Besluttet 10. august, Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, Frederiksberg
Beslutning om optagelse af navne i plads- og vejnavnebanken og beslutning om navngivning af konkrete placeringer
Miljø- og Trafikudvalget får forelagt denne sag med henblik på at beslutte, hvilke navne fra den supplerende liste der skal optages i kommunens plads- og vejnavnebank.
Kort fortalt
- Hvem
- Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, Frederiksberg Kommune
- Hvornår
- Mandag 10. august 2026
- Status
- Besluttet. Miljø- og Trafikudvalget godkendte at navngive sankehaven ved John Winthers Plads Dortheas Have, og at navngivningen sker i forbindelse med kollegiets jubilæum i efteråret 2026 (jf. indstillingspind 2). Udvalget udsatte sagen i øvrigt, herunder stillingtagen til sagens indstillingspind 1, 3 og 4.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Miljø- og Trafikudvalget
1. beslutter, at de foreslåede navne fra den supplerende liste optages i plads- og vejnavnebanken,
2. godkender at navngive sankehaven ved John Winthers Plads Dortheas Have, og at navngivningen sker i forbindelse med kollegiets jubilæum i efteråret 2026, og
3. beslutter, om trekantspladsen mellem Laurids Bings Allé og Carl Feilbergs Vej opkaldes efter Grethe Andersen eller Otto Nielsen.
4. drøfter om retningslinjer for navngivning af pladser og veje i Frederiksberg Kommune skal opdateres i henhold til det foreslåede.
Overskrift
Beslutning om optagelse af navne i plads- og vejnavnebanken og beslutning om navngivning af konkrete placeringer
Anledning
Frederiksberg Kommune har en plads- og vejnavnebank (bilag 1), der indeholder forslag til personer, som veje og pladser på Frederiksberg kan opkaldes efter. Alle navnene i plads- og
vejnavnebanken er godkendt af Miljø- og Trafikudvalget. Som tillæg til plads- og vejnavnebanken er der en supplerende liste (bilag 2) med navne, som f.eks. borgere, kommunalbestyrelsesmedlemmer eller forvaltningen har foreslået bliver optaget i plads- og vejnavnebanken. Det er navne fra den supplerende liste, som udvalget med denne sag skal tage stilling til, om skal optages i plads- og vejnavnebanken.
Den vedhæftede plads- og vejnavnebank indeholder 31 navne. Der er besluttet en konkret placering til fire af disse navne.
Retningslinjer Forvaltningen forhåndsreserverer løbende navne som medlemmer af kommunalbestyrelsen beder forvaltningen om at reservere, såfremt personen har særlig tilknytning til Frederiksberg, da kommunen ellers risikerer, at navnet bliver reserveret af en nabokommune og ikke kan bringes til anvendelse på Frederiksberg. Der henvises reglerne i Adressebekendtgørelsens stk. 2: ”Et nyt vejnavn må ikke fastsættes, når det samme eller et næsten enslydende vejnavn allerede er reserveret, jf. § 8, eller fastsat for en anden navngiven vej inden for en radius af 15 km.”
Som retningslinjerne på Frederiksberg (bilag 3) er i dag, kan navne, der refererer til personer, tidligst benyttes et år efter pågældende person er afgået ved døden. Det er dog muligt at foreslå og optage navne i kommunens plads- og vejnavnebank, inden det år er gået. I skrivende stund er hjerneforsker Peter Lund Madsen, det eneste navn, der afventer udløb af dette år.
Optag fra den supplerende liste Forvaltningen modtager løbende forslag fra f.eks. borgere og foreninger i byen. Disse forslag fremgår ikke af den vedhæftede plads- og vejnavnebank, idet de ikke er politisk godkendt. Navnene fremgår i stedet af den supplerende liste som udvalget med denne sag skal tage stilling til.
Forvaltningen anbefaler i vid udstrækning, at de navne, der allerede findes i plads- og vejnavnebanken, prioriteres. Det skyldes dels, at der allerede er et større antal navne i banken, og at det må forventes, at der over årene kommer flere relevante navne til. Dels at flere af de foreslåede personer ikke vurderes at have haft en større betydning for hverken Frederiksberg som by eller Danmark, ligesom det ikke er navne, der er kendt af den almene dansker. Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at udvalget drøfter om retningslinjer for navngivning af pladser og veje i Frederiksberg Kommune (bilag 3) skal opdateres bl.a. med henblik på at se om navne, der ikke er blevet anvendt på en lokalitet skal udgå efter en årrække på for eksempel 10 år, også kaldet 'solnedgangsklausul'. Herudover foreslår forvaltningen at navne fra listen, der er blevet anvendt inden for en radius af 15 km. udgår fra listen, da de dermed ikke vil kunne anvendes som vejnavn. Det skal hertil bemærkes, at et navn, der evt. tages af listen, vil kunne forslås tilføjet til listen igen på et senere tidspunkt.
