Gladsaxe
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 15. september, Handicaprådet, Gladsaxe

Drøftelse af Handicapparkering

Garbie Solvang Jørgensen, teamleder for Trafik- og Mobilitet i By- og Miljøforvaltningen, holdt et oplæg om handicapparkering. Oplægget er vedlagt som bilag 1. Garbie fortalte blandt andet, at der er udarbejdet et kort over handicapparkeringspladser på offentlig vej, som borgere kan benytte.

Trafik og cyklerDet sociale

Kort fortalt

Hvem
Handicaprådet, Gladsaxe Kommune
Hvornår
Tirsdag 15. september 2026
Status
Besluttet. Garbie Solvang Jørgensen, teamleder for Trafik- og Mobilitet i By- og Miljøforvaltningen, holdt et oplæg om handicapparkering. Oplægget er vedlagt som bilag 1. Garbie fortalte blandt andet, at der er udarbejdet et kort over handicapparkeringspladser på offentlig vej, som borgere kan benytte. Garbie orienterede også om, at kommunen har fået et system, der gør det muligt at kontrollere gyldigheden af handicapparkeringskort.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Beslutning

Garbie Solvang Jørgensen, teamleder for Trafik- og Mobilitet i By- og Miljøforvaltningen, holdt et oplæg om handicapparkering. Oplægget er vedlagt som bilag 1.
Garbie fortalte blandt andet, at der er udarbejdet et kort over handicapparkeringspladser på offentlig vej, som borgere kan benytte. Garbie orienterede også om, at kommunen har fået et system, der gør det muligt at kontrollere gyldigheden af handicapparkeringskort. Fra 2026 er det derfor indført, at de kommunale parkeringsvagter kontrollerer gyldigheden af handicapparkeringskort og kontakter politiet, hvis et kort ikke er gyldigt. Der er fundet flere ugyldige handicapparkeringskort både på handicapparkeringspladser og på almindelige parkeringspladser på offentlig vej. Forvaltningen opfordrede til, at borgere skriver til parkering@gladsaxe.dk, hvis de oplever eller har mistanke om, at nogen holder ulovligt på handicapparkeringspladser. Angiv gerne tidspunkt og sted, så kommunen har mulighed for at komme ud og kontrollere forholdet.
Der blev også opfordret til at anvende Tip Gladsaxe som app eller på kommunens hjemmeside, hvis man oplever udfordringer med fx parkeringsforhold, problemer med afmærkning på veje m.v. Det er også muligt at skrive til veje@gladsaxe.dk
Handicaprådet drøftede oplægget og havde bl.a. følgende spørgsmål og bemærkninger:
Det blev drøftet, at der er udfordringer med etablering af handicapparkeringspladser i boligorganisationerne. Medlemmer af Handicaprådet gjorde opmærksom på, at mange boligorganisationer ikke vælger at etablere handicapparkeringspladser, og at forslag herom ofte nedstemmes i beboerdemokratiet. Garbie oplyste, at forvaltningen er opmærksom på problemstillingen og er i dialog med boligorganisationerne. Handicaprådet opfordrede forvaltningen til at lægge større pres på de boligorganisationer, der afviser at etablere handicapparkeringspladser. Der var desuden en drøftelse af, at boligorganisationer efter lovgivningen er forpligtet til at give tilladelse til etablering af ladestandere, når der er et behov, mens der ikke er et tilsvarende krav om etablering af handicapparkeringspladser.
Der blev spurgt til stigningen i antallet af ansøgninger om handicapparkeringspladser reserveret til en specifik nummerplade. Forvaltningen kender ikke de præcise årsager til udviklingen, men formoder, at den blandt andet hænger sammen med stigningen i antallet af aktive handicapparkeringskort samt det generelle pres på parkeringspladser.
Der blev også spurgt til årsagerne til, at borgere får afslag på ansøgninger om etablering af en handicapparkeringsplads til en specifik nummerplade. Afslag skyldes ofte, at det vurderes, at der er mulighed for at etablere en handicapparkeringsplads på egen grund eller via boligforeningen. Her kan nogle borgere opleve udfordringer, hvis boligorganisationen ikke ønsker at etablere pladsen. Andre afslag gives, fordi det vurderes, at borgeren ikke har et

tungovervejende hensyn. I forbindelse med sagsbehandlingen foretages der altid en konkret og individuel vurdering af, om der foreligger tungtvejende hensyn, samt om der er teknisk muligt at etablere pladsen. Derudover vurderes det, om der findes alternative løsninger. Der skal samtidig tages hensyn til den samlede parkeringssituation i området. Handicaprådet spurgte også til, hvor mange borgere der har fået afslag med den begrundelse, at behovet ikke vurderes at være tilstrækkeligt. Forvaltningen vil undersøge dette og vende tilbage på næste møde.
Der blev spurgt til det samlede antal handicapparkeringspladser på offentlig vej i Gladsaxe Kommune. Trafik og Mobilitet har ikke en opgørelse over det samlede antal, men har fokus på, at der er et tilstrækkeligt antal handicapparkeringspladser de steder, hvor der er behov for dem. Borgerne opfordres til at kontakte Trafik og Mobilitet, hvis der er steder på offentlig vej, hvor der opleves behov for handicapparkeringspladser. Det er sjældent, at handicapparkeringspladser nedlægges.
Der blev også drøftet udfordringer med manglende af- og pålæsningspladser til minibusser, der anvendes til handicapkørsel og flextrafik. Handicaprådet blev opfordret til at kontakte Trafik og Mobilitet, hvis de er bekendt med steder, hvor der er et særligt behov for denne type pladser, så forvaltningen kan vurdere behovet og mulighederne for etablering. Der blev desuden orienteret om, at der i Buddinge Byport etableres en af- og pålæsningsplads, som vil kunne benyttes af flextrafik.
Gennemgang af sagen
Handicaprådet har ønsket en drøftelse af handicapparkering. Garbie Solvang Jørgensen, der er teamleder for Trafik og Mobilitet i By- og Miljøforvaltningen, vil fortælle om regler og praksis på handicapparkeringsområdet i Gladsaxe Kommune, herunder kommunens og andre myndigheders opgaver.
Garbie vil desuden fortælle om forvaltningens praksis ved ansøgninger om oprettelse af reserverede handicapparkeringspladser på offentlig vej, typisk ved borgerens bopæl, samt om udviklingen på området, hvor der blandt andet ses en stigning i antallet af borgere, der ansøger om reserverede pladser.
Handicaprådet drøfter området og kommer med input til forvaltningen vedrørende handicapparkering.
Kommunen fungerer som vejmyndighed og har blandt andet ansvaret for at etablere og afmærke offentlige handicapparkeringspladser på kommunale veje samt behandle ansøgninger om oprettelse af handicapparkeringspladser.
Det er Brugerservice i Danske Handicaporganisationer, der behandler ansøgninger og træffer afgørelse om udstedelse af handicapparkeringskort til borgere i hele landet.
Til eventuel orientering vedlægges link til materiale med information om handicapparkering:

Links til information om handicapparkering fra Gladsaxe Kommune
Link til information om handicapparkering fra Danske Handicaporganisationer.
Link til temadrøftelse om handicapparkering på Trafik- og Teknikudvalget 02.03.2026, punkt 3.
V. Garbie Solvang Jørgensen, teamleder i Trafik- og Mobilitet i By- og Miljøforvaltningen, der deltager under punktet.

Kilde: Gladsaxe Kommune, Handicaprådet, referat fra mødet tirsdag 15. september 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.