Besluttet 5. oktober, Erhvervs- og Turismeudvalget, Holstebro
Status på halvårsrapport - Visit Nordvestkysten
Det indstilles, at: Udvalget tager orienteringen til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Erhvervs- og Turismeudvalget, Holstebro Kommune
- Hvornår
- Mandag 5. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt som indstillet.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
SEK/SB - ETU
VisitNordvestkysten har udarbejdet en halvårlig rapport for 2026 med en opsummering af de
indsatsområder, der arbejdes med for Holstebro Kommune. I første halvår af 2026 har
VisitNordvestkysten været i dialog med aktører gennem 31 registrerede 1:1-møder i
Udviklingsafdelingen samt en række lokale netværksgrupper, herunder Thorsminde-netværket,
Vedersø Klitgruppen samt Fjord- og Hedegruppen. Derudover har Holstebro Kommune samlet
100 deltagere til et feriehusudlejermøde, hvor der blev delt viden om gæsternes fremtidige
forventninger til det attraktive sommerhus.
VisitNordvestkysten arbejder fortsat med at anvende data til at skabe indsigt og handling. Dette
via den nationale turismedataplatform VisitData, projektet Vestkystoplevelser og kommunale
tilkøbsaftaler. Herunder er GuideDanmark, hjemmesiden og appen Vestkysten blevet løbende
opdateret for at sikre bred eksponering af Holstebro Kommune. Særligt er der udrullet et nyt
Handelsbydashboard med fire optiske tællere i Holstebro midtby og igangsat trafikmålinger i
Thorsminde.
Derudover har VisitNordvestkysten afholdt en række turistkampagner, hvor udvalgte
indsatsområder fra rapporten beskrives nedenfor:
Vinterkampagne
I starten af året aktiverede VisitNordvestkysten en digital vinterkampagne med fokus på
oplevelser på tværs af destinationen for at styrke helårsturismen i skuldersæsonen. Gennem
målrettede annoncer på Meta og Google blev gæster inspireret til vinter- og ferieoplevelser
uden for højsæsonen.
Meta-annoncer: 2.138.609 eksponeringer
Google Ads: 710.745 eksponeringer
På sociale medier fik kampagnen samlet set over 2,8 millioner eksponeringer. Kampagnen
opnåede en stærk klikrate på Meta på 3,22 %, hvilket vidner om en markant interesse for
destinationens vintertilbud.
Sæson- og sommerkampagner
Fokus har været at drive synlighed, interaktion og handling i skuldersæsonerne og
ferieperioderne med afsæt i områdets stærke profil. Der har været arbejdet med to store
overordnede forårskoncepter:
Kampagne 1: SANS (Påsken)
Mål: At skabe et digitalt oplevelsesunivers med fokus på kunst, kultur og kaffe via fem
konkrete, handlingsorienterede turforslag.
Resultat: Holstebro Kommunes turforslag samlede bl.a. Strandingsmuseum St. George,
Tuskær, Nørre Vosborg og Hjerl Hede. Kampagnen opnåede på Meta 178.461
eksponeringer og 5.921 klik, hvilket gav en solid klikrate på 3,32 %. Landingssiden trak
12.544 visninger, og det samlede SANS-univers oplevede 145,8 % flere besøg på
landsplan i forhold til 2025.
Kampagne 2: 1 ud af 100 / Stråfestival (Pinsen)
Mål: Digital kampagne for sæsonforlængende events langs kysten. I Holstebro var fokus
på Stråfestivalen i Vedersø Klit, som kombinerer lokale fødevarer og festivalstemning.
Resultat: Eventsiden for Stråfestivalen opnåede 36.470 visninger, hvilket svarer til en
eksplosiv stigning på ca. 1.063 % i forhold til 2025. Kampagnen leverede over 1,44 mio.
eksponeringer på tværs af kanaler (Meta: 535.149 eksponeringer / Google Display:
503.455 eksponeringer). Som et kreativt greb fik en kampagnevideo med kokken Umut
Sakarya over 540.000 organiske visninger.
