Besluttet 2. september, Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget, Hillerød
Hillerød Fodbold Elites forslag om etablering af 1. divisionsfaciliteter på Hillerød Stadion, Bane 2 forvaltningens umiddelbare vurderinger - genbehandling
september 2026 Direktionen indstiller til Plan og Byudviklingsudvalget at tage sagen til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget, Hillerød Kommune
- Hvornår
- Onsdag 2. september 2026
- Status
- Besluttet. Udvalget godkendte indstillingen. Stedfortræder: Henriette Døssing (C) Thomas Elong (M).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Indstilling til ekstraordinært møde i Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget den 2.
september 2026
Direktionen indstiller til Plan og Byudviklingsudvalget at tage sagen til efterretning.
Direktionen indstiller til Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget at indstille til
Økonomiudvalget at indstille til Kommunalbestyrelsen at tage sagen til efterretning og
sende sagsmaterialet til budgetforhandlingerne 2027-2030.
Indstilling til møde i Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget den 11. august 2026
Direktionen indstiller til Plan og Byudviklingsudvalget at tage sagen til efterretning.
Direktionen indstiller til Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget at indstille til
Økonomiudvalget at indstille til Kommunalbestyrelsen at tage sagen til efterretning og
sende sagsmaterialet til budgetforhandlingerne 2027-2030.
BESLUTNINGSFORLØB
Beslutning fra Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget, den 11. august 2026, punkt
Udvalget tog sagen til efterretning og indstiller at sagsmaterialet sendes til
budgetforhandlingerne 2027-2030.
Udvalget anbefaler, at der tages en grundig drøftelse af argumenterne for og imod
fastlæggelsen af bygherrerollen.
Beslutning fra Plan og Byudviklingsudvalget, den 13. august 2026, punkt 7:
Udvalget tog orienteringen til efterretning.
Beslutning fra Økonomiudvalget, den 19. august 2026, punkt 21:
Økonomiudvalget godkendte Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalgets indstilling.
Beslutning fra Kommunalbestyrelsen, den 26. august 2026, punkt 22:
Sagen blev taget af dagsordenen.
Stedfortrædere: Vivi Wøldike (A), Rikke Macholm (F)
Fraværende: Louise Colding (A) og Søren Lerche (F)
Sagsfremstilling
Supplerende sagsfremstilling
Sagen genbehandles af egen drift som følge af, at et kommunalbestyrelsesmedlem, der deltog
i den oprindelige behandling af sagen, var inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og
nr. 5. Der foreligger derfor en væsentlig sagsbehandlingsfejl, som kan medføre ugyldighed,
fordi afgørelsen kan være påvirket af uvedkommende hensyn. På den baggrund genoptages
og genbehandles sagen for at afhjælpe fejlen og sikre en lovlig afgørelse.
Sagsfremstillingen og direktionens indstilling er i øvrigt uændret.
Baggrund
Hillerød Fodbold Elite (HFE) har til forvaltningen indsendt et ønske om at arbejde med Bane 2 i
stedet for Bane 1, som den permanente bane til 1. divisions kampe på Hillerød Stadion. HFE
ønsker ikke at der arbejdes videre med Højbanerne ved FIF medmindre det kan udvikles til
Superliga mv. Borgmesteren rundsendte materialet med HFE's ønske til
Kommunalbestyrelsens orientering den 12. juni 2026.
1. divisionsfaciliteter på Bane 2 har som konsekvens, at der skal udarbejdes en ny lokalplan for
Hillerød Stadion, der kan indeholde tribuner, tv-tårn, belysning mv. HFE foreslår i den
anledning, at hele lokalplanen revideres, så den indeholder udviklingsmuligheder for et
moderne stadion, og med 1. divisions standarder som højeste mål.
Hidtidige bestræbelser på at lave 1. divisionsstadion på Bane 1 og 2
Der har tidligere været arbejdet med Bane 2 til 1. divisionsfodbold i Helhedsplan for Hillerød
Stadion fra 2018, og senest Udviklingsplan for Hillerød Stadion fra 2023. Her blev projektet
opgivet blandt andet som følge af udfordringer med belysningen, men også fordi forvaltningen
forventede, at en løsning på Bane 1 ville gå hurtigere, hvis det valgte indhold i anlægsprojektet
ikke krævede en ny lokalplan. HFE har beskrevet, at der nu findes andre teknologier, der i
højere grad kan målrette belysningen, og som derfor giver langt færre gener. Samtidig ses en
lokalplanproces som en bedre og mere fremtidssikret løsning for udvikling af området.
