Besluttet 20. oktober, Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget, Gribskov
Evaluering af sommeren 2026
ADMINISTRATIONEN INDSTILLER 1. at tage orienteringen til efterretning.
Kort fortalt
- Forslaget
- Tage orienteringen til efterretning.
- Hvem
- Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget, Gribskov Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 20. oktober 2026
- Status
- Besluttet. 1. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Mødet indgår i den faste møderække mellem Gribskov Kommune og kommunens handels- og
erhvervsforeninger, som afholdes to gange årligt. Formålet er at styrke dialogen, samarbejdet
og den fælles koordinering på tværs af kommunen.
Forårsmøde
På forårsmødet den 6. maj 2026 blev der blandt andet drøftet samarbejde mellem byerne,
koordinering af aktiviteter og behovet for større kendskab til hinandens initiativer. På
efterårsmødet den 1. oktober 2026 blev der fulgt op på disse temaer samtidig med, at
sommersæsonen 2026 blev evalueret.
På mødet deltog repræsentanter fra: Helsinge byliv, Helsinge Børneby, Græsted Handel- og
Erhvervsforening, Dronningmølle Huset, Rågeleje Erhvervsforening, Lokalrådet Tisvilde,
Tisvilde & Omegns Erhvervsforening og Gribskov Erhverv og Turismeforening.
Efterårsmøde: Evaluering af sommeren 2026
Overordnet melder byerne om en god sommersæson med mange besøgende og generelt
positiv udvikling i handels- og turistlivet. Flere steder opleves et højere aktivitetsniveau end
tidligere år, og særligt de klassiske turistbyer melder om mange gæster gennem hele
sommeren.
Samtidig peger evalueringen på en række fælles temaer, herunder affaldshåndtering,
parkering, trafikale udfordringer og behovet for fortsat koordinering mellem byerne.
På mødet deltog repræsentanter fra: Helsinge Erhvervsforening, Helsinge byliv, Gribskov
Erhverv og Turismeforening, Rågeleje Erhvervsforening, Græsted Handel og Erhvervsforening,
Græsted Borgerforening, Gilleleje handels- og turist forening og Tisvilde omegnsforening.
Tisvilde
Tisvilde melder om en særdeles god sæson med fremgang for butikker og erhvervsliv. Flere
aktører fortæller om omsætningsstigninger, særligt i august måned, hvor enkelte oplevede
fremgang på mellem 30 og 50 procent sammenlignet med tidligere år. Der opleves fortsat en
stor andel internationale turister, ligesom der har været mange danske besøgende. Aktørerne
oplever, at den positive udvikling nu strækker sig over en længere del af sæsonen.
Der blev peget på, at fraværet af Musik i Lejet i byen kan have bidraget til en mere jævn
fordeling af gæsterne gennem sæsonen. Samtidig har det gode sommervejr sandsynligvis haft
betydning for besøgsniveauet.
Byen oplever fortsat udfordringer med affald, særligt med takeaway emballage, og der
efterspørges flere skraldespande. Derudover oplever restauranter fortsat udfordringer med at
kunne rekruttere personale, hvilket i nogle tilfælde medfører begrænsede åbningstider efter
sommerferien.
Trafikken har været omfattende, men der meldes om færre udfordringer end tidligere år.
Politiets indsats overfor ulovlig parkering fremhæves som positiv.
Helsinge
Helsinge oplever fortsat positiv udvikling i handelslivet med nye butiksåbninger og få tomme
butikslokaler.
Der har gennem sommeren været mange besøgende i byen, herunder gæster fra andre
kommuner. Flere virksomheder fremhæver mandag som en særligt travl handelsdag, hvilket
kan hænge sammen med, at sommerhusejere i stigende grad opholder sig længere i området
og arbejder hjemmefra.
Et tilbagevendende tema er affald og renholdelse. Der opleves udfordringer med affald
omkring skraldespandene, og der efterspørges flere af dem eller hyppigere tømning i
sommermånederne.
Derudover peges der på udfordringer med el-løbehjul, elcykler og knallerter i gågaden. Her
opleves politiets kontrolindsats som en hjælp.
