Holbæk
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKøgeLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsTårnbyVallensbækViborgVordingborgAlle kommuner

Besluttet 7. oktober, Skole- og Uddannelsesudvalget, Holbæk

Orientering om faglig udvikling i dansk og matematik, herunder elever, der ikke opnår 02

Den 5. august 2026 besluttede Udvalget at sætte måltal for tre områder i folkeskolen: fravær, overgang til ungdomsuddannelse og andelen af elever, der ikke opnår 02 i dansk og matematik ved afgangsprøven efter 9. klasse.

Skoler og børnUnge og uddannelse

Kort fortalt

Hvem
Skole- og Uddannelsesudvalget, Holbæk Kommune
Hvornår
Onsdag 7. oktober 2026
Status
Besluttet. Orienteringen taget til efterretning.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Administrationen indstiller, at:
1. Udvalget tager orienteringen om resultaterne fra årets afgangsprøver og andelen af
elever, som ikke opnår 02 i dansk og matematik til afgangsprøven til efterretning.

Baggrund

Udvalget for Skole og Uddannelse fastsatte den 5. august 2026 måltal på folkeskoleområdet i
Holbæk Kommune for tre områder: fravær, overgang til ungdomsuddannelse og andelen af
elever, der ikke opnår 02 i dansk og matematik ved afgangsprøven efter 9. klasse. Udvalget
besluttede desuden løbende at følge den faglige udvikling og resultaterne på folkeskolerne,
herunder både de kommunale indsatser og indsatserne på den enkelte skole.
Uddannelsesforskning peger på, at skolen spiller en afgørende rolle som beskyttelsesfaktor i
børn og unges liv. Gode faglige resultater øger sandsynligheden for videre uddannelse, stabil
tilknytning til arbejdsmarkedet og aktiv deltagelse i samfundet og kan dermed bidrage til at
reducere social ulighed.
Sagen præsenterer de faglige resultater i dansk og matematik fra afgangsprøverne i skoleåret
2025/26 samt de indsatser, der er iværksat eller planlægges, så flere elever i Holbæk opnår
bedre resultater og dermed bedre muligheder for job og uddannelse efter folkeskolen.
Den faglige udvikling i dansk og matematik for folkeskolerne i Holbæk
I dansk har udviklingen i læsning og stavning været faldende de seneste fem år, mens
karaktererne i skriftlig fremstilling er steget markant i skoleåret 2025/26 efter en årrække med
fald. Eleverne klarer sig bedst i mundtlig dansk, hvor karaktererne ligger forholdsvis stabilt. De
basale kompetencer i læsning, stavning og skriftlig formidling kalder derfor fortsat på
opmærksomhed.
I matematik steg karaktererne i Holbæk i skoleårene 2022/23-2024/25, men faldt i 2025/26 til
det laveste niveau i syv år. De seneste år har der været stort fokus på elevernes matematiske
kompetencer, herunder problemløsning og undersøgende matematik, og dette fastholdes.
Derfor er det centralt, at forvaltningen undersøger årsagerne til faldet med henblik på
eventuelle justeringer af indsatserne.
Data om afgangsprøverne i skoleåret 2025/26 og andelen af elever, der ikke opnår 02 i dansk
og matematik, uddybes i bilag 1.
I skemaet herunder kan man se udviklingen af resultaterne fra afgangsprøverne de sidste 4 år.
Kilde: Uddannelsesstatistik for skoleårene 2022/23 - 2025/26.

Skolernes løfteeevne i forhold til socioøkonomi
Når resultaterne i Holbæk sammenlignes med elever på andre skoler i landet, anvendes en
socioøkonomisk reference. Den viser, hvordan elever på landsplan med samme
baggrundsforhold har klaret afgangsprøverne. I beregningen indgår fx køn, herkomst og
forældrenes uddannelse og indkomst, som er faktorer, skolen ikke har direkte indflydelse på.
Den socioøkonomiske reference giver et billede af, om eleverne har klaret afgangsprøverne
bedre, dårligere eller på niveau med elever på landsplan med samme sociale baggrund.
Set over de seneste fem år løfter langt de fleste af Holbæk Kommunes folkeskoler eleverne
som forventet ud fra deres forudsætninger. I skoleåret 2022/23 lå alle skoler på niveau, i
2023/24 lå to skoler under det forventede niveau, og i skoleårene 2024/25 samt 2025/26 lå én
skole under det forventede niveau. Det er forskellige skoler, som ligger under forventet niveau i
de forskellige skoleår.
Andel af elever, der ikke opnår 02 i dansk og matematik
For mange elever i Holbæks folkeskoler opnår ikke karakteren 02 i både dansk og matematik.
Det er en væsentlig opmærksomhed, fordi 02 i dansk og matematik er adgangsgivende til en
ungdomsuddannelse. De har dermed ikke automatisk adgang til en ungdomsuddannelse,
hvilket kan påvirke deres videre uddannelses-, job- og livsmuligheder.
I skoleåret 2025/26 opnåede 17,6 % af eleverne i Holbæk Kommunes folkeskoler ikke 02 i
dansk og matematik. Det er 6,6 procentpoint over landsgennemsnittet og en lille stigning fra

