Besluttet 10. september, Senior- og Sundhedsudvalget, Fredericia
Orienteringssag: Introduktion til træning og forebyggelse
Formålet med sagen er at give en samlet orientering om området "Træning og Forebyggelse" forankret i Senior og Sundhed i Fredericia Kommune. Områdeleder for Træning og Forebyggelse deltager på mødet.
Kort fortalt
- Hvem
- Senior- og Sundhedsudvalget, Fredericia Kommune
- Hvornår
- Torsdag 10. september 2026
- Status
- Besluttet. 1. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Afdelingen for Træning og Forebyggelse varetager kommunens indsatser inden for genoptræning, rehabilitering og forebyggelse med det formål at understøtte borgernes funktionsevne, sundhed og mulighed for at leve et selvstændigt liv.
Afdelingens opgaver er forankret i Sundhedslovens §§ 140 og 119 samt Servicelovens § 86 og Ældreloven. Opgaverne omfatter blandt andet genoptræning efter sygehusophold, genoptræning efter funktionstab uden forudgående sygehusindlæggelse, patientrettet og borgerrettet forebyggelse samt vederlagsfri fysioterapi.
Afdelingen er forpligtet til at tilbyde genoptræningsforløb for borgere med en genoptræningsplan fra sygehuset og for borgere med et funktionstab uden forudgående sygehusindlæggelse. Afdelingen har et tæt samarbejde med idrætsforeninger og samarbejder også med frivillige og patientforeninger for at understøtte borgernes fortsatte aktivitet og deltagelse i fællesskaber efter afsluttet træning.
Derudover varetager afdelingen koordination af komplekse forløb, herunder for borgere med erhvervet hjerneskade, i tæt samarbejde med blandt andet Jobcentret og handicapområdet.
På forebyggelsesområdet tilbyder afdelingen både patientrettede og borgerrettede indsatser, herunder f.eks rygestopforløb, forebyggende alkoholsamtaler og mentale trivselsforløb i samarbejde med Jobcentret.
I forbindelse med sundhedsreformen vil ansvaret for den patientrettede forebyggelse blive overdraget til regionen pr. 1. januar 2027. Region Syddanmark og Sygehus Lillebælt ønsker imidlertid, at Lillebæltkommunerne – herunder Fredericia Kommune – fortsat varetager driften af den patientrettede forebyggelse. Der er derfor indgået en horisontal samarbejdsaftale, som byrådet godkendte den 27. marts 2026. Tilbuddet fortsætter organisatorisk i Træning og Forebyggelse på Fredericia Sundhedshus.
Økonomiske konsekvenser Ingen. Vurdering Ingen.
Indstilling
Forvaltningen indstiller til Senior- og Sundhedsudvalget at: 1. Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
1. Taget til efterretning.
Kilde: Fredericia Kommune, Senior- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet torsdag 10. september 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.