Efter henlæggelse af Udviklingsplanen i 2023 modtog forvaltningen et skitseprojekt for Bane 2.
Dette indeholdt blandt andet tribuner, TV-tårn og 40+ meter høje lysmaster. Forvaltningen
vurderede, at skitseprojektet ville være lokalplanpligtigt. Uagtet forvaltningens vurdering blev
det besluttet af Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget i april 2023, at udvalget ville genoptage
sagen om mulighed for at meddele dispensation, såfremt HFE ansøgte om landzonetilladelse
og dispensation fra gældende lokalplan. Efter ansøgning og naboorientering, med væsentlige
indsigelser mod projektet, trak HFE deres ansøgning tilbage.
Hillerød Kommune meddelte HFE, at der ud fra gældende plangrundlag var bedre muligheder
for at placere et tilrettet stadionprojekt på Bane 1. Dette da Bane 1 har været anvendt som
stadion inden gældende lokalplan blev vedtaget. Der er dermed tale om eksisterende lovlig
anvendelse af Bane 1 som stadion.
Den 20. maj 2025 søgte HFE om dispensation fra gældende lokalplan og landzonetilladelse til
etablering af permanente 1. divisionsfaciliteter på Bane 1. Der har i juni 2025 været afholdt
borgermøde og naboorientering. Efterfølgende har HFE valgt at ændre projektet væsentligt,
hvorfor det forudsætter ny naboorientering. Projektet kræver endvidere andre
myndighedstilladelser, blandt andet i forhold til miljøvurderingsloven. HFE har i maj 2026
meddelt, at de ønsker en frivillig miljøkonsekvensvurdering. Udformningen af det endelige
projekt på Bane 1 kendes endnu ikke, og forvaltningen kan derfor ikke afgøre, om der kan
dispenseres til det, eller det kræver en ny lokalplan. HFE arbejder på materialet til en
miljøkonsekvensvurdering.
HFE arbejder således i øjeblikket med Bane 1 som permanent bane, men her ligger også
atletikbanen, som i givet fald skal flyttes. HFE har samtidig fået midlertidig dispensation (tre år)
og landzonetilladelse til tribuner mv. på Bane 2, som er påklaget. Klagen har opsættende
virkning og tilladelsen kan derfor ikke udnyttes. Klagenævnet forventer pt. at klagen er
behandlet i september 2026. HFE forventer i den mellemliggende periode at opstille og
nedtage tribuner mv. til hvert arrangement på Bane 2.
Ny lokalplan for Hillerød Stadion
Skitseprojektet, som nu lægges til grund, er kombinationen af HFE's brev af 12. juni 2026 om
igangsættelse af lokalplan mhp. anvendelse af Bane 2 og en flytning af projektelementerne,
som beskrevet i DJ Miljø og Geoteknik's ansøgning om opgradering af Bane 1 af 28. november
2025. til Bane 2. Projektmaterialet for Bane 1 er vedlagt som bilag til sagen som
baggrundsinformation. Forvaltningen gør opmærksom på, at materialet ikke er behandlet, og at
forvaltningen ikke har modtaget det endelige tegningsmateriale for HFE's seneste planer.
Bygherrerollen anbefales taget tilbage til Hillerød Kommune
Forvaltningen har hidtil anbefalet, at HFE agerer bygherre for projektet omkring etablering af 1.
divisionsfaciliteter, uagtet placering. Anbefalingen har været på baggrund af klubbens eget
ønske, og at HFE mener at kunne etablere faciliteter til 1. division billigere end forvaltningens
estimat på omkring 40 mio. kr.
Forvaltningen vil, såfremt der er politisk opbakning til ønsket om at udarbejde en lokalplan,
anbefale, at forvaltningen overtager bygherrerollen, og at projektet udvikles i tæt samarbejde
med HFE. Det vil sikre, at både HFE og alle øvrige interessenter er inddraget i processen. Det
vil samtidig betyde, at forvaltningen har større indflydelse på supplerende undersøgelser,
materialevalg mv. end hidtil, og det vil lette arbejdet, at der er en større forståelse og accept af
kommunens myndighedsopgaver i relation til projektet.
Forvaltningens umiddelbare planmæssig vurdering
Forvaltningen er enig med HFE i, at et projekt for etablering af stadion med tribuner og plads til
1.000 siddende og 3.000 stående tilskuere og lysmaster på 24-27 m højde m.v. på Bane 2 ikke
vil kunne ske indenfor gældende lokalplan 257. Projektet vil altså udløse krav om en ny
lokalplan med miljøvurdering af planen. Det vil være hensigtsmæssigt at iværksætte en frivillig
miljøvurdering af projektet, da det umiddelbart vurderes, at en VVM-screening af projektet
alligevel vil udløse pligt til at udarbejde en miljøkonsekvensrapport (VVM).
