige vilkår med andre børn og at sikre kontinuitet,
omsorg og trivsel, herunder deltagelse i pasnings- eller fritidstilbud, når dette er nødvendigt for
barnet og ud fra en individuel og helhedsorienteret vurdering.
Der sendes en kvalitetsstandard for befordring efter folkeskoleloven i høring hos
Handicaprådet og Udsatterådet på samme tidspunkt som denne kvalitetsstandard for
befordring efter barnets lov. Kvalitetsstandarden for befordring efter folkeskoleloven vedrører
befordring i skoletiden, mens kvalitetsstandard for befordring efter barnets lov vedrører
befordring til pasnings-- og fritidstilbud. Det betyder, at hvis barnet er i skolealderen regulerer
folkeskoleloven befordring mellem hjem og skole på skoledage. Befordring efter barnets lov
anvendes, når befordringen falder uden for skoleregi, eller når barnets funktionsnedsættelse
gør, at skolelovens rammer for befordring ikke er tilstrækkelige.
Høringsproces
Den reviderede kvalitetsstandard sendes i høring hos Handicaprådet og Udsatterådet, for at
sikre et oplyst beslutningsgrundlag gennem inddragelse af relevante parter. Høringen giver
mulighed for at bidrage med oplysninger, synspunkter og eventuelle bemærkninger, inden
kvalitetsstandarden godkendes, og bidrager samtidig ift. retssikkerhed, inddragelse og
gennemsigtighed. Når kvalitetsstandarden fremlægges til godkendelse, vil det være med
angivelse af, hvad eventuelle høringssvar har givet anledning til. Handicaprådet og
Udsatterådet vil drøfte kvalitetsstandarden på deres kommende møder i hhv. juni og august, og
på Familieudvalgets møde den 24. september 2026, fremlægges den reviderede
kvalitetsstandard til godkendelse.
Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Kvalitetsstandard for støtte til individuel befordring efter Barnets Lov § 90, nr. 9, jf.
servicelovens § 117 i skolers og dagtilbuds lukkedage
Høringssvar fra Udsatterådet
Udsatterådet har gennemgået den fremsendte kvalitetsstandard og har følgende
bemærkninger:
Formulering af kommunens serviceniveau
Udsatterådet finder formuleringen “den service, som kommunen kan eller vil yde”
uhensigtsmæssig. Det kan give indtryk af, at hjælpen afhænger af kommunens vilje frem
for borgerens behov og gældende lovgivning.
Familiens egne ressourcer
Udsatterådet er bekymret for formuleringen om, at barnet eller den unge som
hovedregel ikke er i målgruppen for individuel befordring, hvis kørselsbehovet kan
dækkes ved familiens egne ressourcer.
Det er uklart, hvad der konkret forstås ved familiens egne ressourcer. At en familie
har adgang til en bil eller rent praktisk har mulighed for at køre barnet, betyder ikke
nødvendigvis, at familien har ressourcer eller overskud til at varetage kørslen.
Udsatterådet mener derfor, at familiens samlede situation og belastning skal indgå
tydeligt i den konkrete og individuelle vurdering.
Gentagne ansøgninger og fire ugers ansøgningsfrist
Udsatterådet finder det problematisk, at der som udgangspunkt skal søges om
befordring på ny for hver ferieperiode.
For børn og unge med en varig funktionsnedsættelse eller et kendt og vedvarende
behov for befordring er det en unødig administrativ belastning, at familien skal
ansøge igen og igen om den samme hjælp.
Samtidig skal ansøgningen indsendes fire uger før skolernes lukkedage.
Kombinationen af gentagne ansøgninger og faste frister kan særligt ramme udsatte
familier, som kan have svært ved at navigere i Digital Post, ansøgningsprocedurer
og frister.
Udsatterådet anbefaler derfor, at børn og unge med varige og dokumenterede
behov kan få en længerevarende bevilling.
Barnets behov for ferie
Udsatterådet ønsker en præcisering af formuleringen om, at der i vurderingen
lægges vægt på, at “børn har krav på ferie”.
For nogle børn og unge med funktionsnedsættelser eller særlige sociale problemer
kan et kendt dag- eller fritidstilbud netop være afgørende for struktur, tryghed og
trivsel i ferieperioderne.
Det bør derfor fremgå tydeligt, at hensynet til barnets behov for ferie ikke i sig selv
kan begrunde, at nødvendig befordring begrænses eller afslås.
Udsatterådet finder det vigtigt, at kvalitetsstandarden ikke skaber yderligere
barrierer for de børn, unge og familier, som ordningen netop skal hjælpe. Den
konkrete og individuelle vurdering skal tage udgangspunkt i barnets behov og trivsel
samt familiens samlede situation.
Klagemulighed
Udsatterådet bakker op om Handicaprådets ønske om mulighed for intern genvurdering
af afgørelser. Det vil give mulighed for at opdage og rette eventuelle fejl, særligt ved
afslag.
Fraværende: Anne Graulund, Chris Capion Kargaard, Claus Cubbin, Jan Winther,
Johnny Sørensen, Varny Kruse.
Kilde: Faxe Kommune, Udsatterådet, referat fra mødet onsdag 12. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.