På dagsordenen 26. oktober, Trafik- og Teknikudvalget, Gladsaxe
Introduktion til private fællesveje
By- og Miljøforvaltningen forelægger sagen til orientering. Gennemgang af sagen Resumé Gladsaxe Kommune er vejmyndighed for private fællesveje. Trafik- og Teknikudvalget orienteres om gældende regler, ansvarsfordelingen og kommunens rolle i forhold til private fællesveje.
Kort fortalt
- Hvem
- Trafik- og Teknikudvalget, Gladsaxe Kommune
- Hvornår
- Mandag 26. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet mandag 26. oktober 2026. Du finder dem på gladsaxe.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
By- og Miljøforvaltningen forelægger sagen til orientering.
Gennemgang af sagen Resumé Gladsaxe Kommune er vejmyndighed for private fællesveje. Trafik- og Teknikudvalget orienteres om gældende regler, ansvarsfordelingen og kommunens rolle i forhold til private fællesveje.
Lovgivning Gladsaxe Kommune er vejmyndighed for offentlige veje og private fællesveje, opgaven varetages med udgangspunkt i vejloven og privatvejsloven.
Der findes fire vejklasser: statsveje, kommuneveje, private fællesveje og private veje.
Private fællesveje i Gladsaxe Kommune I Gladsaxe Kommune findes der ca. 170 km offentlige veje og ca. 20 km private fællesveje. Dermed udgør de private fællesveje knap 11 procent af vejnettet.
De private fællesveje i Gladsaxe Kommune består af forskellige vejtyper:
Adgangsveje til private matrikler, som deles af 2-3 grunde Blinde veje i forskellige længder Få veje, der er koblet sammen, og som udgør et blindt vejnet Enkelte gennemkørende private fællesveje
Hvordan opstår private fællesveje Private fællesveje er ikke en ensartet vejtype, men er opstået under forskellige planlægningsmæssige og historiske forudsætninger.
Til eksempel:
I nye byudviklingsområder etableres boligveje ofte som private fællesveje, særligt når vejene primært betjener områdets beboere og ikke har en væsentlig funktion for den generelle trafikafvikling. Interne veje i boligområder kan blive til private fællesveje, hvis området opdeles i flere selvstændige ejendomme, eksempelvis ved salg eller udstykning af boliger. Når en ejendom udstykkes i flere matrikler med fælles adgangsvej, vil adgangsvejen typisk få status som privat fællesvej, da den betjener flere ejendomme.
Grundejerens rolle og ansvar Grundejere, der grænser op til en privat fællesvej eller har vejret til vejen, har ansvaret for at vedligeholde vejen og afholde de tilhørende udgifter. Vejen skal holdes i god og forsvarlig stand, være renholdt og ikke udgøre en risiko for trafiksikkerheden.
Grundejerens ansvar omfatter blandt andet reparation af huller og skader i belægningen, renholdelse af vejarealet, vedligeholdes af vejbrønde og vintervedligeholdelse.
Vejmyndighedens rolle og ansvar Gladsaxe Kommunes rolle som vejmyndighed er at sikre, at vejene er i god og forsvarlig stand. Kommunen driver kommunevejene og fører tilsyn med de private fællesveje.
For private fællesveje kan vejmyndigheden udstede påbud om istandsættelse, hvis vejen ikke holdes i forsvarlig stand. Hvis påbuddet ikke efterkommes, kan vejmyndigheden lade arbejdet udføre for grundejernes regning. Såvel udgifterne til selve istandsættelsen som de administrative omkostninger, der er forbundet med sagens behandling, pålægges grundejerne.