2024/25, hvilket også ses nationalt. Samtidig er der stor forskel mellem skolerne (9,6 %-28,6
%). Der er derfor fortsat et betydeligt udviklingspotentiale i forhold til at løfte de lavest
præsterende elever.
Indsatser i skoleåret 2026/27
Der er iværksat en række indsatser på tværs af skolerne for at styrke de faglige resultater
generelt, men i særdeleshed i dansk og matematik, samt andelen af elever, der opnår 02 i
fagene, herunder:
Skolechefen og direktør for området afholder datamøder med alle skoleledere, hvor den
enkelte skoles data og indsatser drøftes
De politisk fastsatte måltal, lokale måltal og de aktuelle skoleresultater og indsatser
drøftes i de enkelte skolebestyrelser
Netværk for faglige vejledere i dansk, læsning og matematik koordinerer erfaringer og
indsatser på tværs af skolerne og arbejder med data og identificering af virksomme
indsatser
Alle skoler følger elevernes faglige udvikling med test og screeningsredskaber. I foråret
fik skolerne adgang til et fælles oversigtsværktøj, som gør det lettere at følge den enkelte
elevs udvikling på tværs af test og prøver
Der er iværksat kompetenceudviklingsforløb på diplomniveau for vejledere og 80 lærere i
dansk og matematik. Fokus er på skriftsprogstilegnelse og skriftsprogsundervisning i 0.-3.
klasse samt elever med særlige behov i matematikundervisningen på 0.-9. klassetrin.
Forløbene kobler ny faglig viden med prøvehandlinger i egen undervisning
I arbejdet med sammenhængende uddannelsesplan i udskolingen er der udviklet en
systematisk arbejdsgang til at identificere elever med behov for en faglig skoleindsats
og/eller uddannelsesvejledning. Arbejdsgangen bruges på en udskolingskonference, hvor
ledelse, lærerteam og uddannelsesvejleder deltager. Herefter iværksættes indsatser for
grupper eller enkeltelever
De seneste år har der været fokus på elevernes matematiske kompetencer, særligt at
ræsonnere, problemløse og kommunikere i undersøgende matematikundervisning. Der
har været kompetenceudvikling på 10 skoler for 35 matematiklærere og vejledere, og i
dag arbejdes der bredt med det såkaldte tænkende klasserum i matematik (TænkMat) på
flertallet af skolerne
Der er afsat midler i 2026 til to-voksen i dansk, matematik og engelsk i indskolingen.
Derudover er der i budgetaftalerne for 2027-30 afsat midler til to-voksen-ordning på
mellemtrinnet og i udskolingen eller andre mærkbare indsatser
Ud over de kommunale indsatser har langt de fleste skoler lokale indsatser, fx
klassekonferencer, tidlige læseindsatser og særlige forløb.
I bilag 2 og 3 kan der læses mere om forskningsmæssig viden og anbefalinger til at løfte
udfordrede elever i dansk og matematik samt om de kommunale indsatser, der allerede er sat i
gang.

Økonomiske konsekvenser
Der er ingen økonomiske konsekvenser.

Miljø- og klimamæssige konsekvenser
Der er ingen miljø- og klimamæssige konsekvenser.

Høring og anden inddragelse
Der er ikke behov for høring eller anden inddragelse.

Beslutning

Orienteringen taget til efterretning.
Jacob van Dijk deltog ikke i behandlingen.

Afbud: Lars Thaarbøl

Kilde: Holbæk Kommune, Skole- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.