Frederiksberg
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 10. august, Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, Frederiksberg

Forslag til beslutning fra kommunalbestyrelsesmedlemmerne Nikolaj Bøgh og Merete Winther Hildebrandt om at hele eller en del af Julius Thomsens Plads skal omdøbes til Holger Danskes Plads

Der er stillet forslag om at hele eller dele af Julius Thomsens Plads skal ændre navn til Holger Danskes Plads.

Kort fortalt

Hvem
Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, Frederiksberg Kommune
Hvornår
Mandag 10. august 2026
Status
Besluttet. Miljø- og Trafikudvalget udsatte sagen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Miljø- og Trafikudvalget
indstiller til Magistraten ikke at tiltræde forslaget, om at hele eller en del af Julius Thomsens Plads skal omdøbes til Holger Danskes Plads, idet det nuværende navn indgår i et tema for områdets navngivning.
Overskrift
Forslag til beslutning fra kommunalbestyrelsesmedlemmerne Nikolaj Bøgh og Merete Winther Hildebrandt om at hele eller en del af Julius Thomsens Plads skal omdøbes til Holger Danskes Plads
Anledning
Kommunalbestyrelsen oversendte den 18. maj 2026 følgende forslag til beslutning fra kommunalbestyrelsesmedlemmerne Nikolaj Bøgh og Merete Winther Hildebrandt om at hele eller en del af Julius Thomsens Plads skal omdøbes til Holger Danskes Plads
"Det Konservative Folkeparti foreslår, at området ved Forum, hvor Holger Danskemonumentet er opstillet, omdøbes til Holger Danskes Plads.
Begrundelse Den 9. april 2026 indviedes første del af Holger Danske-monumentet ved Forum i form af en statue af Holger Danske-sabotøren Max Bæklund, der bærer sprængstoffet ind i Forum forud

for sprængningen af Forum den 24. august 1943. Det er planen, at monumentet senere skal suppleres med bl.a. to montrer, som formidler hele modstandsgruppen Holger Danskes historie. Holger Danske er den af de store modstandsgrupper, som havde den nærmeste tilknytning til Frederiksberg, og en stor del af gruppens sabotageaktioner, stikkerlikvideringer m.m. fandt sted på Frederiksberg. Gruppens sprængning af Forum den 24. august 1943 er en afgørende begivenhed i den danske modstandsbevægelses historie og et helt centralt led i den kæde af begivenheder, der førte til samarbejdspolitikkens fald den 29. august 1943. At opkalde pladsen, hvor Holger Danske-monumentet er opstillet, efter modstandsgruppen, vil medvirke til at styrke bevidstheden om besættelsestidens historie og i særlig grad den del af den, som har den nærmeste tilknytning til Frederiksberg. I dag er hele pladsen opkaldt efter kemikeren Julius Thomsen, som imidlertid har både en plads og en gade opkaldt efter sig i området. Det vurderes derfor rimeligt, at enten hele Julius Thomsens Plads, eller den del af den, som ligger tættest på Rosenørns Allé, hvor Holger Danske-monumentet er opstillet, fremover kan kaldes for Holger Danskes Plads."
Bemærkninger til forslaget
Kommunalbestyrelsen vedtog i 2020 de nuværende retningslinjer for navngivning af veje og pladser i Frederiksberg Kommune (bilag 1). Retningslinjerne tilskriver, at der som udgangspunkt ikke ændres eksisterende plads- eller vejnavne, og at det alene kan ske, hvis der er særligt tungtvejende grunde hertil. Forvaltningen kan desuden oplyse, at kvarterets veje og pladser er opkaldt efter videnskabsfolk, opfindere og professorer bl.a. H.C. Ørsted (fysiker, kemiker og farmaceut), Worsaae (arkæolog), Adolph Steen (matematiker) og altså Julius Thomsen (kemiker).
Der er i april 2026 opsat et Holger Danske Monument i et haverum i pladsens nordlige ende, der markerer historien om Holger Danske gruppen og den landskendte sabotageaktion mod Forum.
En omdøbning af hele pladsen vil medføre adresseændring for flere på pladsen, herunder Niels Brock Innovationsgymnasium. Selvom det foreslåede navn vil flugte godt med pladsens historie, vurderer forvaltningen, at en adresseændring vil være til stor gene for uddannelsesinstitutionen og erhvervsdrivende m.fl. med adresse på Julius Thomsens Plads, hvis hele pladsen omdøbes.
Ved at navngive dele af Julius Thomsens Plads vil udfordringen med adresseændring kunne undgås. Som eksempel kan nævnes Bent Fabricius-Bjerres Plads, der blev navngivet i 2022. Pladsen ligger midt på Solbjerg Plads, hvor blandt andet CBS har adresse. Med navngivningen af Bent Fabricius-Bjerres Plads blev ejendomme ikke berørt af adresseændring.
Historisk set er navneændringer af byens veje sket før år 1900, men der er enkelte eksempler i nyere tid, som f.eks. Stæhr Johansens Vej, der indtil 1997 hed Fabriksvej og, som nævnt ovenfor, Bent Fabricius-Bjerres Plads.
Anbefaling
Forvaltningen anbefaler, at forslaget ikke tiltrædes, idet det nuværende navn indgår i et samlet

tema i området, hvor veje og pladser er opkaldt efter videnskabsmænd, ligesom det vil være til gene for dem med adresse på pladsen, hvis hele pladsen omdøbes. Bevillingsmæssige konsekvenser Der er ingen bevillingsmæssige konsekvenser af sagen. Borgmesterpåtegning Nej Behandling Miljø- og Trafikudvalget, Magistraten, kommunalbestyrelsen

Beslutning

Miljø- og Trafikudvalget
udsatte sagen.

Kilde: Frederiksberg Kommune, Miljø- og Trafikudvalget 2026-29, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.