Besluttet 17. august, RUS-koordinationsgruppen, Faxe
Temamøde i RUS-koordinationsgruppen om unge og stoffer samt status på indsatserne under Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023-2027
RUS-koordinationsgruppen består af Socialudvalget og formændene for relevante fagudvalg. Gruppen skal sikre en helhedsorienteret rusmiddelindsats. Årets tema er forældrevinklen på unge og stoffer med fokus på opioider og kokain.
Kort fortalt
- Hvem
- RUS-koordinationsgruppen, Faxe Kommune
- Hvornår
- Mandag 17. august 2026
- Status
- Besluttet. RUS-koordinationsgruppen drøftede unges brug af opioider, kokain og andre rusmidler med fokus på, hvordan udviklingen kan forebygges, og hvordan forældre og andre nære voksne kan støtte de unge. På baggrund af oplæg fra Birgitte Thylstrup, lektor ved Center for Rusmiddelforskning, og perspektiver fra bl.a. SSP, skoleområdet, ungdomsuddannelser og foreningsområdet drøftede gruppen betydningen af at være opmærksom på alle ændringer i unges adfærd, som kan være tegn på rusmiddelbrug og reagere tidligt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at RUS-koordinationsgruppen drøfter tema om unge og stoffer
samt status på indsatserne under Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023-2027.
Sagsfremstilling
I forbindelse med Socialudvalgets møde den 17. august 2026, afholdes det årlige møde i RUSkoordinationsgruppen. På baggrund af oplæg fra og drøftelser med forskellige fagpersoner,
skal RUS-koordinationsgruppen drøfte og komme med input til arbejdet med indsatserne. I den
sammenhæng kan RUS-koordinationsgruppen foreslå ændringer i handleplan for indsatserne
under Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023-2027. Disse forslag vil efterfølgende blive behandlet på
Socialudvalgets møde i forlængelse RUS-koordinationsgruppens temamøde, hvor
opfølgningen på Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023-2027 skal godkendes.
Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023-2027 er vedlagt som bilag 1. Handleplanen er vedlagt som
bilag 2.
Årets tema: Forældrevinklen på unge og stoffer
Temaet viderefører sidste års fokus på unge og opioider og suppleres med et særskilt fokus på
unges brug af kokain efter Socialudvalgets beslutning (8.6.2026, pkt. 64). Temaet rækker ind i
Faxe Kommunes Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023-2027 og Sundhedspolitik 2021-2026 og det
særlige fokus på unges mentale sundhed og rusmiddelforbrug.
Opioider er fortsat blandt de mest alvorlige rusmidler med høj risiko for afhængighed og
alvorlige forgiftninger, mens kokain i stigende grad ses som et mere tilgængeligt og
normaliseret rusmiddel i dele af ungemiljøet.
Nationale undersøgelser og kommunale erfaringer peger samtidig på, at forældre og andre
nære voksne har stor betydning for unges rusmiddeladfærd. Temamødet sætter derfor fokus
på, hvordan forældre og andre nære voksne kan bidrage til at forebygge tidlig debut og
risikoadfærd.
På temamødet deltager fagpersoner fra bl.a. skoleområdet, SSP, lokale ungdomsuddannelser
samt foreningsområdet, så RUS-koordinationsgruppen kan kvalificere drøftelsen med faglige
perspektiver fra praksisfeltet.
Invitationen og programmet er vedlagt som bilag 3.
Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023-2027 sætter rammen for Faxe Kommunes arbejde med
forebyggelse og indsatser på alkohol- og rusmiddelområdet
Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023-2027 består af fem temaer med i alt 15 tilhørende
indsatsområder.
De fem temaer er:
1. Tværgående organisering af indsatser
2. Kommunens borgerrettede funktioner
3. Kommunens institutioner
4. Ansvarlig udskænkning og trygt natteliv
5. Rådgivning og behandling
Alle indsatser i handleplanen for Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023- 2027 er godt i gang
For at opnå de politisk fastsatte måltal er der igangsat en række indsatser under Alkohol &
Rusmiddelpolitik 2023-2027. Handleplanen er udarbejdet i 2023, og er efterfølgende opdateret
årligt i forbindelse med politisk behandling. Her fremhæves eksempler på indsatser, som
forløber særligt vellykket:
Opioidindsats – national kampagne “Ungdom uden opioider” 2026
Sundhedsstyrelsen har i 2025 og 2026 lanceret nationale kampagner om unge og
opioider med materiale målrettet forældre og unge. Faxe Kommune formidler materialet
via kommunens og Rusmiddelcentrets digitale kanaler med henvisning til information og
rådgivning for forældre, fagpersoner samt fritids-, forenings- og kulturlivet.
