Besluttet 17. februar, Økonomiudvalget, Haderslev
Opfølgning på salgsvilkår for Gåskærgade 26
Kommunaldirektøren indstiller overfor Økonomiudvalget, at Der vælges model for håndtering af værket Tårnet, jf. bilag 1.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Haderslev Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 17. februar 2026
- Status
- Besluttet. Økonomiudvalget valgte model 1. Jon Krongaard stemte imod, idet han ønsker model 2. Kjeld Thrane.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller overfor Økonomiudvalget, at
Der vælges model for håndtering af værket Tårnet, jf. bilag 1.
Sagsfremstilling
Den 2. juni 2025 overtog Bo Michelsen A/S formelt ejendommen Gåskærgade 26, Haderslev –
det tidligere rådhus.
Bygningerne rives ned med henblik på opførelse af et nyt boligprojekt, hvori kunstværket
Tårnet, ikke kan indgå. Nedrivningen er nu nært forestående, og der skal derfor træffes
beslutning om, hvorvidt værket skal nedtages og opmagasineres eller destrueres i forbindelse
med nedrivningen af bygningerne.
Tårnet, der er fra 1974, er fremstillet af den nu afdøde danske maler og billedhugger Henning
Damgård-Sørensen. Det er placeret på ydermuren af trappetårnet ud mod gården på bagsiden
af bygningen. Værket er 13 meter højt og består af syv støbte, hvidmalede elementer, som er
boltet fast til bygningen. De enkelte elementer vejer fra 2,2 til 4,4 tons.
Tårnet nyder ophavsretlig beskyttelse indtil 70 år efter ophavspersonens dødsår. Henning
Damgård-Sørensen døde i 2013, hvorfor ophavsretten fortsat består.
Retten til destruktion følger imidlertid ejerskabet, så længe dette ikke krænker den såkaldte
”respektret”. Ejeren af bygningen har således i dette tilfælde ret til at destruere værket.
Nærmere om kunstneren og værket mv. fremgår af bilag 1.
Model 1:
I model nedtages værket og transporteres til Historiens Hus Haderslevs, hvor værket
opmagasineres.
Omkostningerne forbundet med denne opgave kan holdes inden for en ramme på 0,13 mio. kr.
Herefter opstartes en proces for eventuel fremtidig anvendelse af værket i regi af Kultur- og
Fritidsudvalget.
Såfremt processen munder ud i en konkret anvisning til alternativ placering, kan dette ske
enten ved opsætning på en eksisterende bygning, som fritstående værk eller ved indtænkning i
en eventuel kommende bygningsopførelse.
De to førstnævnte løsninger vil kræve opbygning af et bærende jernskelet og støbning af
fundament. Omkostningerne forbundet hermed forventes at udgøre ca. 1 mio. kr.
Teknik og Klima har i samarbejde med Historie Haderslev overvejet konkrete alternative
placeringer, men kan på nuværende tidspunkt ikke præsentere en oplagt lokation.
Såfremt processen ikke munder ud i en alternativ placering, vil der være omkostninger til
bortskaffelse af værket, som anslås at udgøre ca. 0,07 mio. kr.
Processen vil i øvrigt bestå i at afdække, hvorvidt der er et ”marked” for kunstværket, alternativt
om der er museer, der kunne være interesserede i at udstille det.
Kunstnerens arvingerne er kontaktet og har ingen indsigelser i forhold til en mulig ændret
placering, og vil se positivt på dette, hvis det besluttes.
Model 2:
I denne model destrueres værket i forbindelse med nedrivningen af bygningen.
Denne model vil være omkostningsneutral for kommunen, idet destruering i så fald vil være en
del af købers nedrivningsopgave, jf. købsaftalen.
Arvingerne har ingen indsigelser mod destruering. De har dog ytret ønske om at blive kontaktet
således de kan overveje alternativer.
Øvrige kunstværker og træer:
I hovedbygningen var var der to branddøre med indsatte malerier, udført af kunstneren Inger
Hanmann. Malerierne, bilag 2, er nedtaget og opbevares hos Historie Haderslev. Selve
branddørene vurderes også at være bevaringsværdige. Disse kan dog først tages ud, når
nedrivningen påbegyndes.
I udbudsmaterialet var det et politisk ønske, at platantræerne mod nord, bilag 3, så vidt muligt
skulle indtænkes i købers projekt, alternativt flyttes til en anden lokation.
Grundet projektets disponering har det ikke været muligt at bevare træerne.
Det er Teknik og Klimas vurdering, at det vil være særdeles omkostningstungt at flytte træerne,
da de alle står op ad en betonmur med fundament, og træerne derfor ikke kan flyttes uden et
omfattende manuelt forarbejde. Derudover må træerne formodes at have kompenseret for den
ensidige rodudvikling ved at sætte ekstra kraftige rødder i den ene side, hvilket gør træerne
meget sårbare over for en flytning.
Trægruppen har været involveret i dialogen herom.
Der er i lokalplanen indarbejdet bestemmelse om erstatningstræer.
Økonomiske forhold
Der er givet anlægsbevilling til Salg af Gåskærgade 26 på kommunalbestyrelsesmødet d.
Eventuelle bevillingsmæssige konsekvenser afledt af denne sag håndteres i 1. bevillingskontrol
Juridiske aspekter
Tårnet nyder ophavsretlig beskyttelse indtil 70 år efter ophavspersonens dødsår jf.
ophavsretslovens § 63, stk. 1, 1. pkt.
Retten til destruering tilkommer ejeren af værket og begrænses kun af særskilt aftale eller
”respektretten”.
Procedure
Økonomiudvalget 17. februar 2026
Beslutning
Økonomiudvalget valgte model 1.
Jon Krongaard stemte imod, idet han ønsker model 2.
Fraværende:
Kjeld Thrane
Kilde: Haderslev Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet tirsdag 17. februar 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.