Udfordringer som forvaltningen umiddelbart ser dem
I forhold til miljøvurdering forventer forvaltningen, at påvirkningerne overordnet vil være de
samme som på Bane 1. Dog er der risiko for, at flere boliger, alt andet lige, kan blive berørt af
lys og støj ved en placering på Bane 2. Det skal undersøges ved konsekvensvurderingen,
hvordan påvirkningerne kan minimeres. Fx mindske påvirkning af lys ved at anvende den bedst
tilgængelige LED-belysning med præcis styring, afskærmning og begrænsning af spildlys mv.
Følgende emner skal også behandles (listen er ikke udtømmende, og vil først blive klarlagt ved
en miljøkonsekvensvurdering af det endelige projekt):
Støj vil skulle beregnes og vurderes ud fra projektets konkrete udformning med placering
af tribuner m.v. for at afklare, om der skal etableres afværgeforanstaltninger i form af
støjvægge eller evt. volde.
Naturforhold som fx mulig påvirkning af beskyttet natur og dyrearter. Hertil kommer
dispensation fra skovbeskyttelseslinjen.
Trafikale forhold som fremkommelighed, sikkerhed, parkering og sammenhæng til
kollektiv trafik.
Håndtering af overfladevand/spildevand mv.
Zoneforhold og stationsnærhed
Hillerød Stadion ligger i landzone. Der kan arbejdes med en ny lokalplan selv om området
forbliver i landzone.
Det kræver en ændring af Fingerplanen, hvis stadionområdet ved lokalplan skal kunne
overføres til byzone. Uanset ændringen til byzone, vil der være en uoverensstemmelse med
Fingerplanen, da den fastlægger, at byfunktioner med stor besøgsintensitet skal placeres
stationsnært, indenfor max. 1200 m fra en station. Mellem Hillerød Station og Bane 2 er der i
luftlinje godt 2 km og en gangafstand på over 2,5 km. Det betyder, at en udvikling af Hillerød
Stadion, som eventuelt forøger antallet af tilskuerpladser og dermed besøgsintensiteten bør
afklares med Plan- og Landdistriktsstyrelsen for ikke at risikere en statslig indsigelse. Det er
dog forvaltningens umiddelbare vurdering, at der kan argumenteres for, at et stadion der har
eksisteret siden 1954, bør kunne udvikles, uden at staten kræver en helt ny lokalisering.
Desuden ligger lokalbanens trinbræt Slotspavillonen indenfor 1,2 km i fugleflugt og 1,6 km til
fods ad veje. Sandsynligvis skal der ved lokalplanlægning redegøres for, hvordan der vil blive
arbejdet med supplerende virkemidler med henblik på at sikre trafikale effekter svarende til et
stationsnært område. Fx i form af begrænset udbud af parkeringspladser suppleret med direkte
busbetjening til og fra stationen ved større kampe.
Tids- og planmæssig proces
Der skal indledningsvist udarbejdes et grundlag for hvordan projektet skal se ud, så den
planmæssige proces kan blive startet op med en startredegørelse.
En startredegørelse skal i korte træk beskrive det ønskede projekt fx ved en situationsplan,
illustration og placering af bygningselementer mv., og en beskrivelse af de trafikale forhold og
væsentligste problemstillinger, der skal håndteres. Materialet til en startredegørelse skal være
relativt detaljeret om det ønskede projekt, da det også et redskab til en tidlig dialog om
projektet med områdets brugere og naboer. Startredegørelsen forelægges som minimum Plan
og Byudviklingsudvalget samt Økonomiudvalget der endeligt beslutter at igangsætte en
lokalplan.
Fra det tidspunkt, hvor der er udarbejdet et afklaret projekt med HFE, øvrige stadionbrugere og
andre interessenter, som kan ligge til grund for startredegørelse og miljøvurdering og frem til
lokalplan med miljøvurdering kan vedtages endeligt, må det forventes, at der går mindst 1½ år.
Det er forudsat at myndighedsarbejdet på projektet går forud for alt andet myndighedsarbejde i
forvaltningen, hvilket er en prioritetsbeslutning, der skal træffes politisk. Ligeledes skal det
politisk godkendes at lokalplanen for det projekt som vælges, bliver prioriteret højest i den
politiske rækkefølge for lokalplaner. Yderligere tager tidsestimatet ikke højde for eventuelle
klager til klagenævnet, som kan have opsættende virkning på arbejderne, og kan have en
sagsbehandlingstid på mere end 1 år.
