Besluttet 6. oktober, Økonomiudvalget, Gladsaxe
Orientering om medarbejderundersøgelsen 2026
Center for Politik, Styring og Udvikling forelægger sagen til orientering.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Gladsaxe Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 6. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Konceptet for Medarbejderundersøgelsen er drøftet og besluttet af Hovedudvalget.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Center for Politik, Styring og Udvikling forelægger sagen til orientering.
Beslutning
Udsat.
Kommende behandlingsforløb
Økonomiudvalget 27.10.2026
Gennemgang af sagen
Gladsaxe Kommune har i 2026 gennemført en samlet arbejdspladsvurdering (APV) og trivselsmåling blandt alle kommunens ansatte. I Gladsaxe Kommune kalder vi det en medarbejderundersøgelse. Med denne sag orienteres Økonomiudvalget om undersøgelsens koncept og resultater.
Baggrund og koncept Formålet med Medarbejderundersøgelsen er at styrke arbejdsmiljøet på kommunens arbejdspladser gennem spørgeskemaundersøgelse, runderinger og dialog, og at sikre at Gladsaxe Kommune efterkommer lovkrav om, at der minimum hvert tredje år skal gennemføres en arbejdspladsvurdering (APV) og, at vi efterkommer krav i fællesoverenskomsten mellem KL og Forhandlingsfællesskabet om en trivselsundersøgelse mindst hvert tredje år.
Konceptet for Medarbejderundersøgelsen er drøftet og besluttet af Hovedudvalget. Det gælder både spørgerammen og den overordnede ramme for opfølgning. Opfølgning sker primært decentralt eller på fagområdeniveau. Ledere og arbejdsmiljørepræsentanter har fået tilbud om undervisning i, hvordan de kan gennemføre dialogprocesser og varetage løbende opfølgning.
Medarbejderundersøgelsen har tre elementer:
1. En spørgeskemaundersøgelse om arbejdsmiljø og trivsel. Hver enhed får sin egen rapport og der udarbejdes rapporter på fagområde- forvaltnings- og organisationsniveau.
2. En arbejdsmiljørundering på den enkelte arbejdsplads foretaget af arbejdsmiljøgruppen (består af en arbejdsmiljøleder og en arbejdsmiljørepræsentant). Der samles ikke centralt op på arbejdsmiljørunderingerne.
3. Dialogprocesser og opfølgning på de enkelte arbejdspladser om resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen og arbejdsmiljørunderingerne. Dialogerne er helt centrale i opfølgningen på spørgeskemaundersøgelsen og skal lede til beslutning om evt. iværksættelse af tiltag. Problemer der ikke kan løses straks, skal beskrives i en
handleplan. Der samles ikke centralt op på handleplaner. Kadencen for opfølgning på handleplaner fastlægges lokalt.
Hovedpointer fra spørgeskemaundersøgelsen 2026 Den samlede kommunerapport viser, at arbejdsglæden er høj i Gladsaxe Kommune. 89% har svaret ”enig” eller ”helt enig ” i udsagnet ”Jeg er alt i alt glad for mit arbejde”. Dette udsagn kan bruges som indikator for trivslen. I den foregående undersøgelse - gennemført i 2022 - var den tilsvarende andel på 88%
Der er flere faktorer, der har stor betydning for de ansattes trivsel og arbejdsglæde.
Det gælder særligt:
• Om arbejdsopgaverne opleves som meningsfulde. Her fastholdes den høje score.
• Om man oplever at have passende indflydelse på planlægningen og udførelsen af sit arbejde.
• Om der opleves at være balance mellem opgaverne og den tid, der er til rådighed.
Som det fremgår af tabel 1 i bilag 2, scorer udsagnet ”Mine opgaver er meningsfulde” 4,28. Scoren kan ligge fra 1til 5, med 5 som mest positiv. Scoren er fastholdt på samme høje niveau som i 2022 undersøgelsen.
På udsagnet ”Jeg har en passende indflydelse på planlægningen og udførelsen af mit arbejde” er scoren 4,06 hvilket også er på niveau med 2022 undersøgelsen.
Udsagnet ”Der er balance mellem mine opgaver og den tid, som jeg har til rådighed” scorer 3,47, hvilket kan syne lavt, men er dog lidt højere end i 2022 undersøgelsen.
I forhold til oplevelsen af det fysiske arbejdsmiljø, er der lavest tilfredshed med indeklimaet. ”Indeklimaet omkring mit arbejdssted er tilfredsstillende (temperatur, ventilation, luftkvalitet, træk mv.) scorer 3,06, hvilket er lavest af alle spørgsmål i undersøgelsen. Det er på niveau med 2022 undersøgelsen
Fysiske arbejdsmiljøfaktorer scorer som regel lavere end psykiske arbejdsmiljøfaktorer i APV undersøgelser, men har ikke nævneværdig betydning for arbejdsglæden. Fysisk arbejdsmiljø skal dog ikke af den grund tages mindre alvorligt.
Udviklingen siden medarbejderundersøgelsen 2022 Bilaget ”Udviklingen siden medarbejderundersøgelsen 2022” uddyber følgende indsigter:
Kun små udsving i resultaterne siden sidst på overordnet niveau – også når vi ser på hvert enkelt spørgsmål.
På nogle fagområder er arbejdsglæden steget mens den er faldet på andre. Negative ændring ses ofte i dele af organisationen, der er præget af forandringer i fx organisering og/eller ledelse
Flere ansatte har svaret, at de har haft arbejdsrelateret sygefravær. Stigningen kommer formentlig af en ændret måde at spørge på.
I forhold til krænkende handlinger er der færre, der oplever mobning, mens flere oplever trusler om vold eller fysisk vold i forbindelse med deres arbejde. Oplevelsen af uønsket seksuel opmærksomhed er uændret. Nogle fagområder har markante ændringer i omfanget af krænkende handlinger ift. Medarbejderundersøgelsen 2022.
Svarprocenten er øget fra 81% til 82% og giver fortsat robust afsæt for det videre arbejde.
Opfølgningsprocessen Hovedudvalget anbefaler, at opfølgning sker decentralt og lægger ikke op til centrale initiativer.
I medarbejderundersøgelsen er der fokus på opfølgning, fordi rapporter og besvarelsesprocenter ikke gør en forskel i sig selv. Det egentlige resultat af medarbejderundersøgelsen, er de positive forandringer, der bliver skabt gennem den efterfølgende dialog og handling.
Medarbejderundersøgelsen er blevet gennemført fire gange siden 2016 efter samme overordnede model. Hovedudvalget oplever, at der er skabt stor modenhed i organisationen i arbejdet med spørgeskemaundersøgelsen, arbejdsmiljørunderinger, dialogprocesser, opfølgning og handleplaner.
Hovedudvalget har haft temamøde om resultaterne, og har på den baggrund ikke ønsket at iværksætte centrale initiativer. Hovedudvalget oplever, at der arbejdes seriøst med indsatser der, hvor der er behov for det, såvel på de enkelte arbejdspladser som på større fagområder.
Kilde: Gladsaxe Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet tirsdag 6. oktober 2026, punkt 20. Læs den originale sag hos kommunen.