Besluttet 11. august, Plan- og Vejudvalget, Horsens
PV Ansøgning om nedrivning af bevaringsværdig bygning 1 og 2, Vesterby 41, 8789 Endelave
Administrationen har modtaget en ansøgning om tilladelse til nedrivning af bygning 1 og 2 på adressen Vesterby 41, Endelave. Bygning 1 er opført i 1908 og har fungeret som aftægtsbolig for Lynggården på Øvre. Bygningen har en SAVE-værdi på 4 og er registreret som bevaringsværdig i Lokalplan 70.
Kort fortalt
- Hvem
- Plan- og Vejudvalget, Horsens Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Plan- og Vejudvalget valgte at udsætte punktet med henblik på, at administrationen går i dialog med bygherre om, hvordan bygherre tiltænker opførsel af nye bygninger.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at
1. Plan- og Vejudvalget godkender, at der meddeles afslag på dispensation til nedrivning af den bevaringsværdige bygning 1 (jf. BBR), beliggende Vesterby 41, 8789 Endelave.
2. Plan- og Vejudvalget godkender, at der meddeles dispensation til nedrivning af bygning 2 (jf. BBR) beliggende Vesterby 41, 8789 Endelave.
Sagsfremstilling
Supplerende information Administrationen har, efter udvalgets ønske, indhentet udtalelse fra Endelave Beboerforening, med opfordring til beboerforeningen om at inddrage øvrige beboere på Endelave. Beboerforeningens svar er vedhæftet som nyt bilag til sagen samt Strategisk Fysisk Udviklingsplan for Endelave.
Oprindelig sagsfremstilling Administrationen har modtaget en ansøgning om tilladelse til nedrivning af bygning 1 og 2 på ejendommen matr.nr. 29c, Endelave By, Endelave, beliggende Vesterby 41, 8789 Endelave. Bygningerne er i kommuneatlas vurderet til følgende SAVE-værdier:
Bygning 1 har en middel SAVE-værdi på 4 og er registreret som bevaringsværdig i Lokalplan 70 Bygning 2 er ikke SAVE-registreret og vurderes ikke bevaringsværdig Der foreligger ingen oplysninger om den fremtidige anvendelse af grunden efter en eventuel nedrivning.
Figur 1. Oversigtskort med markering af Vesterby 41 Ejendommen er omfattet af Lokalplan 70 ”Endelave som levedygtigt helårssamfund”, der dækker hele øen. Efter lokalplanens § 8 kræver nedrivning af eksisterende bebyggelse Byrådets godkendelse. Ejendommen ligger desuden i et udpeget værdifuldt kulturmiljø: ”Endelave kystmiljø, landsby og rekreation”. Helhedsplanen for Endelave (2020) fremhæver, at øens særlige bebyggelsesstruktur og kulturhistoriske spor bør bevares. I den Strategiske Fysiske Udviklingsplan peges der på, at oplevelsen af gamle huse, gårde og det varierede landskab er centrale kvaliteter for øens kyst- og naturturisme.
Bygning 1 fremstår som et tidligt 1900-tals murstenshus i rød blank mur. En nedrivning vurderes at ville påvirke husrækken langs Vesterby negativt.
Bygning 2 er opført som udhus og vurderes ikke at have betydning for kulturmiljøet eller gadebilledet.
Administrationen anbefaler, at der gives afslag på dispensation til nedrivning af bygning 1, da bygningen har dokumenteret bevaringsværdi og bidrager væsentligt til kulturmiljøet.
For bygning 2 anbefaler administration, at der gives dispensation til nedrivning, da bygningen ikke vurderes at have kulturhistorisk eller miljømæssig betydning.
Afgørelsen vil blive sendt i naboorientering.
Høring Ansøgningen har været sendt i høring hos Horsens Museum, Foreningen for Bedre Bymiljø i Horsens og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.
Horsens Museum vurderer, at bygning 1 indgår harmonisk i husrækken og udgør en naturlig del af gadeforløbet. Museet kan derfor ikke anbefale nedrivning af bygning 1 ud fra et kulturhistorisk perspektiv.
Der er ikke modtaget høringssvar fra de øvrige parter.
Konsekvens af et afslag på dispensation til nedrivning Der er ikke behov for at nedlægge § 14 forbud, da der allerede er en bevarende lokalplan, der betyder, at det kræver dispensation at få lov til at nedrive bygninger. En bevarende lokalplan er som udgangspunkt at betragte som erstatningsfri regulering.
Såfremt der meddeles afslag på dispensation til nedrivning, kan ejeren dog stadig, jf. planlovens § 49, stk. 1, forlange ejendommen overtaget af kommunen mod betaling.
Jf. planlovens § 49, stk. 2 påhviler overtagelsespligten dog kun kommunen, hvis der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende beliggenhed og benyttelse, der ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.
Hvis der er uenighed om kommunen er overtagelsespligtig, kan dette spørgsmål indbringes for Taksationskommissionen.
Konsekvens af en dispensation til nedrivning En nedrivning af bygning 1 vil forringe kulturmiljøet på Endelave og svække oplevelsen af det særlige landskab og den historiske bebyggelse, som både lokalplanen, helhedsplanen og udviklingsplanen for øen søger at understøtte.
Ordforklaring SAVE er en sammenskrivning af "Survey of Architectural Values in the Environment" = Kortlægning af arkitektoniske værdier i miljøet. Bevaringsværdien i forhold til SAVE angives på en skala fra 1-9. Karaktererne 1-3 regnes for
en høj værdi, 4-6 for middel værdi og 7-9 for lav værdi.
/JCPA
Historik
Beslutning fra Plan- og Vejudvalget, 05 05 2026:
Plan- og Vejudvalget valgte at udsætte punktet med henblik på, at administrationen indhenter en udtalelse fra beboerforeningen på Endelave, med opfordring til beboerforeningen om at inddrage øvrige beboere på Endelave.
Birthe Knudsen deltog ikke i mødet.
Beslutning
Plan- og Vejudvalget valgte at udsætte punktet med henblik på, at administrationen går i dialog med bygherre om, hvordan bygherre tiltænker opførsel af nye bygninger.
Kilde: Horsens Kommune, Plan- og Vejudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.