Holstebro
Skift kommune
KøbenhavnHolstebroAlle kommuner

Besluttet 29. september, Social- og Sundhedsudvalget, Holstebro

Holstebro Dagcenter

Det indstilles, at: Udvalget godkender den foreløbige ramme for Holstebro Dagcenter.

Kort fortalt

Hvem
Social- og Sundhedsudvalget, Holstebro Kommune
Hvornår
Tirsdag 29. september 2026
Status
Besluttet. Godkendt som indstillet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

YBJ/RtP – SOU
Til Social- og Sundhedsudvalgets godkendelse fremlægges den midlertidige ramme for det
samlede dagcenter på Borregaardsvej, herunder dagcentrets formål, målgruppe og
åbningstider indtil endelig godkendelse af ny kvalitetsstandard fra 1. januar 2027.

Baggrund

Fra november 2026 samles de visiterede dagcentre på Borregårdsvej til ét samlet dagcenter –
Holstebro Dagcenter. Herefter vil dagcentret have kapacitet til 42 daglige brugere fra hele
Holstebro Kommune pr. 1. januar 2026.
De visiterede dagcentre har hidtil været drevet som to parallelle tilbud på Birkehøj med
reference til én leder. Med sammenlægningen etableres ét samlet dagcenter, for at skabe
grundlag for en mere sammenhængende og fleksibel ramme for indsatsen. Det giver mulighed
for en bredere vifte af målrettede aktiviteter og for løbende at tilpasse tilbuddet til borgernes
forskellige behov over tid.
De nye fysiske rammer giver mulighed for forskellige aktiviteter og fællesskaber i kendte
omgivelser. Når borgerens behov ændrer sig, kan tilbuddet tilpasses, uden at borgeren skal
skifte sted eller medarbejdere. Det understøtter tryghed, genkendelighed og kontinuitet.
Samtidig giver rammerne mulighed for at samle borgerne i mindre grupper, blandt andet
omkring de fælles måltider. Måltiderne bliver dermed et naturligt samlingspunkt, der kan
understøtte nærvær, socialt samvær og relationer mellem borgerne. De mindre fællesskaber
kan samtidig skabe ro og overskuelighed og give bedre mulighed for, at den enkelte kan
deltage på egne præmisser.
Derudover skaber sammenlægningen grundlag for større samarbejdsflader både internt i
organisationen og med eksterne samarbejdspartnere. Det giver bedre muligheder for at bringe
forskellige fagligheder og tilbud i spil omkring borgerne og skabe sammenhæng på tværs.
Formål
Dagcentrets formål er at understøtte borgernes fysiske, psykiske og sociale funktionsniveau
gennem vedligeholdende og meningsfulde aktiviteter samt at yde aflastning og afløsning til
pårørende.
Målgruppe
Dagcentret er et aktiverende og socialt tilbud for ældre borgere, der oplever udfordringer i
hverdagen – f.eks. af kognitiv, social, psykisk og/eller fysisk karakter – og som har behov for
støtte og struktur. Tilbuddet retter sig også mod borgere med demenslignende adfærd, en
demensdiagnose eller senfølger efter en hjerneskade.
Det er Myndighed – Sundhed, der visiterer borgere til Holstebro Dagcenter og i samarbejde

med dagcentrets medarbejdere løbende vurderer, om tilbuddet fortsat matcher den enkelte
borgers behov.
Tilbud, egenbetaling og åbningstider
Udgangspunktet for Holstebro Dagcenter er:
Heldagstilbud 1-2 dage om ugen med aktiviteter, fællesskab og støtte tilpasset den
enkelte borger.
Kortere, tidsbegrænsede forløb med forskellige temaer og inspiration fra
højskoletankegangen. Det kan eksempelvis være CST (Cognitive Stimulation Therapy),
som gennem meningsfulde aktiviteter i grupper stimulerer hukommelse, sprog, tænkning
og sociale kompetencer.
Åbent hus-arrangementer fire gange årligt med relevante temaer for målgruppen og
deres pårørende.
Udgangspunktet er som i dag, hvor borgerne betaler for forplejning, fælles forbrugsvarer og
eventuel transport.
Taksten fastsættes årligt og er pr. 2026 følgende:
Forplejning: 73 kr. pr. dag.
Fælles forbrugsvarer: 18 kr. pr. dag.
Transport: 53 kr. pr. dag.
Holstebro Dagcenter er åbent på hverdage kl. 9.30–15.00. Derudover er der i afgrænsede
perioder åbent én ugentlig eftermiddag kl. 16.00–18.00 i forbindelse med kortere
tidsbegrænset forløb ud fra forskellige tematikker inspireret af højskoletankegangen, f.eks.
CST-træning. Dagcentret holder lukket i weekender og på helligdage.
Den endelige kvalitetsstandard for Holstebro Dagcenter er under udarbejdelse og forventes
forelagt til politisk godkendelse som led i den ordinære revision af kommunens
kvalitetsstandarder.

Indstilling

Det indstilles, at:
Udvalget godkender den foreløbige ramme for Holstebro Dagcenter.

Beslutning

Godkendt som indstillet.

Kilde: Holstebro Kommune, Social- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 29. september 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.