Besluttet 10. august, Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget, Herning
Orientering om status for byggesagsbehandlingen 2. kvartal 2026
Den kommunale byggesagsbehandling har traditionelt haft stor opmærksomhed i forhold til byggeriets samlede processer og de involverede parter. Derfor følges udviklingen nøje af byggeriets parter, byggeriets interesseorganisationer og Kommunernes Landsforening m.fl.
Kort fortalt
- Hvem
- Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget, Herning Kommune
- Hvornår
- Mandag 10. august 2026
- Status
- Besluttet. Orienteringen er taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Der henvises til forvaltningens egne skemaer og opgørelser for området, bilag 1 - 4, som er baseret på indkomne sager med servicemål og uden servicemål. Herunder med nedslag på udviklingen og årsager, som overvejende svarer til udviklingen for 1. kvartal.
Pr. 30. juni 2026 kan fremhæves følgende:
At den samlede gennemsnitlige sagsmængde fortsat er relativ høj for perioden og på niveau med samme periode 2025. Aktuelt er der bl.a. modtaget 269 nye sager i juni måned 2026.
At 2. kvartal har været præget af, at servicemålene på flere af de 5 kategorier har været opfyldt og at erhvervsansøgninger næsten ligger inden for servicemålet. Det er nu ca. 69 % af sagerne, der overholder de nationale servicemål og dermed næsten samme niveau
som sidste kvartal. De aftalte nationale servicemål er 80 %.
Der er fortsat mindre udfordringer med at følge med på erhvervssager. Derudover har vi i perioden fortsat modtaget mange ansøgninger og forespørgsler, der vedrører landzone. Det gælder specielt lovliggørelse af mindre byggeri i landzone og placering af nye gyllebeholdere, men også ønsker om at indrette erhverv af forskellig art i overflødiggjorte landbrugsbygninger til f.eks. håndværkere, vognmand, entreprenører o. lign. Internt er der i afdelingen flyttet opgaver og medarbejdere fra Boligteamet til Erhvervsteamet for at afhjælpe den midlertidige situation. Derudover giver en forhånds dialog med ansøgere mulighed for forventningsafstemning og aftale tidsplaner for eventuelle deltilladelser og endelige tilladelser.
Der har derfor fortsat været ekstra fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden for landzonesager ved at se på mulighederne for ændret praksis for opførelse af mindre byggeri i landzone.
Forvaltningen er via dialog med landbrugets rådgivere bekendt med, at flere ansøgninger på staldbyggeri afventer trepartarbejdet og det nye regeringsudspil for landbruget. Afhængigt af udfaldet kan der forventes modtagelse af flere større ansøgninger for landbrugsbyggeri.
Der kan ved kvartalets udgang konstateres en større efterspørgsel på hurtigere sagsbehandling, som blandt andet kan begrundes i sommerferieperioden, men også prisstigninger på transport og byggematerialer som følge af den aktuelle verdenssituation, medfører større interesse for igangsætning, så kontraktlige aftaler overholdes med bygherrer.
Til orientering undersøger forvaltningen i øjeblikket mulighederne for at indføre en digital løsning, der giver ansøgere mulighed for at følge status for deres egen byggesag. Løsningen vil formentlig reducere telefoniske henvendelser og spørgsmål til ansøgningernes status.
Derudover er der ved udgangen af 2. kvartal igangsat indledende opstart af AI-projekter, der bl.a. omhandler screening og en mere automatisk sagsbehandling af mindre og ukomplicerede ansøgninger. Forvaltningen forventer, at disse løsninger f.eks. kan frigive resurser til behandling af mere komplicerede ansøgninger med erhvervsmæssig karakter.
Økonomi
Økonomi-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget har senest besluttet gebyrsammensætning for byggesagsbehandlingen, så der nu alene opkræves en fast timesats for alle type byggesager inden for gebyrområdet.
Timesatsen er fastsat til 970 kr. pr. time og har effekt for tidsregistrering på ansøgninger fra den 1. juni 2026.
Fra årsskiftet til 2026 blev der indført ændringer i gebyrsatserne, der fastsætter en ny timesats på 750 kr. efter medgået tid på større byggeri og derudover indførelse af den statslige fastlagte gebyrsats på 1.230 kr. for mindre sekundært byggeri.
Indstilling
DIREKTØREN FOR TEKNIK OG MILJØ INDSTILLER,
at udvalget tager byggesagsbehandlingens status for 2. kvartal 2026 til efterretning.
Beslutning
Orienteringen er taget til efterretning.
Kilde: Herning Kommune, Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.