Guldborgsund
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 23. september, Landdistrikts-, Bosætnings- & Medborgerskabsudvalget, Guldborgsund

Orienteringssag: Forundersøgelse Nordøstfalster

Realdania og Guldborgsund Kommune har i fællesskab fået udarbejdet en forundersøgelse, der viser det overordnede billede af området og kortlægger styrker, udfordringer samt potentialer for fremtidig udvikling.

Kort fortalt

Forslaget
  • Tage orienteringen om resultaterne af forundersøgelse, baseline, data og kortlægning af Nordøstfalster til efterretning.
Hvem
Landdistrikts-, Bosætnings- & Medborgerskabsudvalget, Guldborgsund Kommune
Hvornår
Onsdag 23. september 2026
Status
Besluttet. Fraværende: Martin Lohse (L) - Grundet arbejde Taget til efterretning UDVALGTE.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktionen indstiller til Landdistrikts-, Bosætnings- & Medborgerskabsudvalget:
1. at tage orienteringen om resultaterne af forundersøgelse, baseline, data og kortlægning af Nordøstfalster til efterretning.

Sagsfremstilling

I forbindelse med arbejdet med visionen for "Vores Nordøstfalster" er der i samarbejde med Realdania lavet en forundersøgelse. Forundersøgelsen leverer en systematisk baseline og kortlægning af Nordøstfalster på tværs af demografi, boliger, kulturarv, natur, erhverv, institutioner og mødesteder.
Der er identificeret fem temaer som de centrale udviklingsspor for en fælles indsats: aktivt medborgerskab, kunst, natur (blå og grøn), børn og unge samt by- og bygningskultur. Disse temaer er gennemgående i forundersøgelsen og i registreringen af mødesteder, og danner ramme for prioriteringen af mulige fælles projekter.
Forundersøgelsen viser, at Nordøstfalster er et landdistrikt under demografisk pres, men med flere træk, der adskiller området positivt fra kommunens øvrige yderområder, og et momentum af igangværende projekter og engagerede aktører. Tre forhold træder tydeligst frem:
• Stubbekøbing fastholder sin befolkning - Med ca. 2.214 indbyggere (2025) har byen holdt folketallet mere stabilt end kommunens øvrige landdistrikter, og fungerer fortsat som lokalt servicecenter.
• Horbelev viser positive tegn - Landsbyen har blot 26 tomme boliger (8,5 %) - langt under områdets gennemsnit på omkring 23 % - og faldende tomgang siden 2020. Antallet af tomme boliger er faldet fra omkring 60 (2011) til 22–31 de seneste år. Nettotilflytningen svinger dog fortsat fra år til år.
• Investeringer og kunst - Over 100 mio. kr. er i spil 2024–2028, og området har med Projekt 4850 og kunstneren Danh Vo en international kunstprofil, der er sjælden i danske landdistrikter. Det Classenske Fideicommis som dominerende grundejer, giver en usædvanlig god mulighed for at skabe forandring på tværs af hele området, og det kræver et stærkt og tillids fyldt samarbejde på tværs af kommune og grundejer. Derudover har kommunen lagt væsentlige investeringer i opgradering og genetablering af Hesnæs Havn, samt større naturgenopretningsprojekter, herunder genetableringen af Horreby Lyng.
Områdets styrker:
• Kulturarv - Fire fremtrædende kulturmiljøer (af ca. 55–60 udpegninger i området) - Stubbekøbing bymidte, Hesnæs fiskerleje, Corselitze og Horbelev landsby.
• Investering og kunst - En international kunstprofil at bygge videre på.
• Ejerstruktur - Det Classenske Fideicommis ejer 1.700 ha landbrug og 2.634 ha skov - en strategisk indgang til den grønne trepart m.m.
• Foreningsliv - Et stærkt, borgerdrevet foreningsliv med Horbelev Kulturgård som lokalt forankret samlingssted. Et tilsvarende foreningsliv findes i Stubbekøbing, forankret omkring Stubbekøbing Hallen og det tidligere rådhus.
• Befolkningsstabilitet - Stubbekøbing fastholder folketallet bedre end kommunens øvrige landdistrikter.

• Lejeboliger af relativt højt niveau - Området har et solidt udlejningsmarked - Det Classenske Fideicommis' ca. 100 huse langs kysten samt ca. 216 almene boliger i Stubbekøbing og 10 i Horbelev. Det giver adgang til ordentlige boliger uden krav om ejerskab.
Områdets udfordringer:
• Demografi - Befolkningsfald på 10,5 % fra 2010 til 2025, og den erhvervsaktive kernegruppe (40–59 år) skrumper markant - modsat den nationale befolkningstilvækst. Tilbagegangen er samtidig geografisk skæv: hovedbyen Stubbekøbing fastholder folketallet bedre, mens de mindre landsbyer og det åbne land mister flest indbyggere.
• Socioøkonomi - Indkomst- og uddannelsesniveau ligger systematisk under landsgennemsnittet.
• Serviceniveau - Dagligvaredækning er begrænset til Stubbekøbing og Horbelev.
• Boligmarked - Kvadratmeterpriser ligger 63 % (Stubbekøbing) til 73 % (Horbelev) under landsgennemsnittet, markedet er køligt, og over halvdelen af bygningsmassen er fra før 1940.
• Klimarisiko - Risiko for kystoversvømmelse. Hesnæs ligger lavt på den østvendte kyst inden for strandbeskyttelseslinjen, og stormfloden i oktober 2023 ramte fiskerlejet og havnen særligt hårdt. Kilde: Kystdirektoratet samt stormflodshændelsen oktober 2023.
Forundersøgelsens analyse viser desuden et forslag til en proces for, hvordan partnerskaber og projekter kan udvikles i Nordøstfalster. Her er den kommende indsats struktureret i to spor. Spor 1 kan sættes i gang nu. Det omfatter den strategiske ramme, altså sekretariat, partnerskab og en udviklingsplan for hele området, og de få projekter, hvor aktør, plan og finansiering allerede er til stede. Spor 2 er de projekter, der først skal modnes, og som realiseres senere, i al væsentlighed gennem udviklingsplanen fra spor 1.
Forundersøgelsen leverer baseline, kortlægning og en stedsspecifik mødestedsanalyse, og oplægget peger således primært på behov, muligheder og potentialer. De konkrete indsatsområder og prioritering heraf afgøres senere af partnerskabet, af udviklingsplanen og i dialog med de lokale aktører.

Sammenhæng til politiske strategier

Sagen understøtter Guldborgsund Kommunes politiske vision 2026-2029 via pejlemærket "Gode rammer for at bo og udvikle sig". Særligt inden for fokusområdet kultur, turisme, fritidsliv og fællesskaber.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beslutning

Fraværende: Martin Lohse (L) - Grundet arbejde

Taget til efterretning

UDVALGTE

Bilag

  • : Offentlig Spor 1 og Spor 2 - Nordøstfalster 2026

Kilde: Guldborgsund Kommune, Landdistrikts-, Bosætnings- & Medborgerskabsudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.