Forvaltningen anbefaler dog, at følgende navne overføres fra den supplerende liste til pladsog vejnavnebanken, idet de vurderes at have en særlig tilknytning og betydning for Frederiksberg og/eller af national betydning:
Johannes Møllehave
Birgitte Price
Dorthea Hassager
4. maj/Hassager kollegiet har henvendt sig til borgmesteren samt forvaltningen med ønske om, at sankehaven ved John Winthers Plads navngives Dortheas Have efter Dorthea Hassager, der testamenterede sin ejendom på Frederiksberg Bredegade 13 til oprettelsen af et studenterhjem for 10 studerende. Ved ejendommen havde Dorthea Hassager anlagt en stor have, der strakte sig hele vejen ned til Andebakkestien.
Status på politiske beslutninger Nedenfor oplistes de beslutninger Miljø- og Trafikudvalget har taget i forhold til navngivning af konkrete placeringer samt status herpå.
Helle Virkners Plads på Den Grønne Sti v. Howitzvej: Indvielse planlægges i sensommeren / efteråret 2026
Louise Conrings Plads på Den Grønne Sti v. Diakonissestiftelsen: Indvielse afholdes i september 2026.
Niels Kjærbøllings Plads ved Zoologisk Haves indgang: Indvielse i dialog med Zoologisk Have
Lone Dybkjærs Have i Allégadeanlægget: Indvielse afholdes i foråret 2027
Digterlunden i Allégadeanlægget: Skiltene opsættes primo oktober 2026
Navngivning af trekantspladsen mellem Laurids Bings Allé og Carl Feilbergs Vej
Forvaltningen foreslår, at udvalget træffer beslutning om, hvem trekantspladsen mellem Laurids Bings Allé og Carl Feilbergs Vej opkaldes efter. Forvaltningen kan efter en gennemgang af plads- og vejnavnebanken foreslå Grethe Andersens Plads. Grethe Andersen var viceborgmester i perioden 1. november 1982-31. december 1993, og kan dermed være en pendant til borgmester Godskesen, som pladsen op til er opkaldt efter. Forvaltningen kan ligeledes foreslå, at pladsen opkaldes Otto Nielsens Plads, da den danske tegner og maler boede en årrække på Carl Feilbergs Vej. Oprindeligt er det foreslået, at pladsen foran Lindevangs Kirke opkaldes efter Otto Nielsen, men da denne er navngivet Lindevangs Kirkeplads, vurderer forvaltningen ikke, at dette er aktuelt.
Anbefaling
Forvaltningen anbefaler, at udvalget beslutter, hvilke navne fra den supplerende liste der skal optages i plads- og vejnavnebanken. Forvaltningen anbefaler derudover, at forslaget fra 4. maj/Hassager kollegiet om at navngive sankehaven ved John Winthers Plads imødekommes, idet placeringen er oplagt og Dorthea Hassager havde en markant betydning for Frederiksberg. Forvaltningen anbefaler ligeledes, at udvalget beslutter, om trekantspladsen mellem Laurids Bings Allé og Carl Feilbergs Vej opkaldes efter Grethe Andersen eller Otto Nielsen. Herudover anbefaler forvaltningen, at udvlaget drøfter om retningslinjer for navngivning af pladser og veje skal opdateres i henhold til det foreslåede.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Borgmesterpåtegning Nej Behandling Miljø- og Trafikudvalget
Beslutning
Miljø- og Trafikudvalget
godkendte at navngive sankehaven ved John Winthers Plads Dortheas Have, og at navngivningen sker i forbindelse med kollegiets jubilæum i efteråret 2026 (jf. indstillingspind 2).
Udvalget udsatte sagen i øvrigt, herunder stillingtagen til sagens indstillingspind 1, 3 og 4.
Kilde: Frederiksberg Kommune, Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.