Besluttet 24. august, Teknik-, Natur- & Miljøudvalget, Guldborgsund
Orienteringssag: Status på sagsbehandlingstid i Byggeri
Sagen orienterer om udviklingen i sagsbehandlingstiderne på byggesagsområdet. Siden 2023 er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid reduceret markant, og en væsentligt større andel af de byggesager, der er omfattet af Kommunernes Landsforenings servicemål, behandles nu inden for fristerne.
Kort fortalt
- Forslaget
- Orienteringen tages til efterretning.
- Hvem
- Teknik-, Natur- & Miljøudvalget, Guldborgsund Kommune
- Hvornår
- Mandag 24. august 2026
- Status
- Besluttet. Fraværende: René Christensen (M) - Fravær grundet ferie Taget til efterretning UDVALGTE.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik-, Natur- & Miljøudvalget:
1. at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Afdelingen Byggeri har de seneste år haft et målrettet fokus på at reducere sagsbehandlingstiderne og skabe mere forudsigelige forløb for borgere og virksomheder. Indsatsen har givet markante resultater. Sagerne behandles hurtigere, flere sager afsluttes inden for de nationale servicemål, og servicen over for erhvervslivet er styrket.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er reduceret fra 88 dage i 2023 til 59 dage i maj 2026.
Samtidig overholder langt flere byggesager nu Kommunernes Landsforenings (KL) servicemål. Servicemålene er nationale mål for sagsbehandlingstid og gælder udvalgte byggesager, hvor ansøgningen er fuldt oplyst, og hvor sagen kan behandles uden væsentlige afhængigheder til planlægning, miljøforhold eller andre myndighedsprocesser.
KL’s servicemål overholdes i op til 100 procent af sagerne
Udviklingen viser, at ventetiden er reduceret betydeligt på tværs af alle de sagstyper, hvor der måles på sagsbehandlingstiden.
Tallene baseres på udviklingen fra før 2024 til første halvår af 2026:
• For simple konstruktioner og enfamiliehuse er servicemålet 40 dage. Her er andelen af sager, der overholder målet, steget fra 15 % til 87 %.
• For industri- og landbrugsbyggeri er servicemålet 50 dage. Her er andelen af sager, der overholder målet, steget fra 20 % til 83 %. I 2026 er der registreret én sag, som overskrider servicemålet. Det er overskredet med én enkelt dag.
• For erhvervsbyggeri som kontorer, butikker og restauranter er servicemålet 55 dage. Her er målopfyldelsen steget fra 22 % til 100 %.
• For etageboliger er servicemålet 60 dage. Her er målopfyldelsen steget fra 33 % til 100 %.
Resultaterne er opnået samtidig med et fortsat højt aktivitetsniveau. Antallet af byggeansøgninger ligger stabilt på omkring 1.230-1.270 sager årligt.
De positive resultater skyldes blandt andet:
• ansættelse af yderligere medarbejdere, så afdelingen i dag består af otte medarbejdere. • etablering af en erhvervskoordinatorfunktion. • mere systematisk forhåndsdialog. • større fokus på ensartet registreringspraksis. • hurtigere indledende screening af ansøgninger.
KL’s servicemål omfatter kun en del af afdelingens samlede opgaveportefølje. En række af de mest komplekse opgaver indgår ikke i opgørelserne. Det gælder blandt andet lovliggørelsessager, arrangementer og events, landzonesager, fredningssager samt større udviklingsprojekter med behov for planlægning eller andre myndighedstilladelser.
Erhvervsservice styrket
Sideløbende med arbejdet for at nedbringe sagsbehandlingstiderne er erhvervsservicen styrket, blandt andet gennem Byrådets 9-punkts plan fra år 2024 (se bilag).
Målet er at gøre det lettere for virksomheder at etablere sig, udvikle sig og investere i kommunen. Det sker blandt andet gennem faste kontaktpersoner, høj tilgængelighed og tidlig dialog om projekterne.
Mange erhvervssager starter med en forhåndsdialog mellem kommunen og virksomheden. Dialogen bidrager til bedre afklarede projekter og mere smidige forløb, fordi krav og udfordringer afdækkes tidligt i processen. Erhvervssager er ofte større og mere komplekse end almindelige byggesager og kan have betydning for investeringer og arbejdspladser. De prioriteres derfor højt, selvom de ikke nødvendigvis indgår i opgørelsen af servicemålene.
Afdelingen oplever samtidig en stigende mængde sager vedrørende arrangementer og events. Disse sager har ofte korte tidsfrister og kræver hurtig sagsbehandling. De indgår heller ikke i servicemålene, men prioriteres på linje med erhvervssager, fordi de bidrager til aktivitet, oplevelser og udvikling i kommunen.
Samlet viser udviklingen, at borgere og virksomheder i dag møder kortere ventetider og en mere forudsigelig byggesagsbehandling. Resultaterne er opnået samtidig med et stabilt højt antal byggesager, en styrket erhvervsservice og en voksende mængde komplekse sager, som ligger uden for de nationale servicemål. Det understreger en positiv udvikling på tværs af byggesagsområdet.
Sammenhæng til politiske strategier
Sagen understøtter pejlemærket Gode rammer for at bo og udvikle sig. En effektiv og forudsigelig byggesagsbehandling gør det lettere for borgere og virksomheder at realisere byggeprojekter og bidrager til kommunens udvikling. Sagen understøtter samtidig pejlemærket En stærk og robust organisation.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Fraværende: René Christensen (M) - Fravær grundet ferie
Taget til efterretning
UDVALGTE
Bilag
- Offentlig Faktaark - KL servicemål
- Offentlig Offentlig
- Styrket erhvervsservice - 9 pkt plan Byggesager status maj 26 - servicemål
- Offentlig KL servicemål - forklaring af grafer - aug 26 - endelig
Kilde: Guldborgsund Kommune, Teknik-, Natur- & Miljøudvalget, referat fra mødet mandag 24. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.