Græsted
Græsted beskriver sæsonen som stabil og på niveau med tidligere år. Byen er ikke præget af
turisme i samme omfang som kystbyerne, men lokale arrangementer som torvedage og
aktiviteter i bymidten samler mange mennesker.
Søborg Sø tiltrækker også mange besøgende, og der peges på behov for flere
parkeringsmuligheder og offentlige toiletter i området. Flere besøgende ankommer med tog, og
området vurderes at have potentiale til at skabe yderligere aktivitet i Græsted by.
Der blev også peget på betydningen af de lokale kulturtilbud. Her bliver Biblioteket fremhævet
som et meget vigtigt møde- og samlingssted for byens borgere.
Samtidig efterspørges der fortsat afklaring af lokale planforhold, som opleves som en barriere
for udvikling og investeringer i byen. Der peges på muligheden for at kunne omdanne tomme
erhvervslokaler i gadeplan til boliger for at modvirke tomgang og bidrage til mere liv i byen.
Rågeleje
Rågeleje melder generelt om en god sæson med mange besøgende, herunder et stigende
antal internationale turister.
Flere aktører peger på behov for fortsatte investeringer i byen, herunder forbedrede
parkeringsforhold, cykelparkering og trafiksikkerhed. Ønsker om hastighedsdæmpende tiltag
på udvalgte vejstrækninger blev også fremhævet.
Der opleves færre affaldsudfordringer efter ændringer ved den tidligere minigenbrugsstation,
men der efterspørges fortsat flere skraldespande og bedre skiltning til offentlige toiletter.
Der efterlyses også tydeligere information om blandt andet videoovervågning, trafiktællinger og
andre kommunale tiltag, da erhvervsforeningen ofte modtager spørgsmål fra borgere og
gæster.
Gilleleje
Gilleleje har haft en god sommersæson med mange besøgende og høj aktivitet i handelslivet.
Flere butikker fremhæver forskellige aktiviteter og kampagner som medvirkende til at tiltrække
gæster. Blandt andet nævnes en skattejagt i butikkerne som et initiativ, der har skabt øget
kundetrafik.
Den største udfordring er fortsat parkering. Der efterspørges både flere parkeringspladser og
bedre skiltning til eksisterende parkeringsmuligheder. Flere aktører peger på, at det stigende
antal gæster øger presset på infrastrukturen.
Derudover opleves udfordringer med tyveri og indbrud, herunder tyveri af elcykler, som særligt
rammer de besøgende.
Lokale arrangementer og samarbejde
Byerne melder samlet set om stor succes med mindre og mellemstore arrangementer såsom
torvedage, kulturnætter, loppemarkeder, halloweenaktiviteter, julemarkeder og
juletræstændinger.
Flere fremhæver, at arrangementerne bidrager til liv i byerne og tiltrækker besøgende uden for
højsæsonen. Samtidig vurderes det positivt, at arrangementerne generelt fordeler sig over året
og ikke konkurrerer direkte med hinanden.
Der er et ønske om mere samarbejde på tværs af byerne og om udvikling af fælles aktiviteter,
der kan få besøgende til at bevæge sig rundt i flere dele af kommunen.
Affald og byforskønnelse
Affald var igen i år et gennemgående tema på tværs af byerne.
Flere byer peger på affald som en tilbagevendende udfordring, særligt i forbindelse med
arrangementer på de kommunale eventpladser. Der er et ønske om at finde løsninger i
samarbejde med kommunen, eksempelvis i form af flere affaldsspande, ekstra tømninger i
sommermånederne eller andre ordninger, der gør det lettere at håndtere de øgede
affaldsmængder ved større arrangementer.
Fremadrettet samarbejde
Der var blandt deltagerne stor opbakning til at fortsætte dialogen mellem kommunen, byerne
og de lokale aktører.
Flere foreslog, at møderne fremover afholdes tidligt på året, eksempelvis i februar eller marts
inden påske, samt med et opfølgende møde efter sommeren. Der blev desuden efterspurgt en
status fra kommunen om kommende projekter og initiativer i de enkelte byer. I den forbindelse
er det oplagt med en drøftelse af budgetaftalen, som vedtages 8. oktober 2026.
