Holstebro
Skift kommune
KøbenhavnHolstebroAlle kommuner

Besluttet 13. august, Kultur- og Fritidsudvalget, Holstebro

Dansk Talentakademi - Årsregnskab 2025

Det indstilles, at: årsregnskabet for 2025 godkendes.

Budget og økonomi

Kort fortalt

Hvem
Kultur- og Fritidsudvalget, Holstebro Kommune
Hvornår
Torsdag 13. august 2026
Status
Besluttet. Godkendt som indstillet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

SEK/LL/SGH - KFU
Bestyrelsen for Dansk Talentakademi, DTA, har den 12. marts 2026 godkendt årsregnskabet
Regnskabet udviser et overskud på 243.648 kr., hvorefter egenkapitalen er positiv med
1.553.781 kr. Dansk Talentakademis bestyrelse har en ambition om at opbygge en økonomisk
buffer i form af en solid egenkapital, der kan sikre organisationen i tider med faldende elevtal
eller uforudsete hændelser.
Holstebro Kommunes driftstilskud på 5.692.000 kr. til DTA og på 400.000 kr. til Huset for Kunst
og Design er korrekt medtaget i regnskabet, og revisionen har ikke givet anledning til
forbehold.
Dansk Talentakademi er et kunstnerisk talentprogram for unge fra 16-25 år. Formålet er at
understøtte og udvikle unges kreative og kunstneriske potentialer samt forberede dem til at
kunne søge ind på en kunstnerisk videregående uddannelse i ind- og udland. Akademiet har
fem linjer: Film, Forfatter, Musical & Teater, Dans samt Kunst & Design. Ved skoleårets
begyndelse i august var der indskrevet 94 elever og DTA Campus var fuldt udlejet, hvilket er
rekord både hvad angår elever og udlejede bo enheder. Derudover driver Dansk
Talentakademi også kunsthallen Huset for Kunst og Design.
Eleverne på de fem linjer har gennem året udfoldet sig kunstnerisk på alle mulige måder.
Eksempelvis har danselinjen optrådt med deres forestilling Bora Bora i Århus, musical- og
teaterlinjen har afviklet egenproduktioner på Nordisk Teaterlaboratorium, kunstlinjen har brugt
kunsthallen Huset for Kunst og Design som udstillingsrum for deres kreative produktioner.
Forfatterne har bevæget publikum med oplæsninger af deres tekster, og filmlinjen har lavet og
fremvist deres filmproduktioner blandt andet ved en offentlig visning sammen med studerende
fra Det Jyske Musikkonservatorium.
I 2025 har Dansk Talentakademi haft fokus på kommunikation som et strategisk
indsatsområde. Ved at formidle elevhistorier på sociale medieplatforme og dele holdninger om
kunst og kultur med pressen, har de forsøgt at skabe opmærksomhed om akademiet og øge
kendskabsgraden både lokalt, regionalt og nationalt. Kommunikationsindsatsens formål er at
tiltrække flere elever. Da målgruppen er eksponeret for mange tilbud, kræver det en stor
indsats for at forblive relevant for potentielle elever.
Økonomi har ingen bemærkninger til det økonomiske indhold i sagen.

Indstilling

Det indstilles, at:
årsregnskabet for 2025 godkendes.

Beslutning

Godkendt som indstillet.

Kilde: Holstebro Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget, referat fra mødet torsdag 13. august 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.