Besluttet 18. august, Teknik- og Miljøudvalget, Faxe
Orientering om jordforureningsundersøgelse på Slettehavevej
Med denne sag får Teknik- og Miljøudvalget en orientering om jordforureningsundersøgelse på Slettehavevej. I perioden 2014–2017 blev der tilkørt en større mængde jord til et markareal på Slettehavevej.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik- og Miljøudvalget, Faxe Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 18. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget tager orienteringen om
jordforureningsundersøgelsen på Slettehavevej til efterretning.
Tidligere beslutning
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 9. juni 2026, punkt 83:
Udsat til næste møde.
Fraværende: Ingen.
Sagsfremstilling
I perioden 2014–2017 blev der tilkørt en større mængde jord til marken ved Slettehavevej.
Jorden blev anvendt til at hæve terrænet på marken, og der har blandt naboer, medier og
anonyme kilder været bekymringer om jordens renhed. Udvalget blev på mødet 19. august
2025 orienteret om mulighederne for en ny undersøgelse. I forbindelse med
budgetforhandlingerne blev det besluttet, at afsætte en ramme på 78.000 kr. til en
undersøgelse. Midlerne finansieres af Direktionens udviklingspulje.
Undersøgelsen blev foretaget 8.–13. april 2026 og bestod af 18 prøvegravninger, hvorfra der
blev udtaget jordprøver (undersøgelsen er vedhæftet som bilag).
Prøvegravningerne blev udført med en gravemaskine, og der blev gravet til intakt jord. Dette
betyder, at der blev gravet gennem laget af fyldjord, indtil man stødte på det uberørte jordlag.
Den uberørte jord blev fundet i dybden 2,6–3,7 meter.
Fyldjorden består af en sammenblanding af ler, sand og muld med et varierende indhold af
forskellige typer affald. Det er kun en meget lille del af det samlede volumen, der udgøres af
affald.
Affaldet består primært af beton, mursten og tegl samt mindre mængder af andet affald som
f.eks. plast, træ og jern som normalt ikke indeholder forurening. En mindre del består af f.eks.
eternit, klinker, asfalt, slagger og isolering, som er en type affald der kan indeholde forurening.
I de 18 huller blev der udtaget en jordprøve pr. 0,5 meter. Det er ikke alle prøverne som er
blevet analyseret, men fra hvert hul er der udvalgt mindst én prøve, som er blevet analyseret
for forurening. De prøver som er sendt til analyse, er dem som prøvetageren vurderer har
størst risiko for at være forurenet. Vurderingen sker ud fra en visuel vurdering, og en håndholdt
teknisk måling der kan indikere organisk forurening. Alle prøverne gemmes så hvis der findes
kraftig forurening, er det muligt at analysere flere prøver. Prøverne blev efterfølgende
analyseret for kulbrinter (olie), PAH samt tungmetallerne bly, cadmium, chrom, kobber, nikkel
og zink. Dette er de mest almindelige forureningskomponenter, man finder i fyldjord. Derudover
blev 10 af jordprøverne analyseret for klorerede opløsningsmidler.
I alt blev der foretaget 36 analyser. To af jordprøverne havde en overskridelse af
kvalitetskriteriet for cadmium svarende til lettere forurenet jord. Resten af jordprøverne viste
ren jord.
Konklusionen på undersøgelsen er, at der stedvist kan forekomme lettere forurenet jord, men
at det ikke umiddelbart udgør en risiko for grundvandet eller ved kontakt med jorden.
Tidligere undersøgelser
Efter anmodning fra administrationen foretog projektejer i 2017 en mindre undersøgelse med
10 jordprøver. Prøverne blev udtaget fra den jord, som var blevet udlagt på marken, men der
blev ikke gravet til intakt jord. Der blev ikke fundet nogen overskridelser af kvalitetskravene til
ren jord.
I 2019 foretog Faxe Kommune selv en undersøgelse af jorden. Der blev boret til intakt jord,
hvorfra der blev udtaget en prøve pr. halve meter. Der blev foretaget 11 boringer, og 11 prøver
blev sendt til analyse. Der blev ikke fundet overskridelser af kvalitetskravene til ren jord i 10 af
de 11 boringer. I en enkelt boring blev der fundet en lettere forurening med olie, som vurderes
at stamme fra et spild fra en lastbil.
I 2025 blev der foretaget en geofysisk undersøgelse af marken. Der blev ikke fundet tegn på, at
der skulle være gravet jord ned uden for den allerede kendte terrænregulering.
Administrationens vurdering af sagen
Konklusionen af de undersøgelser, som Faxe Kommune har fået foretaget er, at der ikke er
fundet nogen forurening, som er en risiko for miljøet herunder grundvand, drikkevand og
menneskers sundhed.
Undersøgelserne er ikke omfattende nok til, at det kan garanteres, at der ikke er anvendt mere
forurenet jord i terrænreguleringen. Men de er af et omfang, som svarer til et meget grundigt
tilsyn, og resultaterne giver ikke anledning til at tro, at der er nogen væsentlig forurening, som
kan udgøre en trussel for miljøet.
Et evt. påbud til at fjerne den lettere forurening, skal stilles efter jordforureningsloven, og vil
skulle stilles til den som har tilkørt den forurenede jord. Den vognmand som har tilkørt jorden er
konkurs, der er derfor ikke nogen som et evt. påbud vil kunne udstedes til.
Lovgrundlag
Miljøbeskyttelsesloven.
Jordforureningsloven.
Jordflytningsbekendtgørelsen.
Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Sagen afgøres af
Teknik- og Miljøudvalget.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende: Ingen.
Kilde: Faxe Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet tirsdag 18. august 2026, punkt 15. Læs den originale sag hos kommunen.