Besluttet 25. august, Børne-, Familie- og Forebyggelsesudvalget, Herlev
Implementering af KIT – Koordineret Indsats på Tværs
Udvalget orienteres om implementering af samarbejdsmodellen KIT (Koordineret Indsats på Tværs) i Herlev Kommune.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne-, Familie- og Forebyggelsesudvalget, Herlev Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 25. august 2026
- Status
- Besluttet. Præsentation er vedhæftet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
FORVALTNINGEN INDSTILLER, at orientering om implementering af samarbejdsmodellen KIT tages til efterretning.
Sagsfremstilling
KIT (Koordineret Indsats på Tværs) er en samarbejdsmodel mellem kommuner og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) i Region Hovedstaden. Formålet er at sikre mere sammenhængende, koordinerede og rettidige forløb for børn og unge med psykiske lidelser og deres familier. Modellen bygger på tydelige roller, klare arbejdsgange og faste mødestrukturer på tværs af kommune og psykiatri.
KIT er udviklet, afprøvet og justeret i et praksisnært samarbejde mellem Gladsaxe, Gentofte og Frederiksberg kommuner samt seks afsnit i BUC. Erfaringer og evalueringer viser, at modellen kan styrke det tværsektorielle samarbejde, skabe større tryghed for familierne og give mere fremdrift i sagerne, når den anvendes som forudsat. I Herlev Kommune er der aktuelt anslået ca. 128 børne- og ungesager med ophæng i et KIT-forløb.
Implementeringen af KIT tager afsæt i fem obligatoriske kerneelementer, der tilsammen skal sikre et sammenhængende forløb:
1. Ansvarlige kontaktpersoner: Der udpeges faste nøglepersoner, som sikrer løbende kontakt, koordinering og dialog mellem sektorerne. I Herlev Kommune disponeres der med én nøgleperson i PPR og én i Børne- og Ungerådgivningen med et gennemsnitligt tidsforbrug på tre til fire timer ugentligt hver.
2. Tidlig kontakt: Tidlig dialog mellem kommune og BUC med fokus på vidensdeling, samtidighed og fremdrift i barnets eller den unges forløb.
3. Koordineringsmøde i kommunen: Tværgående koordineringsmøder mellem relevante kommunale afdelinger for at sikre fælles retning og klare aftaler.
4. Netværksmøde i BUC: Møder med deltagelse af BUC, kommune og familie med fokus på fælles forståelse, ressourcer og faglig vidensdeling.
5. Tværsektoriel plan: En fælles plan, der tydeliggør ansvar, indsatser og tidsplan, så forældrene ikke skal fungere som tovholder for deres eget forløb.
Kerneelementerne understøttes af fælles guides, standardiserede skabeloner og systematiserede arbejdsgange, der sikrer tydelig kommunikation og ensartet praksis.
Implementeringen af KIT tilpasses Herlev Kommunes lokale organisering og eksisterende strukturer på børne- og ungeområdet. Der er fokus på klar rolle- og ansvarsfordeling mellem PPR, Børne- og
Ungerådgivningen og øvrige enheder, kendte kontaktveje til BUC, forankring i den daglige praksis samt løbende ledelsesmæssig opmærksomhed. Implementeringen understøttes af erfarne KIT-konsulenter, der yder sparring og faglig støtte til medarbejdere og ledelse.
En evaluering gennemført af UTS (Enhed for Udvikling af Tværsektorielt Samarbejde) i samarbejde med CPI (Center for Patientinddragelse) viser, at KIT øger trygheden for familierne, styrker koordineringen mellem fagpersoner og skaber mere systematik og fremdrift i sagerne, samtidig med at færre sager eskalerer til ledelsesniveau. Evalueringen peger dog på behov for fortsat fokus på implementering og forankring for at sikre, at alle fem kerneelementer fungerer i samspil.
Funktionschef Bine Baadsgaard (Tværfaglige Indsatser) og leder Pernille Vestergaard Kleffel (Børne- & Ungerådgivning) deltager under punktet.
Lovgrundlag
Intet at bemærke.
Økonomi
Intet at bemærke.
Beslutningskompetence
Børne-, Familie- og Forebyggelsesudvalget
Beslutning
Præsentation er vedhæftet.
Taget til efterretning.
Kilde: Herlev Kommune, Børne-, Familie- og Forebyggelsesudvalget, referat fra mødet tirsdag 25. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.