SSP-styregruppen er den strategiske ledelsesgruppe i samarbejdet mellem skole,
socialforvaltning og politi, som løbende følger udviklingen blandt børn og unge. På
baggrund af den aktuelle vurdering fra SSP og politiet er der ikke konstateret behov for
en lokal informationsindsats på skoleområdet. Hvis situationen ændrer sig, vil der blive
iværksat relevante indsatser, herunder anvendelse af Sundhedsstyrelsens
kampagnemateriale.
Dataunderstøttet forebyggelse i skole og SSP
Ungeprofilundersøgelsen er en spørgeskemaundersøgelse om børn og unges sundhed,
trivsel og hverdagsliv, som sammen med sundhedsdata anvendes som grundlag for
kommunens forebyggende indsatser. På baggrund af data er det besluttet at styrke
SSP's forældrefokus, herunder gennem obligatoriske oplæg om alkohol og debutalder på
alle skoleafdelinger frem for en generel informationsindsats.
Administrationen har undersøgt, hvorvidt det er muligt at inkludere spørgsmål om
kendskab og brug af opioider m.m. I Ungeprofilundersøgelsen jf. Socialudvalgets
protokollering i august 2025 (Pkt. 78). Ifm. Ungeprofilundersøgelsen kan man åbne for
forskellige pakker af spørgsmål fx om venner, familie, alkohol, kriminalitet osv. Der er
også en pakke, der handler om hårde euforiserende stoffer. Administrationen vil ifm.
næste Ungeprofilundersøgelse tilvælge denne pakke.
Behandling og tidlig indsats - UNG RUS
UNG RUS er et tværgående samarbejde mellem SSP og Rusmiddelcentret, der skal
sikre tidlig opsporing og sammenhængende indsatser for unge med
rusmiddelproblematikker. Samarbejdet omfatter løbende sparring, videndeling og
koordinering.
Tidlig forebyggelse i foreningslivet
Fritids- og foreningslivet spiller en vigtig rolle i den tidlige forebyggelse af alkoholbrug
blandt børn og unge. Der er i den forbindelse gennemført en inspirationsdag med Alkohol
& Samfund samt foreningsworkshop i Haslev i projektet “Mere Fællesskab – Mindre
Alkohol”.
Der er fortsat behov for fokus på unges alkohol- og rusmiddelvaner
Med afsæt i Faxe Kommunes Sundhedsprofil 2021 fastlagde det daværende Socialudvalg seks
politiske mål for alkohol- og rusmiddelområdet. Målene omhandler nedbringelse af
problematisk alkoholforbrug, rusdrikkeri, senere alkoholdebut for unge, alkohol- og stoffrie
miljøer samt reduktion i unges brug af hash og andre euforiserende stoffer.
Målene indgår som en del af Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023-2027 og danner grundlag for den
løbende politiske opfølgning. På baggrund af Sundhedsprofil 2025 fremlægges nedenfor status
på de politiske mål. Sundhedsprofilen 2025 er vedlagt som bilag 3.
1. Andelen af borgere med problematisk alkoholforbrug er stabilt
Sundhedsprofil 2025 for Faxe Kommune viser, at 15,7 % af borgerne har et forbrug over
10 genstande ugentligt. Det ligger på niveau med 2021. Faxe Kommune ligger i den høje
ende blandt kommunerne i Region Sjælland, men udviklingen er stabil. Det politisk
fastsatte mål i Faxe Kommune for 2025 på 12 % er dog ikke nået.
