Besluttet 24. juni, Kommunalbestyrelsen, Hillerød
Modtagelse og indsatser for borgere fra Ukraine - status
Direktionen indstiller til Erhverv og Uddannelsesudvalget at indstille til Økonomiudvalget at indstille til Kommunalbestyrelsen at tage status for modtagelse og indsatser for borgere fra Ukraine til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Hillerød Kommune
- Hvornår
- Onsdag 24. juni 2026
- Status
- Besluttet. Kommunalbestyrelsen godkendte Økonomiudvalgets indstilling. Stedfortrædere: Stefan Stormskjold Madsen (C), Dorthe Aalholt (V) Dan Riise (V) og Charlotte Sørensen (C).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller til Erhverv og Uddannelsesudvalget at indstille til Økonomiudvalget
at indstille til Kommunalbestyrelsen at tage status for modtagelse og indsatser for
borgere fra Ukraine til efterretning.
BESLUTNINGSFORLØB
Beslutning fra Erhverv og Uddannelsesudvalget, den 2. juni 2026, punkt 6:
Udvalget godkender indstillingen og tager status til efterretning.
Udvalget anerkender og takker for det store arbejde de kommunale medarbejdere,
Frivilligcenteret, DGI og frivillige har gjort for at tage godt imod de Ukrainske flygtninge i
Hillerød.
Fraværende:
Hanne Kirkegaard (V)
Beslutning fra Økonomiudvalget, den 17. juni 2026, punkt 26:
Økonomiudvalget udsatte sagen.
Fraværende:
Annette Rieva (V)
Beslutning fra Økonomiudvalget, den 24. juni 2026, punkt 15:
Økonomiudvalget godkendte Erhverv og Uddannelsesudvalgets indstilling.
Stedfortræder: Peter Ingemann Bentsen (C), Morten Meldgaard (C)
Fraværende:
Stine Østlund (C)
Sagsfremstilling
Forvaltningen giver i denne sag en status på henholdsvis antallet af og indsatsen for borgere
fra Ukraine.
80 % af de jobparate borgere fra Ukraine er i beskæftigelse, og indsatserne tilpasses løbende,
bl.a. for uledsagede unge borgere fra Ukraine. Der arbejdes fortsat med tilstrækkelig
boligkapacitet samt trivsel, skole, dagtilbud og sundhed. Civilsamfundsindsatser via
Frivilligcenter Hillerød og DGI understøtter integration og fællesskab. Der er søgt om bevilling
på 2,4 mio. kr. i budgetopfølgning 1-2026, primært til boligudgifter.
Status på antal
Hillerød Kommune huser i øjeblikket 334 borgere fra Ukraine med opholdstilladelse efter
særloven, herunder er 40 privat indkvarterede. Samlet har Hillerød Kommune modtaget 599
borgere fra Ukraine. Den aktuelle kvote er på 617. Der er pt. 74 unge borgere fra Ukraine
mellem 18 og 22 år, fordelt på 45 mænd og 29 kvinder.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har meddelt, at særloven er forlænget frem til marts
Status på beskæftigelsesområdet og danskuddannelse
Pr. maj 2026 er 80 % af de jobparate borgere fra Ukraine bosiddende i Hillerød Kommune i
beskæftigelse, hvilket svarer til 188 borgere. På landsplan er der til sammenligning 77 % af de
jobparate borgere fra Ukraine i beskæftigelse.
Tilgangen af borgere fra Ukraine lægger et stigende pres på integrationsindsatsen.
Forvaltningen har igangsat rekrutteringen af henholdsvis en social vicevært og en
beskæftigelseskonsulent jævnfør Kommunalbestyrelsens beslutning den 25. marts 2026. De to
medarbejdere starter den 1. juni 2026, og skal medvirke til at skabe tryghed i hverdagen og
forebygge mistrivsel og konflikter, da erfaring viser, at en tidlig og stabil indsats gør en
væsentlig forskel – både for den enkelte borger, men også for de kommunale indkvarteringer
der er etableret, hvor mange mennesker bor tæt sammen. Derudover skal medarbejderne
medvirke til, at borgerne fra Ukraine får en hurtig tilknytning til arbejdsmarkedet eller
uddannelsessystemet, da det giver de nytilkomne borgere struktur i hverdagen, styrker sproget
og bidrager til, at de bliver en del af arbejdsmarkedets fællesskab.
Status på Frivilligcenter Hillerød og DGI’s indsatser
Frivilligcenter Hillerød fungerer fortsat som et understøttende knudepunkt for samarbejde og
brobygning på tværs af lokale indsatser målrettet borgere fra Ukraine. De afsatte midler
muliggør medarbejdertimer til en studentermedhjælp (fem timer ugentligt) med sproglige- og
kulturelle oversættelseskompetencer, der understøtter deltagelse i Familiecaféen,
Hverdagsrådgivningen og øvrige lokale fællesskaber.
Familiecaféen og Hverdagsrådgivningen bliver afholdt regelmæssigt hver anden onsdag med
fokus på fællesskab, trivsel og integration, og understøttes af ca. 20 frivillige. Indtil videre har
der været 189 deltagere i Familiecaféen og 94 deltagere i Hverdagsrådgivningen. Sprog- og
lektiecaféen yder støtte til både voksne og unge gennem individuelle konsultationer, herunder
også for en del borgere fra Ukraine.
Frivilligcentret har afholdt et netværksmøde med deltagelse fra kommune og civilsamfund med
fokus på Ukraineindsatsen. Mødet pegede på et fortsat behov for styrket brobygning til
civilsamfundets fællesskaber samt en mere sammenhængende indsats i forbindelse med de
ukrainske borgeres ankomst til kommunen.
Hos DGI fortsætter Play4Unity, der er et bevægelses- og aktivitetsforløb for børn og unge op til
15 år samt deres forældre. Forløbet bliver afholdt hver anden uge med fokus på leg,
bevægelse og en tidlig introduktion til foreningslivet med henblik på videre deltagelse i
idrætsforeninger i Hillerød Kommune.
I 2026 har der herudover været særligt fokus på etableringen af Youth4Unity, der er et
foreningsdrevet fællesskabs- og aktivitetstilbud målrettet unge og unge voksne borgere fra
Ukraine, som i 2026 er ankommet uledsaget til Hillerød Kommune. Youth4Unity mødes én
gang ugentligt med typisk 20 deltagere pr. gang. Indholdet spænder fra fællesspisning og spil
til samtaler, trivselsskabende aktiviteter samt brobygning til Hillerød Kommunes øvrige
foreningstilbud. Flere unge er allerede gennem brobygning medlemmer af forskellige
foreninger. Tilbuddet bliver faciliteret af en tovholder med ukrainsk baggrund i samarbejde med
frivillige og gennemføres i samarbejde med TUFF-projektet i Frivilligcenter Hillerød.
Retsgrundlag
Lov om aktiv socialpolitik, Lov om aktiv beskæftigelsesindsats, Lov om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, Integrationsloven og
Kommunestyrelseslovens § 40, stk. 2.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Merudgifterne indgår i
budgetopfølgningerne.
Beslutning
Kommunalbestyrelsen godkendte Økonomiudvalgets indstilling.
Stedfortrædere: Stefan Stormskjold Madsen (C), Dorthe Aalholt (V)
Fraværende:
Dan Riise (V) og Charlotte Sørensen (C)
Kilde: Hillerød Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet onsdag 24. juni 2026, punkt 17. Læs den originale sag hos kommunen.