Mulighed for serviceaftaler er bortfaldet Før 2020 havde grundejere på private fællesveje mulighed for at indgå serviceaftaler med Gladsaxe Kommune om blandt andet vintertjeneste på kørebanen, renholdelse af rendestene og vedligeholdelse af vejene. I 2017 fastslog Ankestyrelsen, at privatvejsloven ikke indeholdt hjemmel til, at kommuner mod betaling kunne tilbyde grundejere sådanne serviceydelser på private fællesveje. Som følge heraf måtte Gladsaxe Kommune i 2019 opsige i alt 77 serviceaftaler. Efterfølgende stillede Gladsaxe Kommune en jurist til rådighed i en vis periode, som grundejerne kunne benytte sig af, til at få hjælp til at oprette vejlaug.
Det gælder, at kommuner er offentlige myndigheder og som udgangspunkt ikke kan udføre opgaver i konkurrence med private aktører. Kommuner kan derfor kun undtagelsesvist udføre drifts- og vedligeholdelsesopgaver på private fællesveje, eksempelvis hvis der er ledig kapacitet, og hvis opgaven udføres efter anmodning fra grundejerne.
Mulighed for indgåelse af aftaler om vintervedligeholdelses- og renholdelsesopgaver Spørgsmålet om muligheden for at tilbyde driftsaftaler har været drøftet flere gange. En ændring af privatvejsloven har åbnet mulighed for, at kommunen kan indgå aftale om udførelse af vintervedligeholdelses- og renholdelsesopgaver for grundejers regninger, og senest har forvaltningen foretaget en vurdering af omkostninger i forbindelse med driftsaftaler i budgetspørgsmål i budgetprocessen for budget 2027-2030. Her var vurderingen, at en eventuel ordning skal organiseres i overensstemmelse med de gældende regler for kommunale indkøb og udbud og vil kræve administrative ressourcer til aftalehåndtering, opkrævning og drift.
En sådan ordning vil medføre både etablerings- og driftsomkostninger til administration, kontraktstyring, borgerbetjening, opkrævning og økonomiopfølgning. Der kan desuden være behov for gennemgang af ejerforhold, dialog med vejlaug og grundejere, samt etablering af administrative procedurer til håndtering og fordeling af udgifter. Indførelsen af en sådan ordning vil derfor forudsætte ressourcer til såvel administrative som driftsmæssige opgaver.
I forhold til den øvrige vejvedligeholdelse, herunder tømning af vejbrønde, kan grundejere på
en privat fællesvej anmode kommunen om helt eller delvist at forestå vejens vedligeholdelse mod betaling fra de vedligeholdelsespligtige grundejere. En sådan anmodning skal fremsættes af grundejere, der efter reglerne om udgiftsfordeling vil skulle afholde mindst 2/3 af de samlede vedligeholdelsesudgifter. Kommunen kan herefter beslutte at påtage sig opgaven og lade udgifterne fordele mellem de vedligeholdelsespligtige grundejere. Kommunen kan derimod ikke ensidigt beslutte at overtage den almindelige vedligeholdelse af private fællesveje uden en anmodning eller anden lovhjemmel.
Betingelser for at opklassificere private fællesveje til kommunale veje Private fællesveje kan i visse tilfælde opklassificeres til kommunale veje. Hvis en kommune skal overtage en privat fællesvej, kræver det, at vejen bliver anvendt til almen færdsel. Det vil sige færdsel, som ikke har ærinde til en af de tilgrænsende ejendomme på vejen. Kommuner skal hvert femte år vurdere, om der er sket ændringer i forhold til almen færdsel på vejene.
Vejmyndigheden må således kun optage private fællesveje som kommunale, hvis det bunder i trafikale hensyn og ikke økonomiske hensyn. En rettesnor er, at der skal være mere end 50 procent gennemkørende trafik på en vej, for at vejen kan optages som kommunal vej.
Gennemgang af private fællesveje i 2026 By- og Miljøforvaltningen har i 2026 gennemgået de private fællesveje i Gladsaxe Kommune og har i den forbindelse ikke fundet anledning til at omklassificere veje.
Deltager i sagens behandling
Teamleder Garbie Solvang Jørgensen, Trafik- og Mobilitet
Kilde: Gladsaxe Kommune, Trafik- og Teknikudvalget, dagsorden fra mødet mandag 26. oktober 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.