2. Færre borgere rusdrikker – men tendensen er stigende blandt unge
Andelen, der drikker mere end fire genstande ved samme lejlighed (rusdrikker) mindst
ugentligt, er i Sundhedsprofil 2025 for Faxe Kommune opgjort til 6,9 %. I 2021 var det 8,7
%. Andelen er dermed faldet, og det politisk fastsatte mål i Faxe Kommune på 7,5 % er
nået. Der er dog et særligt behov for opmærksomhed på de unge, da knap 20 % af de
16-24-årige i regionen har et forbrug præget af rusdrikkeri i 2025. Det er en markant
stigning fra 2021, hvor 13,1 % af de unge i regionen havde et forbrug præget af
rusdrikkeri.
3. Unge har fortsat tidlig debut med alkohol
Sundhedsprofil 2025 for Faxe Kommune indeholder ikke data, der gør det muligt at
vurdere, om det politisk fastsatte mål i Faxe Kommune om en senere alkoholdebut blandt
unge er nået. Sundhedsprofilen viser dog, at gennemsnitsalderen for alkoholdebut fortsat
ligger mellem 14 og 15 år for størstedelen af de adspurgte unge og yngre voksne. Der er
dermed ikke tegn på, at alkoholdebuten er blevet senere, som det politiske mål tilsigtede.
4. Fortsat behov for at styrke alkohol- og stoffrie miljøer
I Faxe Kommune er der igangsat en række indsatser, der styrker rammen om alkohol- og
stoffrie miljøer, herunder i skoler, dagtilbud og kommunale institutioner samt i
samarbejdet med foreningslivet. Samtidig er der et øget fokus på at understøtte fælles
normer og aftaler i de miljøer, hvor unge færdes. Det kan ikke vurderes, om målet er
opfyldt, da Sundhedsprofil 2025 ikke indeholder data om udviklingen i alkohol- og stoffrie
miljøer. Målet kan derfor ikke følges direkte, men status på handleplanens indsatser
viser, at der fortsat er behov for at styrke de forebyggende miljøer på tværs af
kommunens områder og civilsamfundet.
5. Unges debut med euforiserende stoffer er uændret
Sundhedsprofil 2025 viser, at brugen af hash og andre euforiserende stoffer overordnet
set er stabilt på regionalt niveau og uden tegn på en markant nedgang i de seneste
målinger. I Faxe Kommune havde 2,1 % prøvet hash inden for den seneste måned. Det
kan ikke vurderes, om målet er opfyldt, da Sundhedsprofil 2025 ikke giver grundlag for at
vurdere udviklingen i debutalderen.
Socialudvalget behandler den årlige opfølgning på Alkohol & Rusmiddelpolitik 2023-2027 den
17. august efter RUS-koordinationsgruppens møde.
Ændringer til handleplanen
RUS-koordinationsgruppens årlige møde afholdes i forbindelse med Socialudvalgets møde.
Relevante fagpersoner fra bl.a. skoler inviteres med, så RUS-koordinationsgruppen får
lejlighed til at drøfte de forskellige indsatser sammen med de relevante fagpersoner. Dermed
har RUS-koordinationsgruppen mulighed for at komme med input til arbejdet med indsatserne
og eventuelle forslag til ændringer i handleplan for indsatser jf. Alkohol & Rusmiddelpolitik
2023-2027, som Socialudvalget kan drøfte ifm. behandling af punket.
Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Sagen afgøres af
RUS-koordinationsgruppen.
Beslutning
RUS-koordinationsgruppen drøftede unges brug af opioider, kokain og andre rusmidler
med fokus på, hvordan udviklingen kan forebygges, og hvordan forældre og andre nære
voksne kan støtte de unge.
På baggrund af oplæg fra Birgitte Thylstrup, lektor ved Center for Rusmiddelforskning, og
perspektiver fra bl.a. SSP, skoleområdet, ungdomsuddannelser og foreningsområdet
drøftede gruppen betydningen af at være opmærksom på alle ændringer i unges adfærd,
som kan være tegn på rusmiddelbrug og reagere tidligt.
RUS-koordinationsgruppen anbefaler, at både ungdomsinstitutioner og folkeskoler får en
rolle i forebyggelsen, og at der arbejdes videre med forebyggende tiltag samt med at
inddrage forældre og andre nære voksne i forebyggelsen.
Kilde: Faxe Kommune, RUS-koordinationsgruppen, referat fra mødet mandag 17. august 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.