Besluttet 23. september, Social- og Sundhedsudvalget, Herning
Takstoversigt 2027 - takster til fritvalgsleverandører
Fritvalgstaksterne for 2027 for personlig pleje, praktisk hjælp og madservice forelægges hermed til Social- og Sundhedsudvalgets godkendelse. Taksterne anvendes til afregning med fritvalgsleverandøren.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og Sundhedsudvalget, Herning Kommune
- Hvornår
- Onsdag 23. september 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen er tiltrådt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Kommunen har pligt til at sikre, at de borgere, som er visiteret til personlig pleje, praktisk hjælp eller madservice, kan vælge mellem 2 eller flere leverandører, inkl. den kommunale leverandør.
Betalingen til de private fritvalgsleverandører beregnes på baggrund af Herning Kommunes gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved levering af en tilsvarende ydelse. Beregningsgrundlaget er det senest afsluttede årsregnskab. For 2027 er taksterne således beregnet på grundlag af forbruget for 2025. Forbrugstallene er reguleret med KL's pris- og lønskøn fra juni 2026.
Med den nye Ældrelov er indført nye bestemmelser omkring beregning af forløbstakster for helhedspleje. De betyder blandt andet, at kommunen løbende, og mindst en gang årligt i forbindelse med aflæggelse af årsregnskab, skal foretage efterberegning af de beregnede afregningspriser. Har kommunens faktiske omkostninger ved levering af en tilsvarende ydelse været højere end den fastsatte afregningspris for året, skal kommunen efterbetale leverandøren forskellen. Har omkostningerne været lavere, skal leverandøren efterbetale kommunen forskellen. De beregnede fritvalgstakster for 2027 vil således blive efterberegnet i foråret 2028 forbindelse med årsregnskabet for 2027.
En oversigt over de beregnede fritvalgstakster 2027 er vedlagt som bilag.
Bemærkninger til enkelte takster:
Helhedspleje:
Med afsæt i ældreloven har Sundhed og Ældre arbejdet med udvikling af helhedsplejen som et bærende princip for den fremtidige ældrepleje i Herning Kommune. Der visiteres nu efter nye
omsorgs- og plejeforløb. Der er i den forbindelse udviklet en ny og mere simpel takstmodel, hvor det samlede udgiftsniveau holdes op mod visiterede timer. Efter den nye takstmodel opdeles alene i dag-, aften og nattakst.
En væsentlig ændring til takst 2027 er, at der i dagtaksten også er indarbejdet terapeutfaglige ressourcer.
På grund af omlægningen til ny takstmodel, er det ikke muligt at anføre direkte sammenligningstal for 2026 på området for helhedspleje. Det kan dog oplyses, at timesatsen for 2026 beløbsmæssigt ligger mellem 459 kr. - 1.203 kr., mens niveauet i 2027 ligger mellem 706 kr. - 1.072 kr.
Mad til borgere i eget hjem:
Kommunen oplever et fald i antallet af producerede kostenheder, idet fritvalgsleverandørerne har øget deres markedsandel. Samtidig har der været en stigning i råvarepriserne. Udviklingen medfører en stigning i fritvalgstaksterne for mad på op til 16,7%.
Friplejehjem:
Takster for afregning til friplejehjem er beregnet på baggrund af gennemsnitsprisen for tilsvarende plejehjemstilbud i kommunen. De beregnede takster for 2027 viser en stigning på op til 14,8% i forhold til 2026. Årsagen til stigningerne er primært øgede lønudgifter. Således er store personalegrupper på plejecentrene blevet tilgodeset i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.
Indstilling
DIREKTØREN FOR SOCIAL, SUNDHED OG BESKÆFTIGELSE INDSTILLER,
at takster 2027 til fritvalgsleverandører godkendes.
Beslutning
Indstillingen er tiltrådt.
Kilde: Herning Kommune, Social- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.