Faxe
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKøgeLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsTårnbyVallensbækViborgVordingborgAlle kommuner

Besluttet 20. august, Familieudvalget, Faxe

Orientering om ankestatistik for 2025 og 1. kvartal 2026

Familieudvalget har ønsket en særskilt orientering vedrørende omgørelser og hjemvisninger fra Ankestyrelsen for sager afgjort i 2025 og i 1. kvartal 2026. Sagen fremlægges, fordi der omgøres og hjemvises flere sager end tidligere år.

Kort fortalt

Hvem
Familieudvalget, Faxe Kommune
Hvornår
Torsdag 20. august 2026
Status
Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Administrationen indstiller, at Familieudvalget tager orientering om ankestatistik for 2025
og 1. kvartal 2026 til efterretning.

Sagsfremstilling

I denne sag fremlægges ankestatistikken for 2025 samt for 1. kvartal 2026, der orienteres om
eventuelle mønstre i årsager til Ankestyrelsens omgørelser og hjemvisninger, og der oplyses
om handlinger relateret til statistikken.
Ankestyrelsens statistik fremlægges sædvanligvis en gang årligt for Familieudvalget som en
del af nøgletallene. Således fremgår ankestatistikken for 2025 af nøgletallene, som
fremlægges som punkt 69 på dette møde. Data stammer fra Ankestyrelsens talportal.
Fremover fremlægges Ankestyrelsens statistik særskilt for Familieudvalget løbende, når der er
nye data på Ankestyrelsens talportal, således af Familieudvalget kan følge udviklingen af
praksis.
Hvad betyder det, at Ankestyrelsen har hjemvist eller omgjort en sag?
Når en afgørelse efter barnets lov træffes i kommunen, kan borgeren klage over afgørelsen,
som kommunen så sender til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan hjemvise, omgøre eller
stadfæste (fastholde) kommunens afgørelse.
Når Ankestyrelsen hjemviser en sag, sender de den tilbage til kommunen (førsteinstansen),
som skal behandle sagen igen. Kommunen skal tage højde for de elementer, Ankestyrelsen
har peget på, og derefter træffe en ny afgørelse. En hjemvisning betyder også, at den
oprindelige afgørelse er ugyldig og derfor ophæves. Når en afgørelse er ugyldig og ophæves,

betyder det, at den ikke længere har nogen juridisk virkning.
Når Ankestyrelsen omgør en sag, kan det have to betydninger:
Ændring: Ankestyrelsen mener, at afgørelsen skal have et andet resultat. Det kan fx
være fordi den oprindelige afgørelse var forkert, eller fordi Ankestyrelsen har fået nye
oplysninger, som ikke var med i den oprindelige vurdering.
Ophævelse: Ankestyrelsen vurderer, at afgørelsen er ugyldig. Det betyder, at afgørelsen
ikke længere gælder, og at borgeren skal stilles, som om afgørelsen aldrig var truffet.
Når en sag omgøres, er årsagen generelt set fejl og/eller mangler ved afgørelserne.
Når en sag stadfæstes, er Ankestyrelsen enig i kommunens afgørelse.
Ankestatistik for 2025 sammenlignet med forrige år og sammenlignet med landsplan
Ankestatistikken fremgår af Ankestyrelsens talportal på internettet, hvor tal på afgørelser og
afgørelsestyper fordelt på lovgivninger, paragraffer, kommuner, kvartaler og år kan trækkes af
alle, der har interesse heri. Tallene offentliggøres og sendes også i høring hos kommunerne.
Tallene for 2. kv. 2026 forventes offentliggjort medio august 2026. Ankestyrelsen sender også
alle afgørelser til administrationen, som registrerer og journaliserer dem både i en samlet sag til
intern statistik og på de enkelte sager i DUBU.
Nedenfor fremgår statistik vedrørende sager på familieområdet, som er behandlet af
Ankestyrelsen.
Der er sket et fald i stadfæstelsesprocenten, der er faldet fra 56,1 % i 2024 til 32,3 % i
2025. Dette placerer Faxe Kommune 12,5 procentpoint under landsgennemsnittet på
44,8 % og giver kommunen en samlet 84. plads blandt landets 98 kommuner. Jo højere
stadfæstelsesprocent, jo mere korrekte afgørelser træffer kommunen i første omgang.
Der er sket et fald i ændrings-/ophævelsesprocenten fra 12,2 % i 2024 til 7,5 % i 2025,
men der er til gengæld sket en markant stigning i hjemvisningsprocenten, der er steget
fra 37,7 % i 2024 til 60,2 % i 2025. En stigning i hjemvisningsprocenten kan betyde, at
Ankestyrelsen finder, at sagen ikke er oplyst godt nok.
Ovenstående udvikling er ikke kun gældende for Faxe Kommune, men ses også på landsplan.
Ankestyrelsens omgørelsesprocent på socialområdet samlet set stiger, hvoraf et meget stort
antal af sagerne hjemvises. Danmarkskort over omgørelser fremlægges på Familieudvalgets
møde i september. Heraf fremgår tal på landsplan.
Af bilag 1 fremgår tallene som en graf.
Udvikling i ankestatistikken for 1. kvartal 2026 går den forkerte vej
Ankestatistikken for 1. kvartal 2026 viser, at udviklingen ikke er vendt endnu, men at der også i
første kvartal af 2026 er en høj hjemvisningsprocent (60 %). Udviklingen er ikke jævnt fordelt
på tværs af sagsområder.
Der bør være varsomhed med at lægge for stor vægt på kvartalsdata isoleret set, da relativt få