Selv om der afsættes ekstra ressourcer til arbejdet, er det vigtigt, at der er politisk opbakning til,
at arbejdet bliver prioriteret frem for andre opgaver, af alle de involverede medarbejdere fx
myndigheder inden for plan, vej, natur og byggesagsbehandling samt af byg- og
driftsherreorganisationen.
Involvering af stadions brugere, naboer og borgere i almindelighed
I arbejdet med Udviklingsplan 2023 for Hillerød Stadion blev der gennemført en
involveringsproces med alle foreninger på Hillerød Stadion, samt Hillerødsholmskolen.
Ifm. lokalplanlægning og miljøvurderinger er der en sædvanlig inddragelsesproces med
høringer og borgermøder.
Der kan i denne sag være behov for en særlig og supplerende involvering af henholdsvis
stadions brugere og stadions naboer. Eftersom der allerede har været flere inddragende
brugerprocesser i forbindelse med tidligere planer, vurderer forvaltningen at
brugerinddragelsen af eksisterende brugere vil have karakter af bekræftelse af fortsatte behov
og ønsker, fremfor en helt ny inddragende proces. Forvaltningen ser, at der i udformningen af
det endelige projekt til lokalplanprocessen, foruden forholdene i afsnit om udfordringer, skal
træffes beslutninger om banetype (natur-, hybrid- eller kunstgræs), investeringer til gavn for
breddeidrætten mv.
Forudsætninger for det videre arbejde
At udarbejde en lokalplan kræver ressourcer i form af tid og økonomi til at udvikle projektet, få
udført alle relevante undersøgelser, beregninger samt udfærdigelse af en
miljøkonsekvensrapport, som forvaltningen anbefaler at udarbejde frivilligt. Herefter skal selve
lokalplanen udarbejdes, hvilket også kræver medarbejderressourcer på tværs i forvaltningen.
Forvaltningen vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at udarbejdelsen af en ny lokalplan for
Hillerød Stadion vil kræve tilførte midler til løn til medarbejdere i både By og Miljø samt
Ejendomme, og tilførte anlægsmidler til udarbejdelsen af lokalplan, da forvaltningen vurderer,
at den nuværende anlægssum til etablering af 1. divisionsfaciliteter ikke indeholder midler til
udarbejdelse af lokalplan og miljøkonsekvensrapport.
Forvaltningen anbefaler at opnormere til opgaverne i hhv. By og Miljø, Ejendomme og Kultur,
Idræt og Fritid, da forvaltningen gennem de senere års arbejde med projektet har erfaret, at
opgavens omfang er betydelig, og at sagsbehandlingen og tidsforbruget i de respektive
afdelinger hidtil har været meget højt. Forvaltningen forventer, at der med en eventuel
igangsættelse af en lokalplan vil være et væsentligt øget ressourceforbrug i alle tre afdelinger,
for at kunne opretholde tidsplanerne.
I Ejendomme vil der være behov for 1 fuldtidsstilling til programledelse, som skal forestå
processen som bygherre på om udarbejdelsen af materiale til lokalplan og øvrige
myndighedsopgaver samt projektering og anlæg af 1. divisionsfaciliteterne.
I By og Miljø vil der i 2027 og 2028 være behov for 1½ fuldtidsstilling til at forestå lokalplanen
og miljøvurderingsopgaven herunder vurdering og tilladelser vedrørende trafik, samt natur og
miljø.
I Kultur, Idræt og Fritid er der behov for 0,1 stilling til koordinering med brugere, opdatering af
selvforvaltningsaftale mv.
Derudover vil der være behov for en anlægssum på 2 mio. kr. til rådgivning i forbindelse med
udarbejdelse af materiale til frivillig miljøkonsekvensrapport af plan og projekt, samt bidrag til
lokalplan.
Ovenstående anbefalinger vedr. medarbejder ressourcer og anlægssum er behandlet i
anlægsønske 60AØ2027-384.
Retsgrundlag
Ikke relevant for sagen.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Det vedlagte bilag 1 - Økonomisk oversigt - 1. division og atletik danner overblik over de
givne bevillinger og forbrug i de direkte eller afledte forløb af forvaltningens og HFE´s
bestræbelser på at få etableret en godkendt 1. divisionsfacilitet.
Beslutning
Udvalget godkendte indstillingen.
Stedfortræder: Henriette Døssing (C)
Fraværende:
Thomas Elong (M)
Kilde: Hillerød Kommune, Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget, referat fra mødet onsdag 2. september 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.