Herning
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 11. august, Børne- og Familieudvalget, Herning

Skolebuskørsel 2026/2027

Der foreligger status for køreplanlægningen for skolebusserne i skoleåret 2026/2027, hvor køretiden på alle ruter overholder servicemålet på 50 minutter. For de få elever, hvor det uanset omløbstider ikke er muligt at løse transporten med skolebus, løses transporten med taxa.

Skoler og børn

Kort fortalt

Hvem
Børne- og Familieudvalget, Herning Kommune
Hvornår
Tirsdag 11. august 2026
Status
Besluttet. Orienteringen er taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Udvalget besluttede på møde den 23. juni 2025, punkt 106, hvor sidste års skolebusplanlægning blev godkendt, at serviceniveauet for den maksimale køretid skulle justeres ned fra 60 minutter til 50 minutter.
Servicemålet for skolebuskørslen er således nu, at den planlægges efter, at eleverne har kortest mulig køretid, og det tilstræbes, at turen ikke er længere end 50 minutter.
Der planlægges med kortest mulig ventetid på skolerne før og efter skoletid, hvor det tilstræbes, at ventetiden ikke overstiger 15 minutter om morgenen og 45 minutter om eftermiddagen.
Med sammenlægningen af de to skoledistrikter i Sunds (Skalmeje og Sunds/Ilskov) har der ikke vist sig behov for ekstra ruter.
Det kan oplyses, at alle skolebusruterne lever op til servicemålet, dog kan to af ruterne ikke leve op til de maksimale ventetider på 45 minutter efter skoletid. Rute 135 har på en afgang en ventetid på 46 minutter og rute 144 en enkelt afgang med ventetid på 47 minutter.
Det forventes, at der skal gives tilbud om taxakørsel til 9 børn i skoleåret, hvilket er et fald fra de 27, som fik tilbud om taxakørsel i skoleåret 2025/2026. Af de 9 børn er en stor del gengangere fra 2025/2026, hvorfor omkostningsniveauet til den supplerende taxaløsning må forventes at være lavere for skoleåret 2026/2027 end for 2025/2026.

Med den nugældende registrering af trafikfarlige skoleveje vil 8 ud af de 9 skolebørn tilbydes taxa uanset omløbstider på op til 60 minutter på skolebusruterne. Skal flere børn tilbyde skolebus, skal der oprettes flere skolebusruter.
Der er efter bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen mulighed for at kompensere forældre, der selv ønsker at transportere deres børn til skole, hvis børnene er berettiget til skolebus/taxa. Dette kunne være et alternativ til taxakørsel, hvis forældrene ønsker det.
Der er set på to andre kommuners ordning på området. Det drejer sig om Aarhus og Vejle Kommune. Begge kommuner godtgør forældrene med statens lave kørselstakst, der i 2026 er 2,28 kr./km. Taksten betales for den kortest mulige vej til skole, og kun mens barnet er i bilen.
Skat har til en anden kommune udtalt, at godtgørelsen er skattepligtig.
Herning Kommune kan ikke forpligte forældrene til selv at køre deres børn, ligesom forældrene har ret til at fortryde deres valg.
I forhold til skolebuskørsel har Herning Kommune også her fokus på klimaaftrykket. Derfor skal der transporteres så mange børn som muligt i de anvendte skolebusser og taxaer. Det kunne overvejes, om forældre skal tilbydes ekstra godtgørelse, hvis de transporterer flere end egne børn.
Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget behandlede punktet på et møde den 22. juni 2026, punkt 102, og besluttede følgende:
Planlægning af skolebuskørsel i skoleåret 2026/2027 blev godkendt, og forældre til børn, som ellers er visiteret til taxakørsel til skole, tilbydes kompensation med statens høje kørselstakst, hvis de selv transporterer deres børn til skole.
Alternativer til erstatning for taxakørsel undersøges fortsat og implementeres i løbet af skoleåret, hvis muligt.

Økonomi

Den årlige udgift til en supplerende taxaløsning på ovenstående 6 skolebusruter med en morgentur og en eftermiddagstur på 200 skoledage har i det forløbne skoleår været stigende. Såfremt den årlige udgift beregnes på baggrund af seneste kvartal, vil udgiften sandsynligvis udgøre ca. 1.000.000 kr. årligt. Udgiften vil afhænge af, hvilken løsning der kan findes for den enkelte elev.
Merudgiften vil kunne afholdes inden for nuværende driftsbudget til kollektiv trafik.

Indstilling

DIREKTØREN FOR BØRN OG UNGE INDSTILLER,
at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Orienteringen er taget til efterretning.

Kilde: Herning Kommune, Børne- og Familieudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.