Strategisk perspektiv for hjemmeside og digitale platforme
Hjemmesiden har i første halvår af 2026 oplevet en markant digital vækst med 675.617 gæster
(+56,9 %) og over 2,1 mio. viste sider (+116,8 %). Som et nyt strategisk redskab lanceredes i
første halvår den AI-baserede gæsteassistent "Vester", som gennem dialog guider gæsterne til
flere lokale oplevelser, hvilket øger gæsternes anbefalingsvillighed (NPS). Tilsvarende er
erhvervs-pendanten "Vigga" lanceret for at give lokale turismeaktører nemmere adgang til
forretningsudvikling.
International markedsføring
I samarbejde med VisitDenmark har VisitNordvestkysten i 2026 rettet indsatsen mod to
prioriterede kernemarkeder: Tyskland og Norge, hvor der arbejdes målrettet på at flytte fokus
fra ren synlighed til mere kvalificeret interesse og forlænget engagementstid.
Norge: De norske gæster er blevet mere prisbevidste. Årets indsats har derfor ikke
positioneret destinationen som billig, men som et attraktivt valg med høj værdi for
pengene. Gennem en destinationskampagne (ca. 8,1 mio. visninger) og en dedikeret
Feriehuskampagne 2026 (ca. 69,7 mio. visninger), kobles markedsføringen direkte til
sommerhusproduktet i kommunen via partnere som Feriepartner Vedersø Klit. Norske
gæster genererede 174.925 sidevisninger.
Tyskland: Tyske gæster udgør fortsat destinationens største kernemarked. I foråret 2026
har man samlet medietrykket i det købestærke Nordtyskland (Hamborg, Slesvig-Holsten
mv.) frem for at sprede budgettet. Forårskampagnen fokuserede på natur, vandring og
camping målrettet natur- og friluftsturister samt samvittighedsfulde familier, hvilket skabte
ca. 13,3 millioner annoncevisninger og 527.669 tyske sidevisninger.
Fremadrettet fokus
VisitNordvestkysten arbejder med at udvikle og styrke de sæsonforlængende events som
SANS i påsken, 1 ud af 100 oplevelser i pinsen og Hook & Cook i sensommeren. Samarbejdet
i sensommeren 2026 har haft fokus på en optimeret festival i Thorsminde i samarbejde med
bl.a. Nordisk Teaterlaboratorium. Der var ligeledes planlagt det hidtil største program for Little
Dubai Festival på Handbjerg Marina, men denne blev desværre aflyst grundet
uhensigtsmæssige vejrforhold. Ved at styrke disse koncepter i tæt samarbejde med lokale
aktører skabes der fortsat mere aktivitet året rundt for gæsterne i Holstebro Kommune.
Status på overnatningstal
Ovenstående initiativer sigter primært mod at øge antallet af overnatninger i kommunen. På
nuværende tidspunkt foreligger der data herfor frem til og med juli 2026.
I perioden januar til juli 2026 har der været 434.344 turismeovernatninger i Holstebro
Kommune svarende til en stigning på 2,4% i forhold til samme periode i 2025. Stigningen er på
niveau med udviklingen i hele VisitNordvestkysten (3,0%) og i hele landet (3,3 %).
For Holstebro kommune bemærkes et fald i antallet af danske overnatninger (-5,9%), men en
vækst i udenlandske overnatninger (7,8%). Udenlandske overnatninger udgør 64% af det
samlede antal overnatninger.
Det bemærkes afslutningsvis, at når den nye direktør for VisitNordvestkysten, Rasmus Friis
Sørensen, tiltræder den 1. december 2026, vil han blive inviteret til et af udvalgets
førstkommende møder i 2027.
Indstilling
Det indstilles, at:
Udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Godkendt som indstillet.
Dennis Thiesen (A) deltog ikke i punktets behandling.
Kilde: Holstebro Kommune, Erhvervs- og Turismeudvalget, referat fra mødet mandag 5. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.