Gribskov
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalEsbjergFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHaderslevHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKertemindeKøgeLangelandLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNordfynNyborgNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsSvendborgSønderborgTønderTårnbyVallensbækViborgVordingborgÆrøAlle kommuner

Besluttet 25. august, Teknisk Udvalg, Gribskov

Afrapportering af projektet Fremtidssikret grundvandsbeskyttelse

ADMINISTRATIONEN INDSTILLER TIL TEKNISK UDVALG: 1. at tage orienteringen til efterretning.

Kort fortalt

Forslaget
  • Tage orienteringen til efterretning.
Hvem
Teknisk Udvalg, Gribskov Kommune
Hvornår
Tirsdag 25. august 2026
Status
Besluttet. 1. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Baggrund

Projektet "Fremtidssikret grundvandsbeskyttelse i Nordsjælland" er en videreførelse af det
tidligere gennemførte projekt "Drikkevand på tværs", som Gribskov Kommune deltog i tilbage i
2020 til 2022, der omhandlede helhedsorienteret bæredygtig grundvandsbeskyttelse. Gribskov
Kommune var også udpeget som projektleder for Drikkevand på tværs, og de andre deltagere i
det projekt omfattede Halsnæs og Helsingør Kommuner samt Region Hovedstaden. Målet med
Drikkevand på tværs var at opnå fælles overblik, større koordinering og mere samarbejde om
parternes grundvandsbeskyttende aktiviteter.
Resultaterne fra projektet Drikkevand på tværs omfattede bl.a. undersøgelser af udfordringer
samt fordele og ulemper ved den nuværende vandforsyningsstruktur, vandværkernes konkrete
udfordringer samt sammenhængende undersøgelse af grundvandskvaliteten specifikt ift.
pesticider samt en undersøgelse af de samlede grundvandsressourcers udnyttelse.
På baggrund interesse for resultaterne fra Region Hovedstaden og de øvrige parter i projektet,
blev det i 2023 besluttet at videreføre projektet i form af Fremtidssikret grundvandsbeskyttelse i
Nordsjælland. Projektet blev finansieret med op til 2.5 mio. kr. via regionale udviklingsmidler.
Gribskov Kommune deltog i projektet som deltager sammen med Halsnæs og Helsingør
Kommuner, mens Hillerød Kommune overtog rollen som projektleder. Fremtidssikret
grundvandsbeskyttelse i Nordsjælland blev opstartet i april 2024 og afsluttet i maj 2026.
Formål
Fremtidssikret grundvandsbeskyttelse i Nordsjælland udspringer primært af videreførelsen af
det forrige projekt, men er også udsprunget på den baggrund, at grundvandet som ressource
er udfordret både i forhold til kvalitet og kvantitet, samt at udfordringen vokser med tiden.
Region Hovedstaden oplever stor byudvikling og deraf tilflytning, ikke mindst af borgere, men
også af større virksomheder, der har et stort vandbehov. Sammenholdt med at der stadig
findes flere miljøfremmede stoffer i grundvandet, er ressourcen udfordret både på kvalitet og
kvantitet. Det ses bl.a. af den allerede overudnyttede grundvandsforekomst i kalklaget især i
den centrale og sydlige del af regionen.
Projektet Drikkevand på tværs viste, at der er en uudnyttet grundvandsressource i den nordlige
del af regionen, specifikt i sandmagasinerne der ligger over kalken. Der var derfor et ønske om,
i projektet Fremtidssikret grundvandsbeskyttelse i Nordsjælland, at undersøge mulighederne i
de identificerede ressourcer og om at etablere en metodik og principper for at undersøge
mulige ressourcer i de øvre sandmagasiner til generel inspiration for kommuner/regioner og