sager kan flytte procenterne op eller ned. Det ændrer dog ikke ved, at tallene fortsat giver
anledning til et styrket fokus på Ankestyrelsens afgørelser, og tallet følges derfor tæt, lige som
der også arbejdes med statistisk overblik over afgørelserne.
Hvorfor omgør eller hjemviser Ankestyrelsen sagerne?
I hver afgørelse fra Ankestyrelsen fremgår de konkrete forhold, der ligger til grund for, at
Ankestyrelsen stadfæster, hjemviser, ændrer eller ophæver kommunens afgørelse.
En væsentlig del af hjemvisningerne skyldes formelle fejl i sagsbehandlingen, særligt
manglende børneinddragelse og utilstrækkelig sagsoplysning. Ankestyrelsens afgørelser viser
samtidig, at ændringer og ophævelser også kan skyldes materielle vurderingsfejl og
forvaltningsretlige kompetencespørgsmål (Fx fejl i selve vurderingen og fejlagtigt tolkning af
hvem, der kan træffe visse afgørelser).
De væsentligste fejltyper er:
manglende børneinddragelse i overensstemmelse med barnets lov § 5, herunder
manglende tilvejebringelse og inddragelse af barnets synspunkter,
utilstrækkelig sagsoplysning, herunder manglende indhentelse og vurdering af relevante
oplysninger i overensstemmelse med officialprincippet (myndighedens oplysningspligt),
forvaltningsretlige kompetencefejl, hvor kommunen træffer afgørelse i en sag, efter at den
er oversendt til Ankestyrelsen, og kompetencen derfor midlertidigt tilkommer
klageinstansen, og
mangelfuld håndtering af nye væsentlige oplysninger under klagesagsbehandlingen,
herunder manglende reel genvurdering af sagen.
Til illustration af Ankestyrelsens afgørelser præsenteres Familieudvalget for fem eksempler
afgørelser i den form, som administrationen modtager dem. Afgørelserne er udvalgt, fordi de
illustrerer væsentlige juridiske problemstillinger, som ligger bag Ankestyrelsens afgørelser.
De afgørelser, som Familieudvalget præsenteres for, er sager, hvor Ankestyrelsen hjemviser
Faxe Kommunes afgørelse. Afgørelserne er fordelt på tabt arbejdsfortjeneste, merudgifter og
valg af anbringelsessted. For de udvalgte eksempler gælder at:
Faxe Kommune træffer afgørelse i januar 2025, og Ankestyrelsen sender deres afgørelse
i marts 2026.
Faxe Kommune træffer afgørelse i maj 2024 og Ankestyrelsen sender deres afgørelse i
juni 2025.
Faxe Kommune træffer afgørelse i april 2024 og Ankestyrelsen sender deres afgørelse i
april 2025.
Faxe Kommune træffer afgørelse i december 2024 og Ankestyrelsen sender deres
afgørelse i marts 2025.
Faxe Kommune træffer afgørelse i august 2023 og Ankestyrelsen sender deres afgørelse
i januar 2026.

