Besluttet 2. november, Udvalget for Social Omsorg, Hedensted
Afrapportering af Handleplan - Området for voksne med handicap - gentænkt 2023-2026
Afsluttende status på Handleplan - området for voksne med handicap - gentænkt 2023-2026
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Social Omsorg, Hedensted Kommune
- Hvornår
- Mandag 2. november 2026
- Status
- Besluttet. Indstilling godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Økonomi
Fra 2023 var der en udgiftsudfordring på 30,3 mio. kr., som skulle håndteres gennem en løbende udgiftsreduktion gennem fire år, samt en treårig periode med tillægsbevillinger på henholdsvis 25,3 mio. kr. i 2023, 22,3 mio. kr. i 2024 og 15,3 mio. kr. i 2025. Det var planlagt, at udgifterne i 2026 var reduceret med 30,3 mio. kr. i forhold til 2022.
På trods af de vellykkede tiltag i arbejdet med målene i handleplanen, ser vi en stigning i udgiftsniveauet fra 2022. Stigningen skyldes primært flere borgere med meget komplekse udfordringer. På landsplan ser vi en lignende udvikling i særligt dyre borgere og en endnu større udgiftsstigning pr. 18-66 årige. I forhold til landsudviklingen har vi således formået at begrænse udgiftsstigningen i Hedensted Kommune.
Historik
I marts 2022 anmodede Hedensted Kommune konsulentfirmaet Komponent om at gennemføre en budgetanalyse på blandt andet det specialiserede voksenområde. Analysen blev fremlagt for Kommunalbestyrelsen i april 2022 og konkluderede blandt andet,
• At udgifterne på voksenområdet er høje i forhold til landsplan, regionen og sammenligningskommuner.
• At Hedensted Kommune socialøkonomisk er mindre belastet end på landsplan og i regionen.
• At Hedensted Kommune har et stigende antal unge voksne i udgiftstunge længerevarende botilbud.
• At der ses et betydeligt økonomisk potentiale ved omlægning af indsatser og arbejdet med kulturen og tilgangen til opgaveløsningen.
På mødet i Udvalget for Social Omsorg den 13. juni 2022 (punkt 69) og den 29. juni 2022 i Kommunalbestyrelsen (punkt 113) fremlagde forvaltningen forslag til plan for håndtering af den økonomiske udfordring på området for voksne med handicap. Forslaget blev godkendt.
Den 5. september 2022 forelagde forvaltningen Handleplan for området for voksne med handicap på Udvalget for Social Omsorg (punkt 91). Planen omhandler den 4- årige periode 2023-2026. Handleplanen for Voksne med handicap 2023-2026 Gentænkt blev godkendt i udvalget for Social Omsorg den 26. september 2022 (punkt 101). Planen er efterfølgende godkendt i Økonomiudvalget den 10. oktober 2022 (punkt 240) og i Kommunalbestyrelsen den 26. oktober 2022 (punkt 199).
Der blev givet en midtvejsstatus til Udvalget for Social Omsorg d. 5. maj 2025 (punkt 38) og senest en status 1. december 2025 (punkt 105).
Sagsfremstilling
Voksenhandicap har arbejdet med handleplanen siden godkendelsen i oktober 2022. Handleplanen er et strategisk fokusområde for Voksenhandicap i perioden 2023-2026.
Handleplanen afsluttes ved årets udgang. Herefter er indsatserne, der er igangsat, under hvert udviklingsspor, implementeret og overdraget til de relevante ledere. Disse kan ses samlet i bilag til punktet.
Initiativerne har haft såvel kortsigtet som langsigtet blik på effekter, samt hele tiden holdt op imod, at de tilbud, kompetencer og ressourcer, vi har, kan håndtere den stigende kompleksitet.
Uddrag af resultater:
• Voksenhandicap har fået en større mangfoldighed i sine tilbud, så der nu også kan tilbydes støtte til borgere, som ikke kræver forudgående visitation. For eksempel kan nævnes Åben vejledning i Mestringsenheden og nyåbnet cafétilbud på Fønix.
• En omlægning af botilbud Egevej til et områdefællesskab.
• Etablering af længerevarende botilbud på Kildebjerget.
• Øget kapacitet og pladser i vores beskyttede beskæftigelse samt aktivitets- og samværstilbud på Kildebjerget. Dermed kan vi tilbyde flere borgere dagtilbud internt, frem for køb i andre kommuner eller ved private leverandører.
• Etablering af virtuel bostøtte i aften- og nattimerne til borgere, som bor i eget hjem og får støtte af Mestringsenheden.
• Udvikling af en samarbejdsmodel med Beskæftigelse, så borgere i Voksenhandicap i højere grad bliver støttet mod det beskæftigelsestilbud som giver mening for den enkelte (fx job med løntilskud)
• Målrettet kompetenceudvikling for hele Voksenhandicap med udgangspunkt i vores Fælles Faglige Fundament: Neuropædagogik, Voksenudredningsmetoden og Recovery Orienteret Rehabilitering.
• Administrativ forenkling og relationelt samarbejde om opfølgninger i vores egne tilbud.
• Der er oprettet selvhjælps- / netværksgrupper for borgere med diagnoserne ADHD, ADD og Autisme, samt netværksgruppe for borgere med senhjerneskade
• Etableret partnerskab med KFUM og deres tilbud Social Driveout. Tilbuddet medvirker til at bygge bro mellem borgerne og kommunen, faciliterer caféer, aktiviteter og fremmer venskaber og relationer hos målgrupper, som ellers har svært ved at opsøge fællesskaber.
Punktet fremlægges som en messe, hvor udvalget besøger syv stande med ledere og medarbejdere. Disse vil fortælle om deres arbejde med handleplanens indsatser. Fokusområderne er: Visitation Voksenhandicap, Mestringsenheden, Ny Egevej, Kildebjerget Bo- og Beskæftigelsescenter, Frivillighed og civilsamfund samt Økonomi.
I den skriftlige afrapportering vil de konkrete og uddybende resultater kunne ses.
Indstilling
at status drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Indstilling godkendt.
Bilag
Kilde: Hedensted Kommune, Udvalget for Social Omsorg, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 92. Læs den originale sag hos kommunen.