Herning
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 23. september, Kultur- og Fritidsudvalget, Herning

Kulturfest Herning 2026 og 2027

Kulturfest Herning 2026 med temaet "Når vi mødes..." er overstået, og projektgruppen fremlægger her en kort evaluering af ugen. Sagen indeholder også forslag til tema samt forslag til tidspunkt for Kulturfest Herning 2027.

Kultur og fritid

Kort fortalt

Hvem
Kultur- og Fritidsudvalget, Herning Kommune
Hvornår
Onsdag 23. september 2026
Status
Besluttet. Indstillingen er tiltrådt. Der bevilges 100.000 kr. til udviklingen af samarbejdet med lokalområderne. Der bevilges 100.000 kr. til en styrkelse af program i Herning midtby i forbindelse med Kulturfestens afslutning. Midlerne gives under forudsætning af, at der kan etableres et forpligtende samarbejde med Herning Cityforening og at dette evalueres i forlængelse af Kulturfesten. Fraværende: Lone Nielsen Punkt 95: Fordeling af "Midler til styrkelse af kulturlivet i kommuner" 20.20.00-P20-1-26 Fraværende: Lone Nielsen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Kulturfest Herning 2026 blev afviklet fra den 6.-13. juni med omkring 150 arrangementer fordelt rundt i kommunen samt et festligt afslutningsbrag i Herning midtby. I ugens løb samledes både professionelle kulturaktører, lokale foreninger, institutioner og frivillige, og projektgruppen vurderer, at Kulturfesten igen i år har været medvirkende til mangfoldige kulturoplevelser på tværs af både geografi og målgrupper.
Et centralt element for ugen var Kulturfest PÅ TUR, der besøgte fem lokalområder med en kombination af programsatte kulturindslag og lokale aktiviteter. Arrangementerne var velbesøgte og byggede videre på et stærkt samarbejde med lokalområderne. Også forestillingen Vivaldis Vilde Liv, som modtog ekstraordinær støtte fra Kultur- og Fritidsudvalget, blev en stor succes med fulde huse og stor lokal opbakning fra de besøgte områder.
Mikropuljen spillede igen i år også en vigtig rolle for ugens arrangementer, hvor i alt 16 aktører modtog støtte til et eller flere initiativer. Projektgruppen vurderer, at puljen er et effektivt redskab i understøttelsen af de lokale initiativer, og behovet for puljen er fortsat stort. Projektgruppen peger derfor på en styrkelse af puljen i 2027, så den vil kunne komme endnu flere aktører til gavn. To lokalområder deltog i årets Kulturfest som TO GO byer, og skabte en række fine arrangementer fordelt ud over ugens løb. Det er dog projektgruppens vurdering, at TO GO-konceptet har nået et naturligt udviklingsniveau. Netop her ser projektgruppen derfor en mulighed for at styrke mikropuljen til fordel for flere aktiviteter og aktører. Det er således projektgruppens anbefaling, at TO GO-konceptet udfases fra 2027.
Afslutningsdagen i Herning midtby bød på en lang række aktiviteter for både børn, unge og voksne i samarbejde med en bred vifte af kulturinstitutioner og lokale aktører. Derudover blev Torvet i højere grad end tidligere år anvendt som samlingspunkt gennem flere dage, og ugen

blev netop på Torvet afsluttet med to koncerter, der samlede et stort publikum og markerede et brag af en afslutning på årets Kulturfest.
Projektgruppen bestod i 2026 af: Nicki Quist (Fermaten), Amalie Mose Klitgaard (Herning Ny Teater), Line Skovgaard Andersen (Herning Bibliotekerne), Line Hillerup (Huset No7), Oliver Volf (Kulturelt Samråd Herning), Pia Trab Worm, Sune Madsen og Michelle Marie Johnsen (Herning Kommune).
Perspektiver for Kulturfest Herning 2027
Mange dele af Kulturfest Herning 2026 forløb tilfredsstillende. Særligt samarbejdet med lokalområderne, hvor der opleves stor interesse og engagement. Lokale tovholdere og ildsjæle gør en betydelig indsats for at skabe kulturelle oplevelser i byerne rundt omkring Herning, og projektgruppen vurderer samarbejdet som en af Kulturfestens væsentligste styrker. Derfor vil et særligt fokusområde i 2027 også være et forsøg på i endnu højere grad at styrke koblingen mellem aktiviteterne i lokalområderne og afslutningsdagen i Herning.
Projektgruppen ønsker traditionen tro også i 2027 at arbejde med et fælles tema, der kan inspirere både kulturinstitutioner, foreninger, byer og øvrige samarbejdspartnere. For Kulturfest Herning 2027 foreslås temaet "Kulturfest Herning – Helt tæt på".
Temaet tager afsæt i nærvær, det store i det små og de møder, der opstår, når mennesker samles omkring fælles oplevelser. Selvom afslutningsbraget i 2026’s store koncerter vurderes som succesfulde, så har Kulturfesten over de seneste år vist, at nogle af de stærkeste oplevelser ikke nødvendigvis er de største. Tværtimod opstår der ofte noget særligt, når mennesker mødes i øjenhøjde, når afstanden mellem publikum og kunstner bliver mindre, og når oplevelserne finder sted helt tæt på. Det er en del af det oprindelige Kulturfest Herning DNA, og i 2027 skal vi tilbage til rødderne.
For at komme helt tæt på den kulturelle udfoldelse, vil det være nødvendigt at arbejde med flere mindre scener, venues og lignende i byens rum. Projektgruppen vurderer derfor også, at det er nødvendigt at arbejde med forbindelserne mellem de forskellige aktiviteter. Noget som leder på vej og guider rundt mellem aktiviteterne uanset om det er synlige markører, et lydbillede eller noget tredje. Dette vil således også være et udviklingsområde for projektgruppen.
Projektgruppen foreslår samtidig, at Kulturfest Herning 2027 afvikles fra den 12.-19. juni med afslutning i Herning midtby.