Det kan ikke ses af afgørelserne, hvornår borgerne har indsendt klagen til Ankestyrelsen, men
hvis der ses på tiden fra Faxe Kommune træffer afgørelse og til Ankestyrelsen træffer
afgørelse i sagen, ligger Ankestyrelsens sagsbehandlingstid på mellem fire og 30 måneder
med et gennemsnit på 15 måneder.
Hvilke forklaringer kan der være på udviklingen i ankestatistikken?
Barnets lov trådte i kraft den 1. januar 2024 og i kommunerne har man ventet på, at
Ankestyrelsen ville træffe de første afgørelser i konkrete sager samt offentliggøre
principmeddelelser. Ankestyrelsen udsender og offentliggør visse afgørelser i anonymiseret
form som principmeddelelser, som kommunerne skal anvende ved afgørelser i tilsvarende
sager. Ankestyrelsens afgørelser er dermed med til at definere rammer og retning for
lovgivningen. Der ligger pr. medio juni 2026 17 principafgørelser efter barnets lov på
Ankestyrelsens hjemmeside. Ankestyrelsen har ikke kunnet lægge en linje for anvendelse af
barnets lov, før der har været påklaget afgørelser truffet efter barnets lov. Dette kan være en
lille del af forklaringen på, at antallet af omgørelser og hjemvisninger er stigende både i Faxe
Kommune og på landsplan. Samtidig har Ankestyrelsen en forholdsvis lang
sagsbehandlingstid, afhængig af klagen og sagens omfang mv.
Imidlertid viser ankestatistikken en markant og utilfredsstillende stigning i antallet af hjemviste
sager. Fejlene ses især i sager om merudgifter (§ 86), hvor der er 15 hjemvisninger, og tabt
arbejdsfortjeneste (§ 87), hvor der er 24 hjemvisninger i 2025. Disse udgør 64 % af alle
hjemvisninger i 2025.
Udviklingen skal ses i sammenhæng med, at det i 2025 ikke har været muligt for
børnehandicapområdet i Faxe Kommune at tilpasse praksis tilstrækkeligt hurtigt i takt med
Ankestyrelsens afgørelser og praksisændringer. Særligt på børnehandicapområdet har
afdelingen været præget af et betydeligt ressource- og personalepres, hvor det i perioder har
været svært at løse driftsopgaver. Dette har haft direkte betydning for kvaliteten i
sagsbehandlingen og muligheden for at følge op på verserende klagesager.
Hvad skal være med til at håndtere udviklingen?
Administrationen ser med stor alvor på udviklingen og har iværksat en række tiltag med henblik
på at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen og nedbringe antallet af hjemvisninger, som:
Der arbejdes målrettet og vedvarende med den politisk vedtagede udviklingsplan, hvor
der er et stort fokus på styrkelse af retssikkerhed, lovmedholdelighed, høj kvalitet i
sagsprocesser og afgørelser samt et særligt fokus på børneinddragelse.
Deltagelse i et Task Force-forløb er i gang, og som led heri ydes faglig understøttelse og
udvikling i et formaliseret samarbejde med Ankestyrelsen, Social- og Boligstyrelsen samt
VISO. Der har bl.a. været fokus på arbejdsgange for systematisk inddragelse af barnet.
Der er igangsat en målrettet indsats for at gennemgå og berigtige sager, som enten er
hjemvist eller ikke er blevet behandlet rettidigt. Indsatsen skal sikre borgernes
retssikkerhed, at fejl rettes og at sager afsluttes fagligt korrekt.
Der arbejdes fokuseret med styrket faglig ledelse og kvalitetssikring systematisk gennem

fx hyppigere ledelsestilsyn, tættere faglig sparring fra teamlederne, standarder og
skabeloner, der guider rådgiverne.
Dog er det forventningen, at effekten af de tiltag, der er iværksat omkring fx sagskvalitet,
afgørelsesskabeloner, undervisning og prøvehandlinger i regi af udviklingsplanen samt
organisationsændringen, først kan aflæses i Ankestyrelsens statistik i 2027-2028, fordi sagerne
først skal påklages og derefter gennem Ankestyrelsens behandling.

Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Sagen afgøres af
Familieudvalget.

Beslutning

Taget til efterretning.
Fraværende: Ingen.

Kilde: Faxe Kommune, Familieudvalget, referat fra mødet torsdag 20. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.