Herlev
Nyt fra byråd og udvalg

På dagsordenen 27. oktober, Skole- og Uddannelsesudvalget, Herlev

Resultater af den nationale trivselsmåling 2025-2026

Resultaterne af den nationale trivselsmåling for skoleåret 2025/2026 er offentliggjort af Undervisningsministeriet. Der orienteres om resultaterne for Herlev Kommunes skoler. Resultaterne viser samlet set stabile trivselsniveauer med fortsat høj social trivsel blandt eleverne.

Skoler og børn

Kort fortalt

Hvem
Skole- og Uddannelsesudvalget, Herlev Kommune
Hvornår
Tirsdag 27. oktober 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 27. oktober 2026. Du finder dem på herlev.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

FORVALTNINGEN INDSTILLER,
at orientering om resultaterne af den nationale trivselsmåling 2025/2026 tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Resultaterne af den nationale trivselsmåling er offentliggjort af Undervisningsministeriet. Folkeskolelovens § 56 b fastslår, at alle folkeskoler skal gennemføre en årlig trivselsmåling med henblik på at følge og styrke elevernes trivsel.
De samlede resultater af den nationale trivselsmåling kan ses på Uddannelsesstatistik.dk.
Trivselsmålingen gennemføres ved, at eleverne udfylder et elektronisk spørgeskema. Spørgeskemaet består af 40 spørgsmål til elever på mellemtrinnet og i udskolingen (4.-9. klasse). Eleverne i indskolingen besvarer 20 mere enkle spørgsmål.
Eleverne besvarer spørgsmålene i klassen som en del af undervisningen. Lærere og pædagoger kan ikke se den enkelte elevs besvarelse. Den generelle trivsel er en samlet indikator baseret på 29 af spørgsmålene i målingen. Der opgøres resultater inden for områderne generel trivsel, faglig trivsel, social trivsel, ro og orden samt støtte og inspiration.
Hovedresultater Resultaterne viser, at den generelle trivsel blandt eleverne på Herlev Kommunes skoler ligger mellem 3,5 og 3,7 på en skala fra 1 til 5. Resultaterne er samlet set stabile og på niveau med de seneste års målinger.
På tværs af skolerne opnås de højeste resultater inden for social trivsel, hvor eleverne generelt angiver en høj grad af tilhørsforhold, fællesskab og gode relationer til klassekammeraterne. Resultaterne ligger omkring 3,8-3,9.
Den gennemsnitlige generelle trivsel på Herlev Kommunes folkeskoler er 3,6 og ligger dermed på niveau med landsgennemsnittet. Selvom der er mindre forskelle mellem de enkelte skoler, viser resultaterne

samlet set, at trivslen blandt eleverne i Herlev svarer til det nationale niveau. Herlev følger desuden de samme overordnede tendenser som resten af landet med høj social trivsel og lavere resultater på støtte og inspiration.
Opmærksomhedspunkter Ligesom i tidligere år er støtte og inspiration det område, hvor eleverne giver de laveste vurderinger. Resultaterne ligger mellem 2,9 og 3,3 på tværs af skolerne. Området omhandler blandt andet elevernes oplevelse af motivation, medinddragelse og støtte i undervisningen og udgør fortsat et væsentligt opmærksomhedspunkt for skolernes udviklingsarbejde.
Faglig trivsel ligger generelt lavere end social trivsel på alle skoler. Dette peger på et fortsat behov for fokus på deltagelsesmuligheder, motiverende læringsmiljøer og en undervisning, der understøtter elevernes engagement og læring.
Opfølgning på resultaterne Der er et vedvarende fokus på arbejdet med trivsel på Herlev Kommunes skoler. Resultaterne indgår i den løbende ledelsesdialog med skolerne og behandles lokalt i skoleledelserne og skolebestyrelserne. Skolerne anvender resultaterne som grundlag for lokale indsatser vedrørende klassefællesskaber, elevinddragelse, deltagelsesmuligheder og udvikling af motiverende læringsmiljøer.
Forvaltningen følger op på resultaterne gennem dialog med skoleledelserne og i de løbende skoleudviklingssamtaler.
Der er i skoleåret 2026/2027 særlig opmærksomhed på udvikling af de faglige og trivselsmæssige resultater efter dannelsen af de fem lokalt forankrede skoler.
Skoleleder Caroline Nors Glad deltager under punktet.
Lovgrundlag
Folkeskoleloven § 56 b.

Økonomi

Sagen medfører ikke bevillingsmæssige ændringer.
Beslutningskompetence
Skole- og Uddannelsesudvalget

Kilde: Herlev Kommune, Skole- og Uddannelsesudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 27. oktober 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.