Økonomi

Kultur- og Fritidsudvalget afsatte i 2018 400.000 kr. per år til Kulturfest Herning. Det samlede budget har i 2026 inklusiv årlige fremskrivninger og en mindre overførsel fra 2025 været på 544.000 kr. Dertil kommer markedsføring via HerningErKultur, udgifter til scener og teknik afholdt af Torvekontoen samt Kulturelt Samråd Hernings støtte fra deres puljer til aktører og foreninger foruden 50.000 kr. øremærket til Kulturgårdssamarbejdets aktiviteter under Kulturfesten.

Projektgruppen bemærker, at de mange arrangementer og tiltag i høj grad også lader sig gøre grundet et stærkt samarbejde på tværs af alle aktører, uanset om det er de lokale ildsjæle, der får få midler til at strække langt eller en række kulturinstitutioner der bidrager med kreativitet og ressourcer.
Budgettet for Kulturfest Herning 2027 vil som udgangspunkt være på samme niveau som i 2026 med en mulig mindre fremskrivning.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i forbindelse med behandlingen af sagen om Kulturfest Herning 2025 og 2026 at bevilge yderligere 200.000 kr. til Kulturfest Herning 2026. Midlerne blev øremærket til mere samarbejde med landsbyer og lokalområder samt fyrtårnsarrangementer. Bevillingen blev finansieret fra Kulturudvalgets rådighedsbeløb.
Hvis man også i 2027 ønsker at udvikle på Kulturfesten som indsats, foreslår projektgruppen to punkter, der ligger uden for den nuværende økonomiske ramme:
Mere nærvær – mere kultur Med afsæt i årets tema er ønsket fra projektgruppen, at man i byens rum arbejder med rammesætningen af mindre, intime rum med mulighed for at komme helt tæt på kunsten og kulturen. Mange steder i byen er allerede oplagte, mens andre vil kræve bearbejdning, der til gengæld vil give helt anderledes oplevelser. Det kunne være en baggård, en tagterrasse, en parkeringskælder, et tomt lokale eller et uudnyttet hjørne midt i det hele. Om det er møblement, lys eller lyd som rammesætter vil komme an på det enkelte sted.
For at man som deltager kan komme helt tæt på, så skal både kvaliteten af det kulturelle tilbud og rammerne være i orden. Projektgruppen foreslår derfor, at man kan afsætte 125.000 kr. til en styrkelse af afslutningsbragets program i Herning midtby, så det i endnu højere grad kan lykkes at skabe rum for aktiviteter, hvor man oplever det hele – helt tæt på.
Stærkere samarbejde med lokalområder Med udgangspunkt i de opsamlede erfaringer står det klart, at man rundt i byerne omkring Herning virkelig forstår at skabe aktivitet og ejerskab, når man får et tilbud som enten Kulturfest PÅ TUR eller Vivaldis Vilde Liv. Projektgruppen er allerede kommet med forslag til styrkelse af mikropuljen til fordel for flere lokale aktiviteter, men der er fortsat potentiale for mere. Det kunne være yderligere tilføjelser til trailerscenens kulturelle program eller et tilbud om et andet kulturelt besøg ude lokalt. Særligt sidstnævnte kan være en måde at styrke tilknytningen til Herning, da det også kan bruges til at udvikle initiativer lokalt, der kan samles til noget større under afslutningsbraget.
Projektgruppen foreslår derfor, at man kan afsætte 75.000 kr. til udviklingen af samarbejdet med lokalområderne.
Forvaltningen foreslår en potentiel finansiering fra Serviceområde 15, Kultur, Kulturudvalgets rådighedsbeløb for 2027.

Indstilling

DIREKTØREN FOR BY, ERHVERV OG KULTUR INDSTILLER,
At evalueringen tages til orientering,
At temaet "Helt tæt på" samt tidsrammen den 12.-19. juni for Kulturfest Herning 2027 godkendes,
At projektgruppens forslag om udfasning af TO GO-konceptet til fordel for styrkelse af mikropuljen godkendes,
At udvalget tager stilling til, om den økonomiske ramme for Kulturfest Herning skal fastholdes på eksisterende niveau, eller udvides med yderligere midler til henholdsvis styrkelse af afslutningsbraget i Herning samt styrkelse af samarbejdet med lokalområderne.

Beslutning

Indstillingen er tiltrådt.
Der bevilges 100.000 kr. til udviklingen af samarbejdet med lokalområderne.
Der bevilges 100.000 kr. til en styrkelse af program i Herning midtby i forbindelse med Kulturfestens afslutning. Midlerne gives under forudsætning af, at der kan etableres et forpligtende samarbejde med Herning Cityforening og at dette evalueres i forlængelse af Kulturfesten.
Fraværende:
Lone Nielsen

Punkt 95: Fordeling af "Midler til styrkelse af kulturlivet i kommuner" 20.20.00-P20-1-26 Fraværende: Lone Nielsen

Kilde: Herning Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.