Besluttet 17. august, Erhvervs-, Turisme- og Beskæftigelsesudvalget, Faxe
Godkendelse af fremtidig beskæftigelsesplan fra 2027 og strategiske målsætninger
Erhvervs-, Turisme- og Beskæftigelsesudvalget skal tage stilling til, om Faxe Kommune fra 2027 fortsat skal have en politisk beskæftigelsesplan. Hvis udvalget ønsker en ny plan, skal der samtidig træffes beslutning om de strategiske målsætninger for planen.
Kort fortalt
- Hvem
- Erhvervs-, Turisme- og Beskæftigelsesudvalget, Faxe Kommune
- Hvornår
- Mandag 17. august 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Turisme- og Beskæftigelsesudvalget godkender,
at
1. Faxe Kommune fra 2027 og frem fortsat har en politisk beskæftigelsesplan på
beskæftigelsesområdet.
2. Beskæftigelsesplanen bygges op omkring administrationens forslag til strategiske
målsætninger for beskæftigelsesområdet.
Sagsfremstilling
Baggrund – den nuværende beskæftigelsesplan udløber i 2026
Den nuværende beskæftigelsesplan for Faxe Kommune er gældende frem til udgangen af
2026. Udvalget skal derfor tage stilling til, om der fra 2027 og frem fortsat skal udarbejdes en
politisk beskæftigelsesplan. Administrationen anbefaler, at der udarbejdes en ny plan, der
samler beskæftigelsesområdets centrale strategier, rammer og styringsredskaber i ét samlet
politisk dokument. Den nye plan tænkes bl.a. at bygge videre på og samle:
Den strategiske omstilling af beskæftigelsesindsatsen (Godkendt på udvalgsmødet d. 10.
november 2025 - pkt. nr. 111)
Strategien for den beskæftigelsesrettede virksomhedsservice (Godkendt på
udvalgsmødet d. 2. marts 2026 - pkt. nr. 17)
Den digitale kontaktstrategi (Godkendt på udvalgsmødet d. 4. maj 2026 - pkt. nr. 42)
Rammerne for frisættelsen af beskæftigelsesindsatsen, herunder borgerprofilerne.
(Godkendt på udvalgsmødet d. 8. juni 2026 - pkt. nr. 62)
I denne sagsfremstilling anvendes betegnelsen beskæftigelsesplan, men udvalget kan også
beslutte om dokumentet fremadrettet skal betegnes som Faxe Kommunes
beskæftigelsesstrategi eller andet.
Formål med en ny beskæftigelsesplan – ét samlet styringsdokument
Formålet med en ny beskæftigelsesplan er at skabe et samlet politisk styringsdokument, som:
samler de centrale strategier og rammer på beskæftigelsesområdet i ét overblik,
tydeliggør sammenhængen mellem politiske målsætninger, indsatser og nøgletal,
styrker grundlaget for politisk opfølgning på resultater, progression og borgerperspektiv.
Strategisk retning: Faxe Kommune vil føre en aktiv beskæftigelsesindsats
Med afsæt i beskæftigelsesreformen vil Faxe Kommune anvende de nye frihedsgrader til at
føre en aktiv, målrettet og virkningsfuld beskæftigelsesindsats. Indsatserne skal tage
udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer, behov og muligheder og prioriteres ud fra,
hvad der skaber størst værdi for borgere, virksomheder og samfund. Gennem et tæt
samarbejde med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og civilsamfund vil kommunen
understøtte, at flere borgere opnår varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Forslag til strategiske målsætninger – bygget på vedtagne strategier
Center for Beskæftigelses kerneopgave er at understøtte, at flest muligt er mest muligt i job og
uddannelse. Kerneopgaven er det overordnede pejlemærke for beskæftigelsesindsatsen og
sætter retningen for de strategiske prioriteringer. Den strategiske ambition omsættes gennem
følgende strategiske målsætninger:
1. Flere borgere opnår job, uddannelse og lønnede timer: Beskæftigelsesindsatsen skal
være job- og uddannelsesnær og understøtte, at flere borgere opnår varig tilknytning til
arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. Progression gennem lønnede timer skal
anvendes aktivt som vej til ordinær beskæftigelse, og der skal være et strategisk fokus på
opkvalificering, så flere borgere får mulighed for at bevæge sig fra ufaglært til faglært
beskæftigelse.
2. Flere borgere fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet: Borgere, der oplever
sygdom, nedsat arbejdsevne eller andre barrierer, skal understøttes i at bevare eller
genopbygge deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Indsatsen skal tage afsæt i et tydeligt
ressourceblik, hvor den enkelte borgers arbejdsevne udvikles og bringes i spil. Flere
borgere med varigt begrænset arbejdsevne skal have mulighed for fleksjob frem for
førtidspension – også når arbejdsevnen alene rækker til få lønnede timer.
3. Flere bæredygtige jobmatch mellem borgere og
virksomheder: Beskæftigelsesindsatsen skal understøtte et stærkt samspil mellem
virksomhedernes behov og borgernes kompetencer, ressourcer og potentialer. Gennem
virksomhedsrettede indsatser, målrettet opkvalificering, fleksible løsninger og fokus på
kompetencer frem for traditionelle stillingsbeskrivelser skal flere borgere opnå tilknytning
til arbejdsmarkedet, samtidig med at virksomhederne får den arbejdskraft, de har behov
for. Samarbejdet med civilsamfundet skal styrkes, så frivillige aktører indgår som aktive
medspillere i borgernes vej mod job og fællesskaber.
4. Flere unge lykkes i uddannelse, job og fællesskaber: Unge skal mødes med tydelig
retning og sammenhængende forløb mod uddannelse og beskæftigelse. Indsatserne skal
understøtte, at flere unge bliver en del af uddannelses- og arbejdsfællesskaber gennem
tidlige, koordinerede og håndholdte indsatser, herunder Ungeløft, hvor den unges
ressourcer, motivation og muligheder er omdrejningspunktet.
Udvalget kan på mødet drøfte, om de foreslåede strategiske målsætninger i tilstrækkelig grad
afspejler de politiske prioriteringer, eller om strategien bør suppleres med yderligere strategiske
målsætninger eller pejlemærker.
Fremadrettet arbejde
Arbejdet med beskæftigelsesplanen kobles samtidig til centrets arbejde med at udvikle en
fælles beskæftigelsesfaglighed på tværs af organisationen. Dermed skabes der sammenhæng
mellem beskæftigelsesplanens politiske målsætninger og de faglige tilgange og handlinger,
som medarbejderne anvender i den konkrete beskæftigelsesindsats.
Hvis udvalget beslutter, at der ikke skal udarbejdes en ny beskæftigelsesplan, fortsætter
administrationen arbejdet med de strategier, rammer og styringsredskaber, som udvalget
tidligere har godkendt. Disse vil fortsat danne grundlag for udviklingen og tilrettelæggelsen af
beskæftigelsesindsatsen. Uden en samlet beskæftigelsesplan vil mål, indsatser og
styringsredskaber imidlertid være fordelt på flere dokumenter, hvilket kan gøre det vanskeligere
at skabe et samlet overblik over den politiske retning og sammenhængen mellem
målsætninger, faglig praksis og resultater.
Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Sagen afgøres af
Erhvervs-, Turisme- og Beskæftigelsesudvalget.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende: Nellie Bradsted (V). Som stedfortræder deltog Ole Vive (V).
Kilde: Faxe Kommune, Erhvervs-, Turisme- og Beskæftigelsesudvalget, referat fra mødet mandag 17. august 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.