På dagsordenen 26. oktober, Magistraten 2026-29, Frederiksberg
Valg af selskabsform for IT29
De 29 kommuner i IT29 skal træffe beslutning om selskabsformen for den fælles ITserviceorganisation.
Kort fortalt
- Hvem
- Magistraten 2026-29, Frederiksberg Kommune
- Hvornår
- Mandag 26. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet mandag 26. oktober 2026. Du finder dem på frederiksberg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Magistraten
indstiller til kommunalbestyrelsen at godkende, at IT29 etableres som et
aktieselskab (A/S).
Anledning
Regeringen og KL har i økonomiaftalerne for 2026 og 2027 aftalt, at kommunernes basale itdrift i forhold til server- og netværksinfrastruktur skal samles i fælleskommunale ITdriftsenheder, kaldet IT-serviceorganisationer. De nye enheder skal være etableret som
selskaber senest den 1. januar 2027. Det er desuden ambitionen fra Regeringen og i
økonomiaftalerne, at IT-serviceorganisationerne på et senere tidspunkt også skal overtage
større dele af kommunernes almindelige IT- service. Regeringen og KL vil gå i videre dialog om
den konkrete indfrielse frem mod økonomiaftalen for 2028. Formålet er at styrke
cybersikkerheden, gennem professionalisering, øget specialisering og større faglige miljøer.
Kommunerne i Region Hovedstaden ekskl. Københavns og inkl. Solrød Kommuner har
besluttet at etablere IT-serviceorganisationen IT29. For Frederiksberg Kommunes
vedkommende godkendte kommunalbestyrelsen dette på møde den 18. maj 2026,
dagsordenspunkt nr. 111. Valg af selskabsform er en nødvendig forudsætning for det videre
stiftelsesarbejde. Der skal derfor træffes beslutning om valg af selskabsform for IT29.
Anbefaling
En enig kommunaldirektørkreds for de 29 kommuner anbefaler, at IT29 etableres som et
aktieselskab (A/S).
Både et aktieselskab (A/S) og et § 60-fællesskab (I/S) kan levere de opgaver, der ligger i
kommunernes basale it-drift og på et senere tidspunkt den almindelige IT- service. På
baggrund af en juridisk gennemgang, baseret på input fra PwC, Kammeradvokaten og KL,
vurderer forvaltningen, at A/S-modellen giver de bedste rammer for etablering og udvikling af
IT29. Vurderingen bygger blandt andet på hensyn til fleksibilitet ved udvidelse af
opgaveporteføljen, mulighederne for fleksibel indfasning af kommunerne, den administrative
drift samt økonomiske forhold vedrørende selskabsskat, moms og energiafgifter. Der lægges
særligt vægt på tre forhold.
Et A/S giver større fleksibilitet i forhold til nye opgaver, som er intentionen fra Regeringen
og i økonomiaftalerne. Hvis kommunerne på et senere tidspunkt skal udvide IT29's
opgaveportefølje, kan dette som udgangspunkt ske inden for selskabets eksisterende
rammer. I et I/S vil ændringer oftere kræve vedtægtsændringer og efterfølgende
godkendelse af Ankestyrelsen.
Et A/S har bedre muligheder for en fleksibel indfasning af opgaverne fra de 29
kommuner. Kommunerne har forskellige udgangspunkter for opgaveoverdragelsen,
hvilket har praktisk betydning for etableringsfasen. A/S- modellen giver mulighed for at
tilrettelægge indfasningen aftalebaseret og justere den løbende.
A/S-modellen vurderes samlet set at give enklere rammer for den daglige drift af
organisationen og personaleadministration. Selvom et A/S skal håndtere selskabsskat og
moms, indebærer modellen færre bindinger i forhold til den fremtidige opgaveudvikling og
giver det bedste grundlag for virksomhedens drift.
Fordelene ved et I/S er blandt andet, at selskabet ikke betaler selskabsskat, og at ydelser til
ejerkommunerne kan leveres uden moms. Omvendt giver et I/S mindre fleksibilitet ved
ændringer i opgaveporteføljen, ejerforhold og indfasning af opgaverne fra kommunerne.
De fire øvrige IT-serviceorganisationer har på nuværende tidspunkt valgt selskabsform.
Midtjysk IT-fællesskab, som minder mest om os i størrelse, har valg A/S. Det har Kommunerne
i Region Sjælland også, mens kommunerne i hhv. Nordjylland og Syddanmark har valgt I/S.
På baggrund af en samlet vurdering vurderer forvaltningen, på linje med de øvrige 28
kommuners forvaltninger, at fordelene ved A/S-modellen vejer tungest.
En mere detaljeret oversigt med fordele og ulemper ved A/S og I/S er vedlagt som bilag 1.
Indflydelse og styringsmæssige forhold
Valget mellem A/S og I/S i denne sag tager alene stilling til den juridiske selskabsform.
Valget mellem A/S og I/S har ikke betydning for kommunernes indflydelse på selskabet
gennem repræsentation på generalforsamlingen (øverste myndighed i et aktieselskab) og
sammensætningen af bestyrelsen (den øverste ledelse af selskabet). Spørgsmål om
bestyrelsessammensætning, stemmeandele og ejerandele m.v. vil blive forelagt
kommunalbestyrelsen i en særskilt sag i november. Kommunalbestyrelsen tager med denne
sag således alene stilling til valg af selskabsform.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Kilde: Frederiksberg Kommune, Magistraten 2026-29, dagsorden fra mødet mandag 26. oktober 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.