vandforsyninger i resten af landet, som er udfordrede af overudnyttede
grundvandsforekomster.
Derudover skulle projektet kortlægge muligheder og barrierer i den vidensdeling og
samarbejder, der er på tværs af organisationer som forskellige kommunale forvaltninger,
regioner og vandforsyninger. På denne baggrund skulle projektet forsøge at pege på
muligheder til nye samarbejdsformer mellem kommuner, regioner og vandforsyninger.
Undervejs i projektets tilblivelse kom den grønne trepart til, og det var naturligt at inkorporere
en kobling til det i projektet. På den baggrund blev det besluttet, at projektet skulle undersøge,
hvilke grundvandsbeskyttende indsatser der med fordel kan integreres i arbejdet med
omlægningsplanerne samt udarbejde et katalog med anbefalinger til arbejdet omkring
grundvandsbeskyttelse med udgangspunkt i de rammer, som den grønne trepart giver.
På baggrund af projektets formål blev der opstillet følgende leverancer, som projektet skulle
levere på:
1. Redegørelse for potentialet i den identificerede restressource
2. Redegørelse for nuværende tværgående samarbejder
3. Udpege muligheder for at integrere grundvandsbeskyttelse i den grønne trepart
4. Formidling af projektet resultater
Resultater
I arbejdet med at redegøre for potentialet i restressourcen blev der opstillet scenarieanalyser,
der bygger på modelberegninger, for forskellige indvindingsscenarier. Der blev udarbejdet en
rapport, der indeholder vurderinger af vandbalancer, sænkningstragter, magasinpåvirkning og
naturpåvirkning. Rapporten, "Indvinding og påvirkning", belyser mulighederne og
begrænsningerne ved indvindingsscenarier af forskellig størrelse og bidrager på den måde
generelt med forståelse af, hvilke vandmængder der realistisk kan indvindes fra sekundære
sandmagasiner, inden der opstår udfordringer med påvirkning af eksempelvis
grundvandsforekomster eller natur.
En større udfordring ved etablering af nye kildepladser til indvinding af grundvand er den
komplekse myndighedsmæssige proces. Der blev derfor udarbejdet en håndbog, "Etablering af
nye indvindinger", som primært henvender sig til vandforsyninger, men også myndigheder med
det formål at præsentere en overskuelig tilgang fra opstart til myndighedstilladelse og
udførelse. Håndbogen anvender den førnævnte rapports indvindingsscenarier til at illustrere
konkrete eksempler på at etablere nye indvindinger. Håndbogen er også blevet velmodtaget af
brancheorganisationen "Danske Vandværker", der har videreformidlet og præsenteret
håndbogen på deres hjemmeside til deres medlemmer.
Projektet indgik et samarbejde med DTU, som også deltog i projektet Drikkevand på tværs, om
at videreføre den forskning, der blev udført i Drikkevand på tværs vedrørende

vandforsyningsstruktur, drift og administration af vandværkerne. Det nye fokus var på
tværgående samarbejder i vandforsyninger og udmøntede sig i rapporten "Tværgående
samarbejder i vandforsyningen i Nordsjælland". Rapportens resultater er funderet i en
kombination af spørgeskemadata, interviews og workshops med deltagelse af region,
kommuner og vandforsyninger. Rapporten giver indblik i de styrker, men også de udfordringer,
der i i de eksisterende samarbejder, og deltagere gav deres ønsker og forestillinger til
fremtidige måder at samarbejde på.
For bedst at udpege forskellige muligheder for at integrere grundvandsbeskyttelse i den grønne
trepart og sørge for at forskellige perspektiver kom til orde blev en række organisationer tilbudt
muligheden for at give et bidrag til en samlet hvidbog, der på den måde ville dække en bred
vifte af muligheder. Anbefalingerne, der indgår i hvidbogen, er kommet fra DANVA, Danske
Vandværker, Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR), Danske Regioner, Dansk Industri
Vand (DI Vand), DTU Sustain, Transform/KU og Økologisk landsforening (ØL).
Landbrug & Fødevarer, Seges, Kommunernes Landsforening og DN var også inviteret til at
bidrage, men takkede nej hertil.
Et af projektets mål var at skabe produkter, som kunne anvendes bredt og ikke kun af de
nordsjællandske kommuner og vandforsyninger. Med håndbogen blev der udviklet et værktøj,
der kan anvendes af vandforsyninger samt kommuner over hele landet og den har opnået en
bred eksponering gennem Danske Vandværker, der har præsenteret håndbogen på deres
hjemmeside.
DTU's undersøgelse af tværgående samarbejder og workshops afholdt i forbindelse med
undersøgelsen gav god mulighed for sparring mellem kommuner, region og vandforsyninger på
tværs af kommunegrænser. Undersøgelsen viste en stor række af forskellige administrative,
tekniske samarbejder og uformelle samarbejder, som også kunne være af interesse for
kommuner og vandforsyninger uden for Nordsjælland.
En vigtig del af hvidbogen som produkt var dens videreformidling til relevante parter i den
grønne trepart. Af samme årsag, som en del af projektet, er hvidbogen blevet præsenteret for
flere lokale treparter på landsplan med henblik på at formidle vigtigheden af, så vidt muligt, at
inddrage grundvandsbeskyttelse i arealomlægningerne samt anbefalinger om, hvordan det kan
gøres. For at kunne fortsætte formidlingen efter projektets endelige afslutning blev der også
udarbejdet en kort animationsfilm, der henviser til hvidbogen og giver en kort introduktion til
projektets fokus. Der blev ligeledes optaget interviews med de enkelte bidragsydere, der er
samlet i en anden kort film.
Projektet sluttede endeligt i maj 2026 og samlet information om projektets formål, deltagere
samt dets resultater og produkter kan på nuværende tidspunkt tilgås på Region Hovedstadens
hjemmeside ved at søge på "Fremtidssikret grundvandsbeskyttelse i Nordsjælland".

Indstilling

ADMINISTRATIONEN INDSTILLER TIL TEKNISK UDVALG:
1. at tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

1. Taget til efterretning.
Fraværende: Lars Bregnbak (Æ)

Kilde: Gribskov Kommune, Teknisk Udvalg, referat fra mødet tirsdag 25. august 2026, punkt 14. Læs den originale sag hos kommunen.