Der var også ønske om øget deltagelse fra VisitNordsjælland og fortsat fokus på koordinering
af aktiviteter på tværs af kommunen.
Dialog med aktørerne på eventområdet
Siden 2025 har Gribskov Kommune arbejdet med at udvikle og forbedre rammerne for afvikling
af events i kommunen. Baggrunden var blandt andet de ændrede krav til eventtilladelser og de
erfaringer, som både kommunen og aktørerne gjorde sig i forbindelse med sagsbehandlingen
af events i 2025. På baggrund af dialogmøder, evalueringer og løbende samarbejde med
aktørerne har administrationen gennem 2026 arbejdet med at skabe en mere overskuelig og
sammenhængende proces for arrangørerne.
Som led i dette arbejde blev der den 24. september 2026 afholdt et dialog- og
evalueringsmøde for kommunens eventaktører. Her deltog både store og små arrangører samt
repræsentanter fra relevante fagområder i kommunen.
På mødet præsenterede administrationen den nye struktur for eventområdet, herunder et
opdateret afsnit på kommunens hjemmeside og et nyt samlet ansøgningsskema. Formålet har
været at gøre det lettere for arrangører at finde information og skabe et bedre overblik over de
oplysninger og tilladelser, som kan være nødvendige ved afvikling af events.
Tilbagemeldingerne fra aktørerne var overvejende positive. Flere fremhævede, at det nye
ansøgningsskema er blevet mere overskueligt, og at informationen nu er samlet ét sted fremfor
på flere forskellige dele af kommunens hjemmeside. Aktørerne oplever derfor, at det er lettere
at orientere sig i processen end tidligere.
Der var samtidig en konstruktiv dialog om fortsatte forbedringsmuligheder, og der var bred
opbakning til, at fastholde samarbejdet mellem kommunen og eventaktørerne.
Sammenfatning
Sommeren 2026 har overordnet været en god sæson i Gribskov Kommune. Byerne melder
generelt om mange besøgende, høj aktivitet og positive erfaringer fra både handel, turisme og
lokale arrangementer. Flere byer oplever samtidig en længere sæson og et stigende antal
nationale og internationale gæster.
Evalueringen peger dog også på en række gennemgående temaer, herunder
affaldshåndtering, parkering, trafikale forhold samt rekruttering af arbejdskraft til service- og
restaurationsbranchen. Derudover efterspørger flere byer fortsat investeringer i lokal
infrastruktur, byudvikling og forskønnelse for at kunne imødekomme den voksende aktivitet.
Lokale arrangementer og events spiller fortsat en væsentlig rolle for livet i byerne og bidrager
til både fællesskab, handel og turisme. Dialogen med eventaktørerne understreger
betydningen af gode rammer for afviklingen af arrangementer, og administrationen har derfor
arbejdet målrettet med at skabe mere overskuelige processer og bedre vejledning for
arrangørerne. Formålet er både at understøtte tilbagevendende og nye events i kommunen og
sikre, at de nødvendige tilladelser håndteres korrekt.
Evalueringen viser samtidig et fortsat ønske om tæt dialog og styrket samarbejde mellem
byerne, erhvervslivet, de lokale foreninger og kommunen. Der er opbakning til de faste møder,
som skaber mulighed for videndeling, koordinering og fælles udvikling på tværs af kommunen.
Administrationen vurderer samlet set, at sommeren 2026 er forløbet godt, og at erfaringerne fra
årets sæson giver et godt grundlag for det videre arbejde frem mod sommeren 2027. Det blev
derfor aftalt at fortsætte møderækken i 2027 med et nyt møde forud for sommersæsonen, hvor
Gribskov Erhverv- og Turismeforening (GET) står for indkaldelsen.
Indstilling
ADMINISTRATIONEN INDSTILLER
1. at tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
1. Taget til efterretning
Kilde: Gribskov Kommune, Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget, referat fra mødet tirsdag 20. oktober 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.