Besluttet 11. august, Plan- og Vejudvalget, Horsens
PV Orientering om afdækning af trafikale forhold i Hovedgård
Plan- og Vejudvalget besluttede den 11. november 2025, at administrationen skal afdække den trafikale situation i og omkring Hovedgård.
Bydele i sagen: Hovedgård
Kort fortalt
- Hvem
- Plan- og Vejudvalget, Horsens Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Plan- og Vejudvalget tog orienteringen til efterretning. Bilag 1, 2 og 3 sendt ud med dagsordenen indeholder enkelte steder fejl. Korrekte bilag er vedlagt referatet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at
1. Plan- og Vejudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Plan- og Vejudvalget besluttede den 11. november 2025, at administrationen skal lave en fokuseret afdækning af den samlede trafikale situation i og omkring Hovedgård med relation til Gl. Århusvej, med henblik på at adressere de samlede trafikale udfordringer, der udtrykkes i lokalområdet.
Administrationen har i den forbindelse fået udarbejdet en analyse af kapacitet og fremkommelighed i krydsene på Gl. Århusvej ved Hovedgård. Analysen er vedlagt som bilag ”Kapacitets- og fremkommelighedsanalyse, Gl Århusvej ved Hovedgård”.
Analyseresultater
Analysen, der er udarbejdet af en ekstern rådgiver, bygger på en række trafiktællinger foretaget i og omkring Hovedgård.
I analysearbejdet er der taget højde for, at der i øjeblikket er udbygninger af E45, der forventes at skabe mere trafik i området end det ellers ville være tilfældet. For at kunne vurdere effekterne af eventuelle rundkørsler eller signalanlæg, er der foretaget fremskrivninger af trafikken, herunder øget trafik i forbindelse med udvidelser af industriområdet.
Resultaterne af analysen finder, at trafikanter, der kører fra Hovedgård ud på Gl. Århusvej i morgenspidstimen i gennemsnit oplever forsinkelser i krydsene på henholdsvis 65 og 73 sekunder.
Presset på trafikken er forstærket af arbejdet med udvidelsen af E45. Når arbejdet på E45 afsluttes ved udgangen af 2026, forventes forsinkelserne i krydsene at blive reduceret til henholdsvis 40 og 37 sekunder i morgenspidstimen.
Til sammenligning kan man som bilist i spidstimerne opleve at vente 2-3 omløb á 80-120 sekunder i nogle af kommunens mest belastede signalanlæg, svarende til ventetider på op til 3-5 minutter.
Analysen viser tillige, at krydsene med fordel kan ombygges, hvis man ønsker at forbedre serviceniveauet i spidsbelastningstimerne og for at imødekomme kapacitetsudfordringer i fremtiden, hvor trafikintensiteten vil blive forøget med den generelle trafikudvikling samt med den igangsatte planlægning af en udvidelse af erhvervsområdet i det sydlige Hovedgård.
Det skal bemærkes, at der på tværs af Horsens findes flere trafikbelastede kryds med samme serviceniveau.
Analysen viser, at en ombygning af krydsene i dag vil forbedre afviklingen af trafikken fra Hovedgård, men samlet set vil en ombygning medføre forsinkelse i trafikken, fordi en ombygning vil betyde, at de mange trafikanter på Gl. Århusvej vil opleve nedsat fremkommelighed. Gl. Århusvej er en primær trafikvej på det overordnede vejnet, hvor der jf. Mobilitetsplan 2035 ønskes høj fremkommelighed.
I bilag ”Afdækning af den trafikale situation ved Hovedgård i relation til Gl Århusvej” sammenholdes analysens resultater og anbefalinger med de politisk vedtagne prioriteringsmodeller samt uheldsbilledet i krydsene.
Mulige løsningsforslag Trafikanalysen skitserer, hvordan forskellige ændringer og ombygninger i krydsene kan have betydning for såvel trafikken fra Hovedgård til Gl. Århusvej, som for den gennemkørende trafik, der kører ad Gl. Århusvej.
Beskrivelserne tager udgangspunkt i to løsningsforslag, hvor der ved det ene etableres rundkørsler og det andet etableres signalanlæg. Overordnet set er ventetiden størst i spidsbelastningstimen om morgenen. Lidt bedre ser det ud om eftermiddagen.
Særligt ved etablering af rundkørsler sker der en forbedring af ventetiden for trafikanter fra tilslutningsvejene i spidsbelastningen, mens effekten vil være mindre ved etablering af signalanlæg. For middagstimen, der er repræsentativ for de fleste af timerne på dagen, vil der være et godt trafikflow i alle retninger.
Trafikanalysen viser generelt, at hvis der gennemføres ombygninger til krydsene ved Hovedgård, så vil trafikanterne fra Hovedgård opleve færre forsinkelser og mindre kø, på bekostning af de øvrige trafikanter ad Gl. Århusvej, som modsat vil opleve flere forsinkelser.
Mobilitetsplan I Mobilitetsplan 2035 er der optaget et projekt med en rundkørsel i det sydlige kryds. Projektet giver mulighed for at lave en ny vejtilslutning fra industriområdet, hvor der er igangsat planlægning af udvidelse af erhvervsområdet syd for Hovedgård, hvor nedbrydningsfirmaet P. Olesen ønsker en udvidelse af deres hovedkvarter.
Der er tilsvarende optaget et projekt for en rundkørsel i det nordlige kryds på trafiksikkerhedslisten.
Mobilitetsplanens prioriteringsmodel sammenholder anlægsomkostningerne med de trafikale effekter, for på den måde at give et sammenligningsgrundlag mellem projekter.
Projekterne i Hovedgård er, relativt til andre projekter på prioriteringslisten, dyre at gennemføre og til trods for de trafikale effekter for trafikanterne i Hovedgård, giver analysens resultater ikke anledning til at ændre i prioriteringen af trafikprojekter i Mobilitetsplan 2035.
Det er samtidigt et udtryk for, at der er andre steder i kommunen, hvor der i endnu højere grad end i Hovedgård er behov for at gennemføre trafikprojekter.
/ALYHA
Beslutning
Plan- og Vejudvalget tog orienteringen til efterretning.
Bilag 1, 2 og 3 sendt ud med dagsordenen indeholder enkelte steder fejl. Korrekte bilag er vedlagt referatet.
Kilde: Horsens Kommune, Plan- og Vejudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.