Gribskov
Skift kommune
KøbenhavnGribskovAlle kommuner

På dagsordenen 27. oktober, Teknisk Udvalg, Gribskov

Kvartalsrapport for 2. kvartal fra Gribskov Forsyning

ADMINISTRATIONEN INDSTILLER TIL TEKNISK UDVALG: 1. at tage orienteringen til efterretning.

Kort fortalt

Forslaget
  • Tage orienteringen til efterretning.
Hvem
Teknisk Udvalg, Gribskov Kommune
Hvornår
Tirsdag 27. oktober 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 27. oktober 2026. Du finder dem på gribskov.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Gribskov Kommune har 12. december 2023 vedtaget en ejerstrategi for Gribskov Forsyning
A/S. Ejerstrategien udtrykker Byrådets vision for selskabet og er retningsgivende for de
medlemmer af Gribskov Forsynings bestyrelser, der er udpeget af Byrådet. En del af
ejerstrategien er, at Gribskov Forsyning afrapporterer kvartalsvis i forhold til ejerstrategiens
overordnede mål for selskabet.
at sikre en stærk sammenhæng til kommuneplanens rækkefølge for byudvikling
at sikre, at spildevandssystemet lever op til forsyningspligt, miljøkrav og beskyttelse af
natur, grundvand og vandområder
at have fokus på energi- og ressourceoptimerede aktiviteter med fokus på blandt andet
reduktion af CO2-udledning
at bidrage til udvikling og anvendelse af nye løsninger, så mål om genanvendelse og
cirkulær økonomi opfyldes
Gribskov Forsyning
Kvartalsrapporten redegør for de tre selskabers økonomi ligesom for fælles IT-tiltag for at sikre
netværk mod uvedkommende software, hacking mv.

Gribskov Spildevand
Gribskov Spildevand har i 2026 et samlet anlægsbudget på 138.000.000 kr. Der er efter 2.
kvartal anvendt 30.500.000 kr. De største aktiviteter er ledningsrenovering for at forhindre
uvedkommende vand i ledningerne, investeringer der ligger i tråd med fokus på færre overløb,
bedre vandmiljø og en optimering af driften. Også byggemodninger fylder og ligger i tråd med
en stærk sammenhæng med kommunens byudvikling.
Der har i 2. kvartal 2026 været 7 overløb, hvilket er lavt, da der har været usædvanligt tørt. Der
er ikke flowmålere på alle overløb endnu. I 2026 laves det på 5 overløbsbygværker. Der har
været én mindre overskridelse af ammonium på Gilleleje Renseanlæg. Miljøstyrelsen er
orienteret om det. Ellers har der ikke været overskridelser af renseanlæggenes udlederkrav.
Gribskov Spildevand har 57 overløbsbygværker med gældende tilladelser til 43, men mangler
tilladelse til 14 overløbsbygværker. Gribskov Spildevand igangsætter i 2026 arbejdet med at få
styr på de manglende tilladelser og vil involvere Gribskov Kommune i arbejdet med
lovliggørelsen for at sikre et fælles udgangspunkt og plan for forløbet.
Renovering af ledninger i Stokkebro Rågemark området er afsluttet. Næste områder er

Dronningmølle og Strand Esbønderup. Der er derudover startet op i oplandet til Stokkebro
Rågemark Renseanlæg og Smidstrup pumpestation.
Der er i 2026 en proces i gang med udbud af opgaven med ombygning og renovering af
Helsinge Renseanlæg.
I 2. kvartal 2026 har slammet fra Helsinge Renseanlæg overholdt kravværdierne for PFAS og
er kørt på landbrugsjord, mens indholdet af PFAS i slam fra Gilleleje Renseanlæg er for højt og
er kørt til forbrænding.
Gribskov Spildevand følger løbende både private og kommunale byggemodninger for at sikre
forsyningssikkerhed. Flere byggemodninger har udført kloakarbejde, der ikke lever op til
gældende krav, og disse er derfor endnu ikke overtaget. Der arbejdes ligeledes med
forstærkninger af eksisterende kloak ved byfortætninger og byggemodninger.

Gribskov Genbrug og Ressourcer
Gribskov Genbrug & Ressourcer har i 2026 et samlet anlægsbudget på 9.400.000 kr. Der er
efter 2. kvartal anvendt 3.412.000 kr. De største investeringer vedrører ombygning af
omlastningsanlæg og maskiner samt køb af areal ved Skærød Genbrugsstation.
Det økonomiske resultat efter 2. kvartal er -2.735.000 kr. i forhold til det, som var budgetteret.
Resultatet før skat udgør et underskud på -655.000 kr. mod et budgetteret overskud på
2.080.000 kr. Afvigelsen skyldes hovedsageligt lavere indtægter fra producentgebyrer og
dagrenovationsordningen. Driftsomkostningerne ligger derimod samlet set 860.000 kr. under
budget, og det forventes fortsat, at driften kan holdes inden for budgetrammen. Der er fortsat
væsentlig økonomisk usikkerhed knyttet til producentansvaret for emballage, da forsyningen
efter gældende regler ikke kan opkræve det fulde producentgebyr.
Den nye affaldsordning med 10 fraktioner er fuldt implementeret. I 2. kvartal var der over
400.000 planlagte tømninger, hvor knap 99 pct. blev gennemført. Hovedparten af de
tømninger, der ikke kunne gennemføres som planlagt, skyldes forhold omkring adgangsveje,
beskæring og standpladser. Der arbejdes derfor løbende med information til borgerne om krav
og gode løsninger for adgangsforhold.
Driften på genbrugsstationerne i Højelt og Skærød er stabil, og aktiviteten er fortsat høj. Fra
januar til juli har der været godt 215.000 besøg. Det er 2,4 pct. færre end i samme periode i
2025, hvilket især skyldes lavere besøgstal i årets første måneder. Hen over sommeren har
aktivitetsniveauet været højt.
Arbejdet med en udvidelse af Skærød Genbrugsstation fortsætter. Udvidelsen skal skabe
større kapacitet i lyset af den forventede byudvikling i området og samtidig give bedre
muligheder for direkte genbrug. Naturundersøgelser har ikke påvist beskyttede eller fredede
dyre- og plantearter, mens støjundersøgelser har vist forhold, der skal håndteres i den videre
planlægning. Der arbejdes samtidig med udarbejdelse af ny lokalplan.
Minigenbrugsstationerne tilpasses den nye affaldsordning. Beholdere til papir omlægges blandt
andet til pap, og overflødige papirkuber hjemtages. Der er fundet en løsning, hvor eksisterende

papirkuber kan ombygges og genbruges til glasindsamling. Det reducerer både behovet for nye
investeringer og mængden af materiel, der skal bortskaffes.
Gribskov Genbrug & Ressourcer er desuden i gang med at tilpasse affaldsordningerne for
virksomheder til reglerne i affaldsaktørbekendtgørelsen. Knap 200 større erhvervskunder er
orienteret om, at de inden årsskiftet skal finde en privat renovatør. Fra årsskiftet fjernes de tre
største erhvervsordninger, mens den resterende ordning begrænses, så kommunens tilbud
ikke overstiger det serviceniveau og den affaldsmængde, der tilbydes private husholdninger.

Indstilling

ADMINISTRATIONEN INDSTILLER TIL TEKNISK UDVALG:
1. at tage orienteringen til efterretning.

Kilde: Gribskov Kommune, Teknisk Udvalg, dagsorden fra mødet tirsdag 27. oktober 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.